Advokaten 2 Forsvarsadvokaten og klienten i krise

Print Print
07-03-2018

Kriseberedskab for advokater

Uanset hvor professionel du er i dit arbejde, vil der være mennesker og sager, der kryber ind under huden og bliver ved med at dukke op. Også efter at sagen er afsluttet.

I Rigspolitiet står vicepolitiinspektør Mette Lindskov i spidsen for Psykologtjenesten, der giver hjælp og rådgivning til medarbejdere, som har været ude for en voldsom episode Det fortæller hun mere om i temaet om kriseberedskab for advokater. Advokatsamfundet er på vej med en lignende løsning.


Temaet er skrevet af Kirsten Weiss

Foto: Sif Meincke


Der er sager, der bliver i dig altid

Mødet med arrestanten i dyb krise kan også vække følelser hos forsvarsadvokaten – det gælder alt fra omsorg til dyb afsky. Derfor er det vigtigt at oparbejde en robusthed og et psykologisk beredskab, der gør advokaten i stand til at håndtere de tunge sager. Det mener psykolog Kim Meng Gladov, der i mange år har arbejdet inden for Kriminalforsorgen – blandt andet med mennesker i alvorlig krise.

- Selv om du er en erfaren psykolog eller en garvet forsvarsadvokat, der er trænet i at fokusere på den juridiske del og mindre på den emotionelle, kan du blive mærket af et møde med et menneske i kaos. Der er – uanset hvor professionel vores tilgang er – mennesker og sager, der kryber ind under huden på en og bliver ved med at dukke op. Også efter at sagen er afsluttet.

Sådan siger psykolog Kim Meng Gladov, der siden 2010 har arbejdet som selvstændig konsulent for Kriminalforsorgen, primært med kriseterapi og samtaler med arrestanter. Gennem årene har han talt med mange arrestanter med vidt forskellige historier, og gang på gang har det slået ham, hvor voldsomme møderne med mennesker i krise er.

- Det er ofte tragiske skæbner, man møder i arresthusene, og som advokat, psykolog eller samtalepartner kan man ikke undgå at forholde sig til ikke bare sagen, men også arrestantens personlighed, frustrationer, forventninger og krise. Advokaten er for mange arrestanter deres eneste livline eller håb i en meget isoleret verden, og derfor fylder advokaten meget. Det betyder meget, om advokaten lytter, overholder aftaler og har et menneskeligt ansigt, siger Kim Meng Gladov.


Damage control

Samtaleforløbene, han står for, kommer i stand via bevillinger fra Direktoratet for Kriminalforsorgens særlige psykologpulje og bevilges efter en vurdering af, at arrestanten er krisepræget og eventuelt i fare for at skade sig selv. Men samtalerne, der typisk forløber over 6 – 12 gange, er ikke, som Kim Meng Gladov understreger, klassisk terapi, hvor man eksempelvis trevler et menneskes baggrund og barndom op. De er – som han beskriver dem – damage control og en mulighed for arrestanten for at få afløb for ofte meget voldsomme følelser.

- Alle følelser er på spil her: Vrede, aggression, frustration, sorg og helt almindelige dagligdags bekymringer om regningen hjemme på køkkenbordet, der skal betales, eller en kat, der skal have mad. Men de voldsomme følelser dominerer, og de mennesker, jeg møder, er mennesker i opløsning. Typisk beskriver arrestanterne ved vores første møde, at de er ved at falde ned i et stort sort hul uden nogen anelse om, hvor de lander. Men de beskriver også indimellem forbrydelser og overgreb i detaljer, som det er svært at ryste af sig, også efter at man har afsluttet samtalen og forladt stedet, siger Kim Meng Gladov.  


Mental robusthed

Derfor er det, mener han, også for forsvarsadvokater en fornuftig mental foranstaltning at opbygge et psykologisk beredskab og en robusthed. Det er nødvendigt for at være i stand til både at være der for klienterne – uanset hvor grumme deres historier er – og for at kunne trække sig tilbage og ud af de voldsomme følelser, en sag kan fremkalde.

- Det handler ikke om at sidde i rundkreds og holde hinanden og andre advokater i hånden, men om at få et godt arbejdsliv og en bevidsthed om, at man på det mentale plan kan blive mærket af møder med mennesker i kaos. Det handler om at ruste sig uden at miste sin menneskelighed og om at kunne lytte til voldsomme beretninger eller møde mennesker, der måske er aggressive, voldsomt manipulerende eller simpelthen stakler med et sølle liv, uden at blive hverken rystet i sin grundvold eller blive kynisk og lukke helt ned for følelserne for klienten, siger Kim Meng Gladov.

Groft skåret opdeler han de arrestanter, han møder, i tre typer, der på hver deres måde gør indtryk og påvirker andre mentalt: Den aggressive indsatte, den indsatte med en stakkels historie samt den indsatte med den makabre historie.

I forhold til den aggressive indsatte dokumenterede Advokatsamfundets såkaldte Trusselsundersøgelse fra 2016, at lidt over en fjerdedel af de strafferetsadvokater, der besvarede spørgeskemaet, havde oplevet trusler og chikane. Lidt under halvdelen af dem havde af samme grund frasagt sig en sag. Og selv om advokater – som det ved fremlæggelsen af undersøgelsen blev understreget – har brede skuldre og er vant til at håndtere også vanskelige klienter, så påvirkes mange af aggression, trusler og chikane.

Spild af liv

Den indsatte med en stakkels historie karakteriserer Kim Meng Gladov som ham, der sniger sig ind under huden på en.

Det kan for eksempel være den unge knægt, der har været udsat for mange svigt i livet: Fra den psykisk syge mor, en far der var misbruger og voldelig og et samfund, hvis hjælp ikke slog til. Mange kan fortælle den historie, og den vækker ofte også stærke følelser i den, der lægger ører til.

- Der er sjældent nogen af dem, jeg møder, der er vågnet op en dag og bare har besluttet sig for at blive voldtægtsmænd, hjemmerøvere eller at slå nogen ihjel. Mange af mine klienter har et fuldkommen forkvaklet forhold til livet. De er startet med stofferne som 12-13-årige, er røget ind i det forkerte selskab, siden i kriminalitet, og pludselig står de midt i et hjemmerøveri som 19-årige. Måske har man en kniv med, og det udvikler sig til drab. Det er spild af liv, og deres historie kan godt vække i hvert fald mit eget omsorgsgen. Man sidder med den dér fortabte sjæl, der råber: ”Red mig!” Man får lyst til at hjælpe ham lidt ekstra, drage lidt mere omsorg for ham, siger Kim Meng Gladov og understreger, at han naturligvis anerkender den strafbare handling. Men at det er reaktionen på den triste skæbnes historie, man skal være opmærksom på her.

- Som advokat er man naturligvis nødt til i et vist omfang at ’alliere’ sig med den kriminelle og også tale ’monsterets’ sag i retten. Men man bør også være opmærksom på, om sagen kravler lidt for tæt ind under huden på en. Vi ved fra Kriminalforsorgen, at de, der lægger nøglerne i utide, ikke alene gør det på grund af vold og trusler. For nogles vedkommende er det også et resultat af et arbejde, der langsomt slider dem op rent psykisk, siger Kim Meng Gladov, der tidligere har arbejdet i retspsykiatrien på Skt. Hans Hospital og været ansat i en række af Kriminalforsorgens institutioner.


Egne grænser

Naturligvis kan man, som Kim Meng Gladov også pointerer, med god ret spørge, hvad der er galt med at give et andet menneske omsorg? Men her handler det ikke om omsorg, men om ændret adfærd og den ekstra omsorg, hvor man som advokat, psykolog eller fængselsbetjent begynder at overskride sine egne grænser. Måske går man for langt i at imødekomme klientens ønsker? Måske ringer man lidt ekstra til klienten? Eller fortæller mere om sig selv, end man plejer? Og holder det måske samtidig lidt skjult for kollegaerne på kontoret.

- Det er bestemte typer af historier, der gør indtryk på os, i forhold til hvem vi selv er, og hvad vi selv har oplevet. For eksempel er det ikke ualmindeligt, at forbrydelser mod børn bliver tungere at høre om, når man selv har fået børn. Vi sidder på første række og får beskrevet både de ting, der vækker omsorg, og de ting vi helst ikke vil vide noget om. Derfor er vi nødt til at oparbejde ikke et panser, men en robusthed og et beredskab, hvis vi skal kunne arbejde i det som professionelle, siger Kim Meng Gladov.

Billeder på nethinden

Fælles for arrestanten med den stakkels historie og ham, han kalder arrestanten med den makabre historie, er de ofte sindsoprivende billeder på nethinden, som en samtale afsætter. For eksempel om en barndom med svigt, sædelighedsforbrydelser begået mod børn eller detaljerede beskrivelser af handlinger, som kan være decideret sadistiske eller ondskabsfulde.

Men mange arrestanter prøver med detaljerede eller makabre historier om deres forbrydelser både advokaten og psykologen af: ”Kan han nu rumme det, jeg fortæller? Kan jeg stole på ham, eller rejser han sig og går nu?”

- I forhold til mange sædelighedskriminelle får man ofte meget at vide, ligesom den indsatte med en makaber historie – for eksempel om et mord – kan italesætte sin forbrydelse på en meget væmmelig måde og i detaljer, man slet ikke har lyst til at høre om. Man kan godt ruste sig til at lytte og beskytte sig selv uden at miste sin menneskelighed, uden at blive kynisk eller desillusioneret, siger Kim Meng Gladov, der også har undervist i retspsykologi og været supervisor for fængselsbetjente og civilt personale på institutionerne.


Sort humor

En klassisk forsvarsmekanisme er den sorte humor på kanten af kynismen.

Den indimellem ret hårdkogte jargon er kendt blandt advokater og er en ventil, man ikke skal lukke ned, mener psykologen.

Men der skal også flere ventiler til. For ellers kan ophobningen af historien om, hvor modbydeligt livet også kan folde sig ud, udvikle sig til den umenneskelige kynisme eller til total desillusion over livet: Er verden virkelig så ond? Og hvis, hvem kan man så overhovedet stole på?

- Jo mere vi kan blive bevidste om, hvordan vi selv reagerer, og jo mere vi er bevidste om, at vi påvirkes som mennesker, jo bedre. Der er sager, uanset hvor mange historier vi har lyttet til, og hvor mange mennesker, vi har mødt i vores professionelle liv, der bliver i dig – også efter at de er afsluttet i retten. Det er vigtigt at vide, hvor vi går hen med dem.


Kim Meng Gladov

Psykolog. Har siden 2010 arbejdet som konsulent for Kriminalforsorgen, primært med kriseterapi og samtaler med arrestanter.


Vær opmærksom på disse tegn i dig selv

Mentalt pres, for eksempel  i mødet med vanskelige, måske truende, klienter eller klienter med en meget tung historie, kan sætte spor i form af stress og uro. Kim Meng Gladov råder til, at man er opmærksom på disse tegn i sig selv:

·         Ændret adfærd eller tankemønstre. Over for klienter? På jobbet? Derhjemme?

·         Isolerer man sig mere end normalt? Drikker mere? Har svært ved at sove?

·         Er der ting, man ikke taler med kollegaerne om, fordi man måske godt ved, at man er på afveje?

·         Bliver de små ting pludselig svære at huske og overkomme – ”er det nu letmælk eller minimælk, jeg plejer at købe?”

·         Forekommer livet mig mere tungt og alvorligt end sædvanligt? Er jeg blevet mere kynisk? Mere sårbar?

·         Har mit temperament ændret sig? Er jeg blevet mere opfarende? Eller mere stille?

 
Gode råd til at overkomme mentale belastninger

·         Observer dig selv og hav et netværk omkring dig, der gør det samme og siger til, hvis noget er forandret.

·         Hav gode rutiner i livet og bevar dem.

·         Hav mennesker omkring dig og et ståsted at vende tilbage til.

·         Tal med dine kollegaer om situationen – brug dem til at vende det tunge med. Højst sandsynligt er det genkendeligt for dem.

·         Få supervision og gerne en gruppe på arbejdspladsen at tale med.

 
Behov for beredskab for advokater

Advokater er gode til at tale om deres sager. Men knap så gode til at tale om, hvordan de svære sager påvirker dem som mennesker. Det mener Karoline Normann, forsvarsadvokat og formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg, som er glad for, at der nu kommer et tilbud for forsvarsadvokater, der har behov for psykologisk hjælp.

For nogle år siden var Karoline Normann forsvarer i en sag, hvor optagelserne fra en paramediciners kamera blev fremvist i retten. På filmen pumpede blodet fra offeret, der var knivstukket i halsen, ud i tykke stråler.

Billederne var voldsomme. Og en af nævningene besvimede.

Det kom der en del postyr ud af. Men pointen med Karoline Normanns fortælling er faktisk en anden. Nemlig, at vi alle sammen kan påvirkes dybt følelsesmæssigt af det, vi ser, hører, oplever. Og at det naturligvis også – uanset et professionelt panser og årelang erfaring – gælder advokater.

For tunge sager fylder ofte, ikke bare i kalenderen, men også i følelseslivet. Måske frastødes man voldsomt af det dystre vidneudsagn i retten eller den oprørende beretning, man lytter til, når man besøger sin klient. Måske er det svært at kigge med, når makabert eller stødende bevismateriale fremlægges i retten. Eller måske påvirkes man af møderne med mennesker i dyb krise – samtidig med, at man er fuldkommen bevidst om sin rolle som advokat.

- Optagelserne, billederne og lyden i retten dengang var makabre. Men det dramatiske er for mig egentlig ikke de reaktioner, det fremkaldte, men den omstændighed, at vi sjældent taler om, at det jo alt andet lige gør noget ved os at blive konfronteret med en så atypisk og voldsom virkelighed. Jeg har aldrig grædt i retten. Men jeg har været tæt på indimellem. Ikke fordi jeg ikke kunne håndtere sagen, genstanden eller situationen, men fordi jeg jo også bare er et menneske og naturligvis bliver påvirket af mine sager og af de mennesker, jeg møder, siger Karoline Normann, der er partner hos Stagetorn Advokater, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg og som den eneste forsvarsadvokat i Danmark også er uddannet psykolog.

I hendes arbejde er det ikke undtagelsen, men reglen, at hun har samtaler med mennesker i sjæleligt oprør. Senest en mor, der var fuldstændig opløst i gråd og dybt ulykkelig over, at hendes søn er involveret i en sag.

- Lige i øjeblikket er jeg den eneste indgang til hendes søn, så naturligvis lytter jeg, siger Karoline Normann og tilføjer, at den slags sager gør indtryk.

- Det er vigtigt at have for øje, at forsvarsadvokater – i lighed med familieretsadvokater og bistandsadvokater – aldrig kun har med papir at gøre. Vi er tæt på mennesker. Det gælder også ofte deres pårørende.


Ham indefra – og dem udenfor

De fleste klienter, som Karoline Normann møder, befinder sig ofte i en dyb krise, hvor de sjældent ved første møde er i stand til at træffe en fornuftig beslutning.

- De klamrer sig naturligvis til deres advokat – og responsen betyder alt for dem. De kan være meget appellerende eller insisterende, og måske mærker du ikke, hvad det gør ved dig, før de har slugt for meget af dig. Spørgsmålet er naturligvis, hvad den adækvate reaktion på deres appeller er? For man kan jo ikke lade være med at forholde sig til dem på det menneskelige plan, blot fordi man er deres advokat, siger Karoline Normann.

Desuden er det sjældent ”blot ham indefra” i arresten, som forsvarsadvokaten er nødt til at forholde sig til og lytte til. Der er også ”dem udenfor”. Det gælder familien, børnene, kæresten, forældrene, som ringer og fremlægger deres syn på sagen. De er dybt ulykkelige, de græder måske, måske er de vrede eller hysteriske. De vil fortælle deres version, deres historie, opdateres på sagen – og også helst om det, advokaten har tavshedspligt om.

- Når telefonen ringer i ét væk, kan jeg jo godt beslutte, at jeg ikke tager den mere for i dag. Men at blive præsenteret for 20 ubesvarede opkald fra den samme person fylder jo også. Og selv om jeg beslutter mig for ikke at tale mere med personen lige nu, ved jeg også, at frustrationen måske bare er endnu større, når vi taler sammen i morgen. Man mærker usikkerheden og uvisheden i de her mennesker, men ofte kan jeg ikke fortælle dem ret meget, siger Karoline Normann, der pointerer, at de fleste advokater håndterer deres sager meget professionelt og typisk har udviklet en eller anden form for egen håndteringsstrategi.


Flyt fokus

Hendes egen personlige strategi på det nære plan handler om at tale med sin mand om de sager, hun er involveret i. Naturligvis uden at bryde den fortrolighed, hun har med klienten, eller overtræde sin tavshedspligt. På den måde ved familien, at hun er i en periode med en tung sag, der fylder meget mentalt.

I retten er strategien indimellem at forsøge at flytte fokus og tanker hen på noget andet. Det gælder for eksempel, hvis der som del af bevisførelsen afspilles en lydfil med børn, der udsættes for overgreb.

- Ingen reaktion er forkert. Vi har alle vores egne måder at reagere på, men man skal håndtere sin følelsesmæssige reaktion hensigtsmæssigt. For eksempel bør vi være opmærksomme på, hvor vi bliver ramt og personligt er særligt sårbare, men også om der er omstændigheder i vores liv, der påvirker os. Måske står man midt i en skilsmisse eller er i en anden vanskelig situation, hvor man ikke helt er i balance. Vores private trivsel spiller en stor rolle for, hvordan vi trives på arbejde, og derfor er det en god idé at være opmærksom på den psykiske trivsel hos sig selv og sin kollega, både privat og når kollegaen har en særligt belastende sag, siger Karoline Normann.  

På hendes eget kontor deler advokaterne den særlige sorte humor, som er velkendt ved følelsesmæssige spidsbelastninger, og det kan være en fin ventil til at lukke noget af den indre damp ud. Men kontoret forsøger også at opbygge en kultur, hvor man taler med hinanden om det, der kan være tungt at stå alene med.


Samtaler med indsigt

- Advokater elsker at tale om deres sager, men vi er sjældent ret gode til at tale om, hvad vores sager gør ved os. Advokater er ikke en faggruppe, der traditionelt taler meget om følelser, heller ikke vores egne. Og advokater har også brede skuldre. Men derfor kan der samtidig være brug for støtte – for eksempel i form af en hotline, hvor man kan henvende sig for at få professionel hjælp og sparring. Det er noget, som Advokatsamfundet allerede arbejder med som led i trusselsundersøgelsen, som blev gennemført for halvandet år siden. Vi er ved at undersøge, hvordan denne hotline kan udvides til at omfatte en form for debriefing af advokater, som ikke nødvendigvis har været udsat for trusler eller chikane, siger Karoline Normann.

- Læger har det, ambulanceførere har det, politiet og anklagemyndigheden har det. Så hvorfor ikke også os, siger Karoline Normann, der pointerer, at det også handler om at bryde de tabuer, der fortsat er blandt advokater, når det gælder om at tale om egne følelser samt at give en håndsrækning til de mange advokater, der ikke er en del af et større kontor og det kollegiale fællesskab, der følger med det.

- Mange samtaler opstår ofte tilfældigt på kontoret, når en advokatkollega pludselig har behov eller mulighed for at drøfte en sag. Men mange forsvarsadvokater etablerer sig i dag for sig selv eller med blot en enkelt kollega. Så vi er havnet i en situation, hvor vi arbejder mere og mere alene. Samtidig er der stadig en del tabuer forbundet med at tale om, hvordan vi menneskeligt påvirkes af møderne med mennesker i krise, og derfor mener jeg, at både en større generel opmærksomhed på de følelsesmæssige reaktioner – og det gælder også bistands- og familieretsadvokaterne – og etableringen af en egentlig instans, hvor man kan tale med en udenforstående med stor psykologisk indsigt, er en god idé, siger Karoline Normann, der peger på, at den seneste undersøgelse om trusler mod advokater også viser, at der kan være mange forskellige grunde til, at advokater bliver belastet eller påvirket af deres sager og klienter.


Karoline Normann

Forsvarsadvokat, formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg. Også uddannet psykolog.


Vi vil gerne tage hånd om vores folk

I Rigspolitiet tager et korps af psykologer sig af ansatte, der har behov for fælles psykologiske debriefinger eller en personlig samtale. Psykologtjenesten, der har eksisteret i over 20 år, er også udtryk for en forandret arbejdskultur, der er gået fra en ”vi kan klare alt her-kultur” til en forståelse for, at mentale belastninger kan være voldsomme.

I Rigspolitiet kalder de det for ”John Wayne-syndromet” – og selv om vicepolitiinspektør Mette Lindskov egentlig ikke bryder sig om udtrykket, så illustrerer det nok meget godt forestillingen om den hårdkogte betjent, der tilsyneladende helt upåvirket går fra den ene voldsomme sag til den anden uden at lade sig mærke med det.

- John Wayne-syndromet er et lidt ærgerligt udtryk at bruge i dag, men det siger jo noget om en arbejdskultur, hvor man i hvert fald tidligere i høj grad blev opdraget til at handle og klare sig selv, uanset hvad man oplevede på arbejde. Heldigvis er der i dag en forståelse for, at hændelser på jobbet godt kan bringe dig ud af fatning, siger Mette Lindskov, der er leder af Rigspolitiets Psykologtjeneste.

Psykologtjenesten består, udover hende selv, der er politiuddannet, af ti psykologer, som er tilknyttet de i alt 12 danske politikredse samt Grønland og Færøerne. Tjenesten har haft 20-års-jubilæum og tager sig både af psykologiske debriefinger i forbindelse med politiopgaver, som har været særlig voldsomme, og af personlige samtaler med ansatte i Politi og Anklagemyndighed. Desuden giver psykologerne, som er fastansatte i Rigspolitiet, generel supervision og rådgivning om psykologiske belastninger og varetager undervisningsopgaver bredt i organisationen. For eksempel kører man særlige supervisionsforløb for enkelte medarbejdergrupper – eksempelvis anklagere, der er involveret i særlig belastende sager om misbrugte børn.

Fælles for debriefingerne og de individuelle samtaler er, at de som udgangspunkt sættes i værk på baggrund af en henvendelse fra en leder, der vurderer, om der udover den polititaktiske debriefing er behov for en psykologisk debriefing eller personlige samtaler. Den enkelte betjent kan altså ikke selv rekvirere fælles debriefing eller individuel samtale, men handler en sag for eksempel om forholdet til ledelsen, kan den enkelte betjent, som Mette Lindskov understreger, altid henvende sig til en anden leder og forelægge sin sag og sit ønske.


Uforudsigelige hændelser

En psykologisk debriefing, som foregår i den gruppe, der har været involveret i hændelsen, afvikles typisk to til fem dage efter begivenheden. Klassiske hændelser, der kan udløse en psykologisk debriefing, er eksempelvis hard core politiopgaver som brand, voldsomme færdselsulykker, vold og familiesager. Men behovet for en debriefing kan også udløses af begivenheder, der udvikler sig helt uventet og uforudsigeligt som en simpel politisag, der udvikler sig til vold eller trusler.

- Masser af politiets arbejde, også de voldsommere sager, udløser ikke psykologiske debriefinger, men uden at have klar statistik på det, så er der en betragtelig andel af sager, der involverer børn, for eksempel seksualforbrydelser, samt sager hvor politiet skal udføre sit arbejde under stor medieopmærksomhed. Andre sager kan være husspektakler, hvor man kommer ud til mennesker i stor affekt – eller hvor betjenten selv bliver bragt i stor affekt. Tvivl om eller fejl i opgaveløsningen kan også fremkalde ønsket om en psykologisk debriefing, siger Mette Lindskov.


Den ene gang for meget

Belastningen kan komme i mange former. En af dem er gentagelsen, hvor man måske for ottende gang i træk er kaldt ud til husspektakler, og så bliver det pludselig den ene gang for meget. Identifikation kan også forekomme.

For eksempel når de to døde, voldsomt skadede børn, man blev konfronteret med ved en blodig færdselsulykke, er på samme alder som ens egne børn. Eller måske står man pludselig midt i en sag, uforberedt og uden det mentale panser man ellers sædvanligvis godt kan iklæde sig.

- Vi skelner tydeligt mellem de fælles debriefinger og de individuelle samtaler. Ved de psykologiske debriefinger er man typisk fire til 20 mand sammen med psykologen. I de individuelle samtaler er man alene. I de større debriefinger kan den enkelte naturligvis være mere belastet end andre – måske er man den, der har forsøgt genoplivning og alligevel måttet opleve, at man ikke kunne redde mennesket – men som gruppe er det vigtigt at få talt hændelsen igennem sammen, siger Mette Lindskov.


Forebyggelse

Oprettelsen af Psykologtjenesten i dansk politi, som i dag omfatter ca. 15.700 ansatte, fra polititjenestemænd til jurister og kontorpersonale, betragter Mette Lindskov som en udvikling, der ligger helt i tråd med både den generelle samfundsudvikling samt det større fokus på arbejdspladsernes ansvar i forhold til deres ansatte og deres arbejdsmiljø.

Og forståelsen for, at der godt på dit arbejde kan forekomme ting, der bringer dig ud af fatning, er ifølge Mette Lindskov generelt vokset. Det gælder også i politiet.

- Vi udsætter vores medarbejdere for en belastning – og så er det også vores forpligtelse at samle dem op igen, hvis belastningen har været for stor. Vi vil godt tage hånd om vores folk, og der er i dag en stor forståelse for, at vores arbejde kan give problemer. Desuden er vi opmærksomme på de forbyggende tiltag, så vi ikke altid kommer på bagkant af belastningerne. For eksempel kører vores psykologer stressworkshops for ledere om stressbelastninger, og også undervisningen på Politiskolen tager udgangspunkt i, hvad voldsomme hændelser er. Og at de kan belaste os mentalt. Det er et tydeligt skift i holdningen fra dengang for ikke så mange år siden, hvor man som politibetjent var opdraget til, at ”vi kan klare alt”, siger Mette Lindskov.


Mette Lindskov

Vicepolitiinspektør. Ansat i dansk politi siden 1999. Har været leder siden 2011 og har beskæftiget sig med både fysisk og psykisk arbejdsmiljø samt med lederudvikling. Tiltrådte stillingen som leder af Psykologtjenesten 1. august 2017.