07.03.2024
Nordic Link giver indflydelse i det internationale arbejde
Nordic Link er et initiativ startet af Advokatsamfundet i 2021 med støtte fra Dreyers Fond. Initiativet har til formål a...
Allerede som 12-årig vidste Theresa May, at hun ville have en plads i det britiske parlament, og det fik hun. Motivationen var at gøre en forskel og forbedre folks liv.
”Det var bare det, jeg ville. Og så kunne jeg lide at diskutere. Det gjorde vi meget i mit hjem.”
Hun blev Premierminister fra 2016-2019 – den anden kvindelige i Storbritanniens historie, som hun beskriver som ”three years of challenge,” hvor hun kæmpede kompromissets kunst for en Brexit-aftale, uden at det lykkedes. Men netop fighterånden fik hun ros for ved sin afgang.
”Det er godt, for som Premierminister har du brug for udfordringer, men du har også brug for erfaring,” sagde hun under samtalen med DR-vært Adam Holm, mens de talte om, hvorvidt Brexit kunne være løst bedre.
”Jeg tror for manges vedkommende, at hvis de havde været i stand til at se hele pakken, og hvordan fremtiden ville se ud efter Brexit og en aftale med EU, så havde det været nemmere at få lavet en tilbagetrækningsaftale. Nu står vi stadig med uafklarede spørgsmål omkring samarbejdsaftalerne.
Om hvorvidt Brexit har efterladt et stort sår hos den engelske befolkning sagde hun:
”Nogle vil gerne udlægge det sådan. Men sket er sket, og jeg tror, at de fleste briter har accepteret det og er kommet videre. De er optaget af andre spørgsmål nu. Stigende leveomkostninger, krisen osv.”
Theresa May er kendt som en principfast politiker men ikke desto mindre, er hun ikke i tvivl om, at kompromisser er en nødvendighed i politik.
”Der er en bekymrende tendens til absolutisme i politik. Enten er I med mig eller imod mig. Men svaret på politiske spørgsmål kommer jo ofte ved at indgå kompromiser, og det kan man godt gøre uden at give afkald på sine værdier,” sagde hun.
”Man er nødt til at indse, at man må acceptere argumenter fra oppositionen for at få lovgivning igennem, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.”
Om sit politiske virke sagde den tidligere Premierminister blandt andet: ”En politikers arbejde er at sætte rammerne for samfundet på den måde, der gavner borgerne bedst. Det gør man ved at lytte - også til dem man ikke er enig med.”
Selvom man ikke må forfalde til populisme, skal man også lytte til borgerne og den offentlige mening:
”Du skal huske, at du kun er placeret i et parlament, fordi vælgerne har stemt dig ind.”
Det med at lytte, mente hun i øvrigt, er noget kvinder generelt er særligt gode til. Ligesom de er gode til at levere og arbejde i teams. Når det er tid til at tage en beslutning, bør man sætte sagen over sin egen politiske ideologi:
”Man skal altid først tænke på, hvad der er det rigtige at gøre i vigtige spørgsmål, inden man lægger det politiske lag på. Der er en fare i, at nogle politikere kun vælger at træffe beslutninger, de tror, de bliver populære på. Man skal heller ikke tænke på, hvad der giver den bedste overskrift i medierne.”
Da samtalen kredsede om magtens tredeling og det forfatningsretlige, var Theresa May ikke i tvivl om, at det britiske retssystem er et af de bedste i verden. Hun mente blandt andet, at det er positivt, at den britiske konstitution som sådan ikke er nedfældet på skrift i en decideret grundlov, for så har den nemmere ved at følge med tiden, hvilket den har gjort i Storbritannien.
”Når loven ikke er skrevet ned, er der plads til pragmatisme. En forfatning skal altid være under udvikling, det er vigtigt,” sagde hun og tilføjede til publikums morskab:
”Selvom der så er mindre arbejde til advokaterne.”
Theresa May pointerede dernæst, at USA for eksempel har svært ved at ændre deres våbenlov, fordi det står i konstitutionen, at man har ret til at bære våben.
Også den igangværende krig i Europa blev berørt. Theresa May var ikke i tvivl om, hvad den grundlæggende handler om:
”Det er i høj grad en kamp for demokratiet.”
”Præsident Putin har fuldstændig undervurderet en række ting; såsom ukrainernes vilje til at bevare deres eget land som et demokratisk samfund. Han har sandelig også undervurderet præsident Zelensky, som er en meget inspirerende leder. Det er i særdeleshed en kamp for at bevare demokratiske og suveræne stater.”
Theresa May er fortsat engageret i det politiske arbejde som MP. I dag arbejder hun blandt andet aktivt for at forhindre moderne slaveri på internationalt plan.
”40 millioner mennesker verden over er i dag udsat for moderne slaveri, både britiske statsborgere og andre landes borgere, blandt andet i form af menneskehandel,” sagde hun.
Theresa May i samtale med Adam Holm til Advokaternes fagfest 2022. Foto: Jeppe Carlsen