Spring hovednavigationen over
Tilbage

Kurser på advokatuddannelsen aflyses fortsat på grund af corona

Som følge af det fortsat høje risikoniveau i Region Hovedstaden har Advokatsamfundet besluttet også at aflyse kurserne på advokatuddannelsen den 12.-15. april 2021.

Der er i alt tale om fire kurser fordelt i Køge, Sorø og Aarhus. De berørte kursister vil få direkte besked herom.

Da risikoniveauet i Region Hovedstaden fortsat er på niveau 5, og da mange advokatfuldmægtige netop kommer fra ­– eller jævnligt befinder sig i – denne region, er den samlede vurdering, at det fortsat er mest forsvarligt at aflyse kurserne, uanset hvor i landet disse finder sted. Det er derfor blevet besluttet også at aflyse kurserne den 12.-15. april 2021.

Sekretariatet har herunder overvejet og undersøgt, om det vil være muligt at gennemføre kurserne mod fremvisning af coronapas/negativ corona-test fra kursister og undervisere. Advokatsamfundet har dog af flere tungtvejende grunde ikke fundet, at dette for nuværende er muligt.

Der vil snarest – og alt efter myndighedernes løbende udmeldinger – blive taget stilling til, om også kurserne den 19.-21. april 2021 må aflyses.

Advokatsamfundet har samtidig stor forståelse for, at aflysningerne kan skabe ærgrelse hos mange kursister og vil naturligvis forsøge at tilrettelægge erstatningskurser, så snart det kan lade sig gøre.

Der vil endvidere snarest muligt blive taget stilling til, om retssagsprøven i en fiktiv sag den 26. april 2021 kan gennemføres.

Tilsvarende vil alle fysiske tilsynsbesøg – foreløbig til og med den 16. april 2021 – fortsat blive forsøgt omlagt til online-tilsyn, i det omfang dette er muligt. Besøg, der ikke kan omlægges, vil blive gennemført på et senere tidspunkt, og de advokater eller virksomheder, der er udtrukket til tilsyn, vil få direkte besked herom fra Advokatsamfundet.”