Advokaten 6 Løgn og uvidenhed truer det europæiske demokrati

Print Print
27-08-2018

På bare få årtier har internettet revolutioneret menneskelivet. Der er så meget godt at sige om udviklingen – og desværre så meget skidt. EU-lovgiver har de senere år haft fokus på de kriminelle aktiviteter på nettet, for eksempel børnepornografi og hacking. Nu rettes fokus mod andre aktiviteter, som ganske vist ikke er kriminelle, men som alligevel udgør en alvorlig trussel for EU. Det handler om de mange løgne, som spredes af blandt andre russiske agenter via sociale medier.

Af professor Thomas Elholm, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Se på de indledende bestemmelser i EU-traktaten og på hensigtserklæringerne i præamblen. EU har til formål at skabe et område med fred, frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet. Denne vision bygger på en række værdier, herunder ”Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten”.

Der er mange trusler mod visionen og værdierne, men for bare nogle få år siden havde man næppe forestillet sig, at en væsentlig trussel ville komme fra falsk information og påvirkningsmateriale på internettet. Det vurderer EU-Kommissionen imidlertid er tilfældet i dag. I slutningen af april i år udkom en rapport fra Kommissionen med den noget uvante titel ”Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang”. Det fremgår af rapporten, at det anses for en stor udfordring for Europa, at borgerne eksponeres for store mængder vildledende eller falsk information på nettet. Det udgør en trussel mod en fri demokratisk proces, mod frie, uafhængige medier, mod pluralisme og kulturel mangfoldighed og mod ytringsfriheden. Intet mindre.

Hvad er desinformation?
De fleste kender formentlig eksempler på desinformation på nettet. For eksempel kunne det tyske nyhedsmedie Der Spiegel i 2017 afsløre, hvordan e-mails med falske påstande om tyske soldaters voldtægt i Litauen blev spredt til nyhedsbureauer i Litauen. Det skulle angiveligt være sket med det formål at miskreditere NATO-soldaterne i landet. Netop de baltiske lande er særligt udsatte for russiske forsøg på at sprede ødelæggende desinformation. Det er ikke uden grund, at informationskrigsførelse nævnes i den russiske militærdoktrin som et af militærets primære indsatsområder.

Det er klart, at den slags eksempler på mange måder udgør en trussel for et land. Hvis der skal laves strategier og forebyggende indsatser for at bekæmpe det, opstår imidlertid spørgsmålet, hvordan desinformation nærmere skal defineres. Ved desinformation forstås i EU-rapporten oplysninger, der er verificeret som falske eller vildledende, som er fabrikeret, fremlagt og udbredt med henblik på økonomisk gevinst eller for bevidst at føre offentligheden bag lyset, og som kan være til skade for offentligheden. Begrebet "til skade for offentligheden" indbefatter trusler mod den demokratiske politiske proces og den politiske beslutningsproces samt offentlige goder såsom beskyttelsen af EU-borgernes sundhed, miljøet og sikkerheden.

Det er naturligvis en noget bred og upræcis definition. En række kriminelle handlinger falder umiddelbart ind under definitionen, for eksempel bedrageri, mens andre handlinger ikke er kriminelle, som eksempelvis satire og latterliggørelse. Et delikat problem er i den forbindelse, at bekæmpelse af desinformation hurtigt kan komme i strid med ytringsfriheden og nyhedsmediernes arbejde. Det fremgår derfor også af EU-rapporten, at desinformation ikke omfatter fejlagtig rapportering, satire og parodi, eller nyheder og kommentarer, der helt tydeligt er partiske.

Hvorfor er det så farligt?
Det fremgår af EU-rapporten, at spredning af desinformation skal ses i en større sammenhæng, hvor det udgør et symptom på et samfund under hastig udvikling, med økonomisk usikkerhed, voksende ekstremisme og kulturelle forandringer. I sådanne samfund skaber desinformation bekymring og giver grobund for sociale spændinger, polarisering og mistillid, som i værste fald kan true den indre sikkerhed i landet. Det kan også føre til utilbørlig påvirkning af valg.

Desinformation og propaganda har eksisteret længe. Men situationen er ny. Det er blevet meget let og billigt at fabrikere desinformation, og det er især blevet let at sprede det usædvanlig hurtigt i stor skala via de sociale medier. Hertil kommer, at nye, økonomisk overkommelige og let anvendelige teknologier gør det muligt fremover at fabrikere falske billeder og falsk lyd (såkaldt "deep fake"-billeder).

