Advokaten 9 Psykisk vold skal bekæmpes effektivt

Print Print
27-11-2018

Justitsministeriet arbejder i øjeblikket med en ny strafbestemmelse om psykisk vold i nære relationer. Men hvordan skal psykisk vold defineres og afgrænses, og hvordan sikres både offers retsbeskyttelse og tiltaltes retssikkerhed? Engelsk og walisisk lovgivning kan inspirere til den forestående kriminaliserings- og implementeringsproces i Danmark.

Af Nell Rasmussen og Mathilde Worch Jensen, konsulenter for OAK Foundation Danmark

Knap fire ud af 100 danske kvinder har været udsat for psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner inden for det sidste år. For mænd gælder det godt en ud af 100. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE. Det er da også kun et spørgsmål om tid, før dele af advokatstanden kommer til at arbejde med sager om psykisk vold eller sager, hvor psykisk vold indgår som et delelement. I øjeblikket arbejder Justitsministeriet med en ny strafbestemmelse om psykisk vold i nære relationer.

Kriminaliseringen har en vis signalværdi og er udtryk for en anerkendelse af, at psykisk vold er en alvorlig krænkelse, som skal straffes, præcis som fysisk vold bliver det. Samtidig kan den styrke politiets og straffesystemets indsats over for vold i nære relationer.

Psykisk vold er, når et menneske over en længere periode udsætter sin partner eller en anden i en nær relation for krænkende og ydmygende handlinger. Psykisk vold kan have alvorligere følger end fysisk vold, og et nyere dansk studie om forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer indikerer en stærkere sammenhæng mellem psykisk vold og partnerdrab på kvinder, end det er tilfældet for fysisk vold.

Kriminaliseringen rejser dog en række spørgsmål, som der skal tages højde for. Hvordan skal psykisk vold defineres og afgrænses? Hvordan skal en bestemmelse om psykisk vold udformes, så den ikke blot bliver symbollovgivning? Og hvordan sikres både offers retsbeskyttelse og tiltaltes retssikkerhed? Her kan der søges inspiration i engelsk og walisisk lovgivning.

Engelsk og walisisk retstilstand
I 2015 blev der i Storbritannien indført en konkret og handlingsvejledende bestemmelse om controlling or coercive behaviour, der retter sig mod gentagne krænkelser af en person, som man er i nær eller familiær relation med.

Kontrollerende adfærd er eksempelvis at underordne en person, at gøre vedkommende afhængig ved at isolere personen fra støttemuligheder eller at regulere vedkommendes hverdagsopførsel. Tvingende adfærd er eksempelvis trusler, ydmygelser og handlinger, der skal skabe frygt hos offeret. Disse handlemønstre er konkretiseret og eksemplificeret i en uddybende vejledning til politi og anklagemyndighed.

Men hvordan bliver bestemmelsen om coercive control håndhævet i det britiske straffesystem?

Oplysninger fra det britiske justitsministerium viser, at der for 38 af de 43 politikredse blev registreret 4.246 sager om coercive control fra marts 2016 til marts 2017.

I 2017 blev der rejst tiltale i 468 sager, og 235 personer – næsten udelukkende mænd – blev dømt for forbrydelsen. Den første dømte var Steven Saunders fra Surrey. Han havde kontrolleret og manipuleret sin kæreste til at flytte ud af sin lejlighed og tvunget hende til at leve på gaden. Han brugte hendes socialhjælp, tog hendes hævekort, tvang hende til at begå butikstyveri og solgte hendes mobiltelefon. Han fik en dom på 18 måneders fængsel.

I betragtning af, at der på et år blev registreret godt 4.000 sager om coercive control, må 235 dømte siges at være beskedent. Det tager naturligvis tid at få indarbejdet en ny, vanskelig bestemmelse i straffesystemet, så antallet af tiltaler og domme vil utvivlsomt stige fremover. Men ofre for coercive control skal dog næppe have for store forventninger til at anvende straffesystemet mod psykisk vold.

Det britiske politi tager anmeldelser om vold i hjemmet og coercive control alvorligt og prioriterer dem højt. En måling af fremskridt i politiets arbejde viser, at der fra 2014-2017 overordnet skete en opprioritering og meget stor bedring i politiets behandling af sager om vold i nære relationer, og at ledelserne i politikredsene generelt følte ansvar over for sagerne. Samtidig skete der dog en markant stigning i antallet af anmeldelser, hvilket medførte et øget arbejdspres. Nogle politikredse havde med et positivt resultat uddannet frontmedarbejderne til en bedre forståelse af coercive control, men målingen viste også, at der var behov for en kulturændring i nogle politikredse for fremtidigt at sikre, at anmelderne blev behandlet med større imødekommenhed. Trods investeringer i uddannelse var der stadig en del politifolk, som ikke forstod den komplekse dynamik i coercive control.

Forskere fra Lancaster University har i samarbejde med Merseyside politikreds analyseret politiets indsatser og efterforskningsskridt i forhold til coercive control sammenholdt med sager om fysisk vold i nære relationer. Undersøgelsen viser, at politikredsen hverken havde fået ekstra uddannelse eller økonomiske midler til at håndhæve den nye bestemmelse.

Analysen af godt 18.000 sager om vold i nære relationer registreret i politikredsen over 18 måneder viste, at kun 156 sager blev registreret som coercive control-forbrydelser. 83 % af sagerne om vold i nære relationer indeholdt beviser på coercive control, som ikke blev efterforsket. Politiet anvendte sjældnere magtmidler i coercive control-sager end i sager om fysisk vold til trods for, at de oftere var blevet klassificeret som højrisikosager. De førte også sjældnere til opklaring og anholdelse.

Mulighederne for at efterforske coercive control var således ikke blevet forfulgt. Det gjaldt blandt andet i sager om vold i nære relationer, hvor anmelderens vidneudsagn om forbrydelsen ikke blev undersøgt, fordi politiet ofte fandt det vanskeligt at påvise et vedvarende mønster af overgreb ud fra anmelderens udsagn alene. Efterforskningen blev derfor indskrænket til at omfatte de isolerede fysiske voldsepisoder, som havde ført til anmeldelsen.

Forebyggelse af vold i nære relationer
Analysen blev fremlagt på en konference i år, hvor politi og forskere var enige om, at forbrydelsen trods udførlige vejledninger er vanskelig for politiet at håndtere og bevise, og at der er behov for større fokus på at forebygge vold i nære relationer. Også her har det engelske politi en central rolle, idet det enten står for eller deltager i at gennemføre risikovurderinger ved partnervold. Politiet deltager i tværsektorielle møder om at beskytte ofre i høj risiko for yderligere vold og krænkelser. Der var enighed om, at det er helt afgørende at styrke det tværgående samarbejde mellem myndigheder og aktører, der arbejder med voldsramte familier for at forebygge og bekæmpe fysisk og psykisk vold.

Man har således gjort sig en del erfaringer med coercive control-forbrydelsen i England og Wales, som kan inspirere til implementerings- og lovgivningsprocessen i Danmark.

1. En bestemmelse om psykisk vold skal være klar og konkret. Den skal beskrive en objektiv konstaterbar handlemåde. Udøveren skal – uafhængigt af offerets subjektive opfattelse, frygt eller reaktion – kunne gøres ansvarlig for at begrænse offerets handlefrihed, krænke offerets integritet og nedbryde offerets identitet over tid. Dette er væsentligt både fra et retsbeskyttelses- og et retssikkerhedsmæssigt perspektiv. Bemærkningerne til bestemmelsen skal være meget vejledende, så anklagemyndigheden og domstolene får en klar forståelse af dens anvendelsesområde, fordi forbrydelsen kan være en meget subtil magtudøvelse og foregå over en periode.

2. Psykisk vold er en tids- og ressourcekrævende forbrydelse at bevise. Der skal derfor tilføres økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer, så bestemmelsen ikke blot bliver en ekstra byrde for politiet. Det kræver intensiv undervisning af både frontpersonale og ledelse i politiet til at forstå og efterforske psykisk vold og for at fjerne eventuelle kulturelle barrierer i arbejdet. Hvis dette ikke kan opfyldes, er det rimeligt at antage, at dansk politi og anklagemyndighed snarere vil rette opmærksomheden mod fysisk vold i nære relationer end mod psykisk vold.

3. Der er behov for et tværsektorielt samarbejde, der forebygger alle typer af vold i nære relationer, både med hensyn til tidlig opsporing, rådgivning, støtte og behandling til voldsofre, udøvere og deres børn. Det gælder også i forhold til at foretage risikovurderinger. Her arbejder det danske politi i dag alene. Engelske politifolk peger på, at andre myndigheder og aktører ofte har bedre mulighed for at opspore fysisk og psykisk vold tidligt og for at vurdere, hvilke sager der kan være højrisikosager med behov for en fælles, koordineret myndighedsindsats.

Vi håber, at den kommende strafbestemmelse om psykisk vold får en balanceret udformning, som ikke begrænser brugen af den. Der vil være udfordringer nok med at implementere den. Det vil kræve uddannelse, ikke blot af politi, anklagemyndighed og domstole, men også af både bistands- og forsvarsadvokater for at forstå og anvende bestemmelsen efter dens hensigt.

Bistandsadvokater skal kunne yde effektiv støtte til offeret, mens forsvarsadvokater skal forstå problemstillingen og ikke overse handlemønstre eller ukritisk forsvare en tiltalt. Viden om forbrydelsens kompleksitet er nødvendig for ikke at forfalde til gamle forforståelser og kønsstereotype opfattelser. Også familieretsadvokater støder på psykisk vold i sager om eksempelvis skilsmisse og forældremyndighed og kan have behov for uddannelse.

Mindst lige så væsentligt som kriminaliseringen af psykisk vold er det imidlertid at styrke den præventive indsats gennem et tværsektorielt samarbejde mellem sociale myndigheder, sundhedsvæsen, politi og aktørerne på området. I et sådant samarbejde ligger potentialet til at få skabt en sammenhængende indsats over for al vold i nære relationer.   

Nell Rasmussen og Mathilde Worch Jensen
Uddannet jurister. Arbejder som konsulenter i OAK Foundation Danmark.