Advokaten 1 Menneskerettighedsambassadør

Print Print
29-01-2019

Menneskerettighedsambassadør

Forsvarsadvokat Thorkild Høyer ser det som en advokats pligt at forsvare menneskerettighederne i den offentlige debat – noget, han selv har brugt det meste af sin karriere på. Vi mødte stifteren af NGO’en Levende Menneskerettigheder på kontoret, Husbåden Liva i Nyhavn, København.

Tekst: Tine Østergård
Foto: Jeppe Carlsen

Menneskerettighederne er desværre under stærkt pres i disse år. Henrik Sass Larsen (S) har opfordret til, at Danmark trækker sig ud af internationale konventioner og domstole, og selvom han senere har forsøgt at rode sig ud af sine udtalelser, skal de ses og forstås i lyset af Dansk Folkepartis årelange kamp mod menneskerettighederne. Det er dybt foruroligende og afspejler en manglende viden om, hvad menneskerettighederne er.

Menneskerettighederne er den tynde fernis, der holder os fra barbari og junglelov. De er grundlaget for vores retssamfund og vores etiske kompas for, hvordan vi om muligt undgår overgreb på vores næste. De er essensen af danske værdier. Det er, som om politikerne har glemt, hvad det har kostet at få dem, og hvad det kan koste at afskaffe dem – manglende ytringsfrihed, manglende forsamlingsfrihed, tortur, uretfærdig rettergang m.m.

Advokater har en særlig pligt til at forsvare menneskerettighederne, når vi hører politikere eller andre, der forsøger at underminere menneskerettighederne – ikke kun når vi sidder til private middagsselskaber, men også i den offentlige debat. Selv erhvervsadvokater, som ikke arbejder med menneskerettigheder til hverdag, er interesserede i en velfungerende retsstat. Menneskerettighederne er selve grundlaget for vores arbejde, og det skal vi stå vagt om. Derfor ærgrer det mig, at politiske udmeldinger, som truer retsstaten, kan stå stort set uimodsagte. Det er dybt foruroligende.

Advokatstandens stemme er alt for svag i den offentlige debat. Parolen blandt mange advokater er, at den, der lever stille, lever godt. Hellere have fokus på bundlinjen end de etiske grundlinjer. Men sådan bør det ikke være. Vi har fået en gratis uddannelse, er blevet undervist i menneskerettighederne, og det mindste, vi kan gøre, er at give noget tilbage til samfundet. Hvis man ikke har lyst til at deltage i den offentlige debat, kan man bidrage på andre måder, eksempelvis som menneskerettighedsambassadør i Levende Menneskerettigheder eller ved at støtte arbejdet økonomisk.

Jeg har altid arbejdet på diverse menneskerettighedsprojekter sideløbende med mit job som advokat, og for ni år siden stiftede jeg Levende Menneskerettigheder, som udarbejder undervisningsmateriale til folkeskoler, gymnasier og journaliststuderende. Unge har typisk et distanceret forhold til menneskerettighederne, fordi de ikke har haft personlig berøring med dem, og mange tager dem desværre for givet. Der er kun ganske få tilbage, som har oplevet 2. verdenskrig, hvor menneskerettighederne virkelig blev krænket, og det samme gælder snart min generation af efterkrigsbørn. Det er rigtig farligt, og det er vigtigt, at unge mennesker undervises i menneskerettighedernes betydning for os alle.

Levende Menneskerettigheder laver dilemmaspil, hvor deltagerne stilles over for samfundsmæssige dilemmaer – hvilke rettigheder har man eksempelvis, hvis man flygter fra Iran til Danmark? Kan ens sag behandles på ambassaden i Iran, kan man bo hos en kammerat i Danmark, og kan man arbejde, mens sagen behandles? Samtidig er der spørgsmålet om eksempelvis ligeløn i Danmark – er det fair, at kvinder får 15 procent mindre i løn? Og kan vi løse problemet ved at give 15 procent i rabat, når kvinder handler ind? Svaret er selvfølgelig nej, men vi er nødt til at sætte tingene på spidsen for at illustrere, at det ikke er problemfrit at trække Danmark ud af internationale konventioner.

Levende Menneskerettigheder underviser også journaliststuderende, som i sidste ende er dem, der skal formidle nyheder om menneskerettighederne. Hvis journalister er klædt godt på, kan de stille de kritiske og kvalificerede spørgsmål, når politikere påstår, at det er i landets interesse at trække sig fra internationale konventioner. Menneskerettighederne er borgernes beskyttelse mod overgreb fra staten, og det skal de blive ved med at være.

Jeg har altid været optaget af forholdet mellem stat og borger. Jeg er opdraget med, at alle skal behandles lige, hvad enten man hedder Poul, Per eller Hassan, men sådan er det desværre ikke i dag. Det mest grusomme eksempel er lovliggørelsen af parallelsamfund, som har medført højere straffe i visse områder. Det bryder jeg mig ikke om.

Vi skal have en retsstat, der behandler alle ens. Som forsvarsadvokat har jeg flere gange oplevet, at folk er blevet dømt på baggrund af stemninger i samfundet – eksempelvis i forbindelse med de første terrorsager. Min opgave som forsvarsadvokat er ikke at sympatisere med mine klienter, men at være talerør for dem. Derfor har jeg ingen skrupler med at være forsvarer, tværtimod. For mig er det vigtigste, at de sigtede møder et retfærdigt retssystem.

Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der er gennemgribende ondskabsfuldt. Der er altid et menneske bag selv de værste forbrydelser, og dybest set har vi alle de samme ambitioner om et godt liv, en god familie og et godt job, men nogle har sværere ved at opnå det. En tidligere drabschef skrev en bog med titlen ”Man jager et bæst og fanger et menneske”, og han har ret. Vi indeholder alle et potentiale til at slå ihjel, men de fleste af os kan modstå fristelsen. Heldigvis.

Thorkild Høyer
Forsvarsadvokat (H). Medlem af Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Bestyrelsesformand i Levende Menneskerettigheder, som han stiftede i 2009. Modtog i 2018 Rådet for Menneskerettigheders pris for ”sit arbejde som advokat og sin utrættelige indsats i civilsamfundet, hvor han i knap fem årtier har kæmpet for menneskerettigheder i Danmark og i udlandet”