Spring hovednavigationen over
Tilbage

Hvem skal have Advokatrådets journalistpris 2022?

Der åbnes nu op for nomineringer til Advokatrådets journalistpris 2022. Prisen går til en journalist, der har formidlet viden om retssikkerhed, retspolitiske forhold eller en væsentlig juridisk problemstilling. Journalistprisen uddeles i forbindelse med advokaternes fagfest i maj, og med prisen følger en check på 20.000 kroner.

Advokatrådet stiftede i 2011 Advokatrådets journalistpris for at fremme en kvalificeret formidling af retsvæsen og retspolitik. I år skal prisen uddeles for 6. gang, når der afholdes advokaternes fagfest i maj.
Nu åbnes der op for at nominere kandidater til prisen – Advokatsamfundet skal modtage forslag senest den 19. april.

Alle, som har udarbejdet et journalistisk produkt, der opfylder kriterierne, kan komme i betragtning til prisen, uanset mediets platform. Det vigtigste kriterium er, at det journalistiske produkt har retssikkerhed eller retspolitiske forhold som et direkte eller underliggende tema.

Advokatrådets bedømmelseskomité tolker begrebet retssikkerhed bredt, og journalistiske indslag, artikler med videre skal ikke nødvendigvis have retsvæsenet, advokater eller domstolene som emne. Formidlingen kan eksempelvis også handle om manglende retssikkerhed for udsatte grupper i samfundet. Det kan være manglende klagemuligheder og dermed manglende adgang for borgere og virksomheder til at få ret. Det kan være ‘systemfejl' indbygget i myndigheders sagsbehandling eller den offentlige forvaltning. Og det kan være indslag eller artikler, som har fokus på mere klassiske retlige emner.

Både konkrete sager og en mere generel behandling af emner kan komme i betragtning til prisen.
Advokatrådets bedømmelseskomité vurderer dels de nomineringer, som indkommer fra offentligheden eller fra medierne selv, dels de nomineringer, som Advokatrådet eventuelt selv måtte foretage.
Produktet kan være en serie af artikler/indslag eller en enkeltstående større artikel/indslag. Det er også muligt at nominere en person, som over en periode har dækket et område på en så oplysende måde, at det alene kvalificerer til prisen.

Advokatrådets bedømmelseskomité lægger vægt på følgende:

- Oplysningsgraden: Bidrager produktionen til generelt at højne borgernes viden om retspolitik eller retssikkerhed?
- Opmærksomhed: Formår produktionen at sætte emnet på dagsordenen og åbne borgernes øjne

Sådan nominerer du

Nomineringen foregår ved, at man sender en mail til journalistpris@advokatsamfundet.dk

Offentligheden, advokater, journalister og medier selv kan nominere journalister (en eller flere personer).

I nomineringen skal der vedlægges en henvisning til produktet/produktion (eller evt. personen), man ønsker at nominere, samt en kort begrundelse for nomineringen.

Fristen for at nominere er 19. april

Prisen skulle have været uddelt i 2021 men er blevet udskudt på grund af corona-nedlukningen.

Læs mere om prisen, nominering mm. her

 

Tidligere modtagere af Advokatrådets journalistpris

Lone Andersen, journalist, Finans (2019)

Frank Hvilsom, journalist, Politiken (2017)

Niels Northroup, journalist, Ritzaus (2015)

Bo Maltesen, journalist Politiken (2013)

Astrid Fischer, journalist DR Orientering (2011)