Og så måske det allerfarligste ved situationen: Vi er tilsyneladende vilde med at læse og dele desinformation, som for eksempel falske nyheder, og vi er dårlige til at gennemskue de onde hensigter.

Er vi blevet dumme og uvidende?
Det hedder i EU-rapporten, at vores åbne, demokratiske samfund er afhængige af offentlig debat, der giver velinformerede borgere mulighed for at udtrykke deres holdninger i en fri og retfærdig politisk proces. Allerede i det antikke Grækenland var man opmærksom på, at det krævede en særlig opdragelse og oplysning af borgerne at kunne deltage i valghandlinger. Uvidende borgere udgjorde en trussel for demokratiet, mente grækerne.

Medierne har traditionelt spillet en vigtig rolle både som oplysningsorgan og som vagthund over for offentlige myndigheder eller private interesser med slette hensigter. Og i Europa er de traditionelle medier underlagt en bred vifte af regler om upartiskhed, pluralisme, kulturel mangfoldighed, skadeligt indhold, reklame og sponsoreret indhold. Det hedder derfor også i EU-rapporten, at demokratiet i EU hviler på eksistensen af frie og uafhængige medier.

Internettet har øget mængden og variationen af nyheder, hvilket på sin vis er godt. Den lette adgang til forskellig information af god kvalitet antages at medføre større deltagelse i den demokratiske proces og gøre den mere inkluderende. Men internettet, og navnlig de sociale medier, betyder også en hurtigere spredning af desinformation i stor skala. Det kan undergrave tilliden til offentlige institutioner og til de traditionelle medier, og dermed hæmme borgernes evne til at træffe velinformerede beslutninger. Desinformation giver også basis for radikale og ekstremistiske idéer.

EU-rapportens forslag til bekæmpelse af desinformation tager derfor afsæt i en vision om at gøre os til veloplyste og kritisk tænkende borgere.

Bekæmpelse
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i sagen Bowman v. The United Kingdom fra 1996 beskæftiget sig en smule med forholdet mellem ytringsfriheden og skadelig propaganda. Den drejede sig om en kvinde, der under en valgkamp forsøgte at påvirke kandidaters holdning til abort. Domstolen fastslog, at hendes propaganda var omfattet af beskyttelsen i EMRK art. 10 om ytringsfriheden, og at ytringsfriheden navnlig er vigtig i forbindelse med afholdelse af valg.

Sagen fra EMD viser, at skadelig desinformation, der ikke er ulovlig, må bekæmpes på en anden måde end de ulovlige aktiviteter, som finder sted på internettet. Kommissionen er i rapporten ikke udpræget konkret om, hvordan man vil gå frem. Der kan forventes nogle tiltag i nærmeste fremtid, hvor der vil blive stillet krav til onlineplatforme – som for eksempel til Facebook – om at gå aktivt ind i kampen mod skadelig desinformation. Desuden er der, blandt andet på dansk initiativ, nedsat en Task Force (kaldet East StratCom), som sammen med et par andre EU-organer skal prøve at imødegå den skadelige propaganda. Kommissionen vil støtte oprettelsen af et uafhængigt europæisk netværk af faktatjekkere og oprette en sikker europæisk onlineplatform om desinformation, der skal tilbyde grænseoverskridende dataindsamling, analyseværktøjer og pålidelige, uafhængige statistiske oplysninger for faktatjekkerne. Dermed skulle de kunne opspore og imødegå desinformation.

Tilbage står, at problemet med desinformation rører ved fundamentale strukturer i vort moderne samfund. Det fremgår således af EU-rapporten, at en livslang oparbejdelse af kritiske og digitale kompetencer er afgørende for at værne samfundet bedre mod desinformation. Også kvalitetsjournalistik og kvalitetsmedier spiller en vigtig rolle, hedder det. Medierne kan afdække og danne modvægt til desinformation. Vi har altså brug for at sprede mere kvalitetsviden fra uafhængige kilder til bredere dele af befolkningen. Kommissionen slår derfor til lyd for bedre uddannelse – eller man kan måske sige opdragelse – og for flere midler til public service-medier. Uvidenhed, ensidighed og mangel på kritisk sans udgør en stigende trussel mod demokratiet.


Thomas Elholm
Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør af Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet.