Spring hovednavigationen over
Tilbage

Opslag: Indstilling af medlem til Strafferetsplejeudvalget (forlænget)

Advokatrådet er blevet anmodet om at indstille et medlem til Strafferetsplejeudvalget. Fristen er forlænget, og interesserede advokater kan senest den 18. marts 2022 kl. 12:00 indsende en kort ansøgning til Advokatsamfundet.

Advokatrådet er blevet anmodet om at indstille et medlem til Strafferetsplejeudvalget, idet Justitsministeren ved kommissorium af 3. februar 2022 har anmodet Strafferetsplejeudvalget om at foretage en modernisering af retsplejelovens regler om tvangsindgreb.

Der vil ved udvælgelsen af kandidater blive lagt vægt på ansøgerens faglige kompetencer, herunder erfaringer med retssager og generel strafferet. Som led i udvælgelsen vil der endvidere blive indhentet oplysninger om eventuelle tidligere og verserende disciplinærsager. Kandidatudvælgelsen foretages af Advokatrådet.
Strafferetsplejeudvalget vil i forbindelse med arbejdet med kommissoriet blive suppleret med et medlem med ekspertise inden for databeskyttelse udnævnt efter indstilling fra Datatilsynet og et medlem med ekspertise inden for it- og telekommunikation udnævnt efter indstilling fra IDA Ingeniørforeningen i Danmark. Endelig vil udvalget på ad hoc-basis blive suppleret med et medlem udnævnt efter indstilling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), der kan deltage, når udvalget drøfter emner af særlig relevans for PET.
Opmærksomheden henledes på, at der ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissioner og lignende skal indstilles både en mand og en kvinde, jf. ligestillingslovens § 9, stk. 1.
Advokatrådet opfordrer alle advokater uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksuel orientering eller handicap til at søge om at komme i betragtning.

Fristen på opslaget er forlænget. Interesserede advokater bedes derfor senest den 18. marts 2022 kl. 12:00 indsende en kort ansøgning vedlagt CV til mab@advokatsamfundet.dk