Spring hovednavigationen over
Tilbage

Theresa May og justitsministeren gæster Advokaternes fagfest

Konferencen på Advokaternes fagfest har temaet ”magtens tredeling”, hvor den tidligere britiske premierminister, Theresa May indgår i en samtale med Adam Holm og drøfter udfordringer for magten og retsstaten. Desuden gæster justitsministeren, den tidligere ombudsmand samt flere juridiske profiler konferencen.

Under overskriften ”magtens tredeling” er der lagt op til oplæg og debat med prominente navne, når Advokaternes fagfest i år afholdes. Advokaternes fagfest er det nye navn til den festlige og faglige del, der tidligere var en del af Advokatmødet.
Programmet byder blandt andet på den tidligere britiske premierminister, Theresa May, der indgår i en samtale med journalist og vært Adam Holm. Derudover taler højesteretsdommer og tidligere ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, inden konferencen rundes af med en debat om magtens tredeling med deltagelse af justitsminister Nick Hækkerup, Jørgen Steen Sørensen, retsordfører for de konservative, Britt Bager, formand for dommerfuldmægtigforeningen Nina Palesa Bonde samt formanden for Advokatrådet Martin Lavesen.
”I halen af Brexit, corona og andre store udfordrende situationer, er det interessant at rejse debatten: Hvordan står det til med vores demokrati og retsstat, og hvordan bliver der i disse år skubbet til balancen mellem politik, lovgivning og de aktører, som er så væsentlige for vores retsstat. Det er vigtigt, at vi reflekterer over den udvikling, vi har oplevet ude i verden og herhjemme, og derfor glæder jeg mig meget til at høre perspektiverne fra deltagerne,” siger Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton.
Alle advokater er inviteret til Advokaternes fagfest 2022, der finder sted på Tivoli Hotel i København.
Konferencen kan for advokater medregnes som efteruddannelse med tre lektioner.
Efter konferencen om eftermiddagen vil der være netværksbar, og om aftenen er der gallamiddag med uddeling af Advokatrådets journalistpris og Advokatsamfundets Fonds hæderspris efterfulgt af underholdning samt koncert med Carpark North og DJ og bar.
Læs mere om arrangementet og se programmet for dagen.
Tilmeld dig arrangementet (begrænsede pladser) på registreringssiden her