Advokaten 1 Højesteret cementerer advokaters tavshedspligt

Print Print
01-02-2016


Igennem snart tre år har advokat Christian Laubjerg sammen med Advokatrådet kæmpet for sin tavshedspligt i en principiel sag. Det har kostet både tid og energi, men han er stolt over at have slået et slag for det, han kalder kronjuvelen i advokatetikken. I sidste ende er tavshedspligten helt afgørende for borgernes tillid til advokaterne og retssamfundet, fastslår formanden for Regel- og Tilsynsudvalget.  

Sagen er vigtig for advokatstanden. Tavshedspligten er – præcis som uafhængigheden – helt central i advokatetikken, for den er ganske enkelt hele grundlaget for, at klienten altid kan være tryg i sin henvendelse til en advokat. Uden tavshedspligten ville vi underminere tilliden til både advokater og retssystemet.
Allerede fra første telefonopkald delte Advokatrådet min holdning til sagens retlige og principielle spørgsmål, og det blev aftalt, at jeg selv skulle føre sagen for skifteretten, og hvis jeg blev pålagt at afgive vidneforklaring, ville Advokatrådet bistå med at indbringe sagen for Østre Landsret. På dette tidspunkt havde ingen forestillet sig, at sagen skulle foretages i Østre Landsret to gange og endeligt i Højesteret via Procesbevillingsnævnet.

Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Camilla Schiøler

Når advokat Christian Laubjerg nu står med et print af Højesterets kendelse i hånden, så står han med en sag, der har betydning for godt 6.000 kolleger landet over.
Med kendelsen er Højesteret nemlig kommet det et skridt nærmere, hvor grænsen går for at pålægge en advokat at afgive vidneforklaring. Retten fastslog – i modsætning til by- og landsret – at sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet ikke berettigede til, at der kunne afkræves forklaring af Christian Laubjerg. Højesteret lagde særlig vægt på, at der var tale om rådgivning i en sag af personlig karakter. Dermed havde han altså den tavshedspligt, som han havde brugt næsten tre år på at forsvare.
Som det fremgår af sagsfremstillingen i Højesterets kendelse, starter sagen i november 2012. Her dør en kvinde, hun er enke og har sammen med sin mand oprettet testamente til fordel for mandens nevø, som er universalarving. Af testamentet fremgår det, at den længstlevende ikke kan ændre den beslutning.
Et væsentligt aktiv for ægteparret er en slægtsgård. Efter mandens død sælger kvinden gården for ni millioner kroner kontant, og et regnskab fra 2011 viser, at hun nu har en egenkapital på 11,5 millioner kroner. Som det også fremgår af regnskabet, så ligger de 8,7 millioner kroner i kontanter i en bankboks.
Men da kvinden dør, og bobestyreren får adgang til bankboksen, ligger der ingen penge. I stedet ligger her et brev til nevøen. Brevet er udfærdiget af enkens advokat, Christian Laubjerg, og af brevet fremgår det, at pengene er givet til velgørende formål.
Herefter retter bobestyreren henvendelse til Christian Laubjerg.
- Bobestyreren kontakter mig og vil have mig til at svare på en meget bred vifte af spørgsmål – eksempelvis hvem jeg har haft kontakt med, hvor mange besøg jeg har aflagt, om jeg er bekendt med formuens størrelse. Spørgsmålene favner overordentlig bredt, og jeg læser naturligvis brevet på samme måde, som jeg læser en hvilken som helst anden henvendelse til mig som advokat – men ret hurtigt melder spørgsmålet om tavshedspligt sig på banen. I den forbindelse overvejer jeg først, om det virkelig kan være rigtigt, at bobestyreren kan afkræve svar på alt mellem himmel og jord, og derefter om min klient overhovedet ville have givet samtykke til, at jeg skulle begynde at besvare spørgsmål af nogen art, vedrørende det opdrag jeg fik, da hun i sin tid bad mig om advokatbistand, siger Christian Laubjerg, som har sin advokatvirksomhed i Slagelse.
- Ret hurtigt står det lysende klart, at hun ikke ville have givet mig tilladelse. Den omstændighed, at mit brev er lagt i en bankboks, indikerer jo, at det var min klients ønske, at brevet først skulle læses efter hendes død – hun ønskede det sidste ord. Det må jeg respektere som advokat, og derfor kan jeg ikke indlede en dialog om realiteten med bobestyreren.

