Spring hovednavigationen over
Tilbage

Deltag i debatten: Hvad skal der til for at få flere kvinder i toppen?

”Her i Danmark har vi i flere år haft fokus på problemstillingen omkring kvinder i bestyrelser og på direktionsgangene, og det har advokatbranchen selvfølgelig også. Vi må konstatere, at tallene taler deres tydelige sprog om, at vi som advokatstand slet ikke er i mål endnu, og at der formodentlig er nogle barrierer, vi skal have brudt.”

Sådan lyder det fra Advokatrådets formand, Peter Fogh, i det nye nummer af magasinet Advokaten, hvor der er sat fokus på kønsdiversitet i advokatstanden.

Associeret professor fra CBS Lotte Holck peger i magasinet Advokaten på flere årsager til, at forholdsvis få kvinder når toppen af branchen. Hun mener blandt andet, en årsag kan være, at det ganske enkelt er svært at tiltrække kvinderne, hvis der i forvejen ikke er kvinder i toppen.

”Mange kvinder ønsker ikke at være den ene kvinde i teamet eller bestyrelsen og vælger det derfor fra. En dygtig kvinde med partnerpotentiale vil kigge på partnergruppe og bestyrelse på hjemmesiden for at få en fornemmelse af, om hun kan føle sig hjemme,” siger Lotte Holck, der også peger på, at barselskulturen kan fremme antallet af kvindelige advokater i toppen af standen.

”For at fastholde kvinder i advokatbranchen er det vigtigt at have fokus på ikke alene barselsregler, men også barselskultur, og det burde i princippet være lige væsentligt for begge køn.  Det er igen noget med de forestillinger, vi gør os, og det mindset vi har. Hvis advokatfirmaerne fremmer barsel for mænd, så fremmer de også kvindelige advokaters karrieremuligheder.”

Hvad skal der til for at bryde barrierene? Har du selv en holdning til, hvad der skal til for at fremme antallet af kvinder i partnerstillinger? Og gør din arbejdsplads en særlig indsats for at få flere kvinder i toppen af firmaet?

Deltag i debatten på LinkedIn

Læs tema om kvinder i advokatstanden og se tal og fakta i det nye nummer af magasinet Advokaten