Ville klienten have givet samtykke?
Men det brev, som Christian Laubjerg har fået i opdrag at udarbejde, er tilsyneladende en vigtig ledetråd i bobestyrerens undersøgelse af, hvad der er blevet af formuen.
- Det fremgår tydeligt af bobestyrerens brev til mig og sagens karakter. Og derfor kontakter jeg Advokatsamfundets sekretariat og beder om deres vurdering. Her er den umiddelbare reaktion den samme – nemlig at udgangspunktet må være, om den nu afdøde klient ville have givet samtykke eller ikke. Og da det helt åbenbart ville stride mod hendes ønsker at gå i dialog med bobestyreren af nogen art, så meddeler jeg bobestyreren, at jeg har tavshedspligt og ikke kan besvare hans spørgsmål.
Herefter går bobestyreren til Skifteretten, som efter en længere skriftveksling pålægger advokaten at afgive vidneforklaring.
Sagen kæres til Østre Landsret.
Østre Landsret afviser at pålægge advokaten at afgive vidneforklaring, da bobestyreren ikke havde anmodet afdødes søster om at afgive forklaring og i øvrigt ikke havde sandsynliggjort, at advokaten ville komme med væsentlige oplysninger vedrørende afdødes ‘formodede dispositioner’.
Herefter iværksætter bobestyreren en række undersøgelser, hvorefter han igen indbringer sagen for Skifteretten.
- Her fastholder jeg – igen – at jeg har tavshedspligt. Men retten pålægger mig – igen – at afgive vidneforklaring. Derfor kærer jeg sagen til landsretten, der lidt overraskende blot stadfæster skifterettens kendelse. Den kendelse var nok den, der overraskede mig mest, og det er her, at jeg vælger at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, siger Christian Laubjerg.

Rådgivningen var af personlig karakter
Af Højesterets kendelse fremgår det, at sagen “vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en advokat trods vidneudelukkelsesreglen i retsplejelovens § 170 stk. 1, skal pålægges at afgive vidneforklaring i en dødsboskiftesag i medfør af samme bestemmelses stk. 2.”
Efter stk. 2 kan vidneforklaring “pålægges, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves.” Her peger modparten blandt andet på fiskale interesser.
Formanden for Advokatrådets Regel- og Tilsynsudvalg, Martin Lavesen, har selv ført sagen for Christian Laubjerg. Han mener, at det er helt afgørende for borgernes tillid til advokaterne og retssamfundet, at der værnes om advokaters tavshedspligt, og at det kun i helt særlige tilfælde kan pålægges advokaten at bryde tavshedspligten.
- Det var også baggrunden for, at Advokatrådet valgte at biintervenere i sagen i Højesteret. Vi synes ikke, at kravene i § 170, stk. 2, var opfyldt, fordi hverken sagens beskaffenhed eller betydningen for boet kunne veje tungere end de hensyn, der til enhver tid må være til tavshedspligten, siger Martin Lavesen.
Det var Højesteret enig i.
- Højesteret kom frem til, at advokatrådgivningen i denne sag hovedsagelig var af personlig karakter. Og med den begrundelse blev det fastslået, at advokatens tavshedspligt kom i første række, siger Martin Lavesen, der er tilfreds med Højesterets afgørelse.
- Det ville være betænkeligt, såfremt hensynet til afslutning af en bobehandling eller hensynet til afklaringen af en ikke nærmere begrundet mistanke om retsstridige eller strafbare forhold skulle anses for mere væsentligt end det centrale princip om advokaters vidnefritagelse. Det gælder særligt i tilfælde, hvor der ikke er grundlag for at antage, at klienten ville have givet sin accept til advokatens forklaring, tilføjer han.
Baggrunden for, at det daværende Advokatråd valgte at indtræde i sagen var synspunktet om, at det ville have uoverskuelige konsekvenser for advokaters tavshedspligt, såfremt undtagelsen i retsplejelovens § 170, stk. 2, kunne udstrækkes til at pålægge advokater at afgive forklaring i sager, hvor det ikke på baggrund af sagens omstændigheder eller advokatens opdrag kan lægges til grund, at advokaten er i besiddelse af oplysninger af afgørende betydning.
- Sagen er vigtig for advokatstanden. Tavshedspligten er – præcis som uafhængigheden – helt central i advokatetikken, for den er ganske enkelt hele grundlaget for, at klienten altid kan være tryg i sin henvendelse til en advokat. Uden tavshedspligten ville vi underminere tilliden til både advokater og retssystemet. Det er grunden til, at vi gik hele vejen med denne sag, og årsagen til, at vi som advokater altid vil stå helt fast på disse værdier, siger Martin Lavesen.

Presset på fælles værdisæt
Selvom sagen nu igennem snart tre år har fyldt meget i bevidstheden hos Christian Laubjerg, så har det været det hele værd.
- Kontakten til og opbakningen fra Advokatsamfundets sekretariat har været uvurderlig. Allerede fra første telefonopkald delte Advokatrådet min holdning til sagens retlige og principielle spørgsmål, og det blev aftalt, at jeg selv skulle føre sagen for skifteretten, og hvis jeg blev pålagt at afgive vidneforklaring, ville Advokatrådet bistå med at indbringe sagen for Østre Landsret. På dette tidspunkt havde ingen forestillet sig, at sagen skulle foretages i Østre Landsret to gange og endeligt i Højesteret via Procesbevillingsnævnet. Foruden den hjælp og frigørelse af min egen arbejdstid, der har ligget i trygt at kunne overlade sagens førelse i landsret og Højesteret til Martin Lavesen, har det også været et kæmpe skulderklap, at Advokatrådet indtrådte som biintervenient til støtte for mig. Det har for mig været med til at signalere, at jeg ikke kunne være helt på afveje, siger Christian Laubjerg.
- Hele processen har taget lang tid, da den jo først blev prøvet i byretten og Østre Landsret – herefter endnu en gang i de samme instanser før den endelig kom til Højesteret. Jeg har lagt oceaner af ulønnet tid i sagen, og samtidig har jeg selvfølgelig været berørt af at ligge i konflikt med en lokal kollega – nemlig bobestyreren – og skifteretten i min egen retskreds, som begge har presset mig på vores fælles værdigrundlag.
- For mig er tavshedspligten essensen af det, som vi advokater markedsfører os på i vores daglige virke. Det er ikke så tit, vi taler om den, men den ligger hele tiden i underbevidstheden. Hvis tavshedspligten krakelerer, hvad kan klienterne så regne med at få hos os advokater? Efter min bedste overbevisning er det ikke en værdi, som vi kan give køb på, og derfor er jeg glad for og også stolt over, at vi i meget høj grad fik klarlagt i Højesteret, hvor grænsen for et advokatvidnepålæg går, og for at jeg ikke lod mig presse til at svigte min nu afdøde klient.
- Men når det er sagt, har det selvfølgelig også været grænseoverskridende pludselig at være indkaldt til møde i skifteretten for at blive udfordret på de basale grundprincipper, som jeg til daglig tager for givet. Tænk på, hvordan vores rolle i samfundet kunne udvikle sig, hvis klienterne fik den generelle opfattelse, at tavshedspligten er en værdi, som advokater gradbøjer efter forgodtbefindende, siger Christian Laubjerg, der ikke fortryder at have investeret tid og energi i kampen for tavshedspligten.
- Det fortryder jeg overhovedet ikke. Det her er en afgørelse, der betyder noget for alle advokater. Det blev bare tilfældigvis mig, der kom til at tage kampen. En kamp, som jeg håber, alle mine kolleger ville have taget – også bobestyreren.

Christian Laubjerg
Advokat og partner i Advokatfirmaet Søren Larsen I/S. Cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2003, beskikket advokat i 2007, møderet for landsret i 2007 og møderet for Højesteret i 2012.

Martin Lavesen
Medlem af Advokatrådet og formand for Regel- og Tilsynsudvalget. Advokat og partner i LETT Advokatpartnerselskab. Arbejder med erhvervsret for danske og udenlandske klienter. Han har siden 2000 undervist i God Advokatskik på Advokatuddannelsen. Han er forfatter til flere fagbøger, blandt andet ‘De Advokatetiske Regler – en kommentar’, 2011 og ‘Advokatetik – ret og rammer’, 2. udg., 2012, der begge er skrevet sammen med Lars Økjær Jørgensen. 

Advokatrådets task force skal beskytte tavshedspligten
Advokatrådet har særlig fokus på advokatens tavshedspligt, som er helt central for klientforholdet. Det er en af grundene til, at Advokatrådet har nedsat en task force, der skal arbejde for at beskytte tavshedspligten.
Det er de tre rådsmedlemmer Sysette Vinding Kruse, Karen Larsen og Randi Bach Poulsen der udgør task forcen, som blandt andet har til opgave at følge national og international lovgivning, som indebærer en risiko for indgreb i advokaters tavshedspligt. Task forcen har også mulighed for at bistå advokater i konkrete sager, hvor der kan være risiko for uberettiget indgreb i tavshedspligten.
Advokater opfordres til at rette henvendelse til Advokatrådets tilsynsafdeling, hvis de opdager uberettigede indgreb i tavshedspligten, eller hvis de i konkrete sager har behov for bistand fra task forcen.



Udskrift fra: https://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2016/Advokaten 1/Tavshedspligt.aspx - d. 19-09-2018.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.