Ny konkurrencelov har fået en række forbedringer

Print Print
11-02-2021

Advokatrådets arbejde med udkastet til konkurrenceloven har kastet en række forbedringer af sig. Efter en række indsigelser til det oprindelige lovforslag om en ny konkurrencelov er der blevet lyttet til kritikken fra Advokatsamfundet og flere organisationer, herunder Dansk Industri, Dansk Erhverv og Justitia.  

På baggrund af de kritiske høringssvar blev der sat en åben høring op, hvor Folketingets erhvervsudvalg inviterede Advokatrådet og de andre interessenter til at komme med indlæg. Budskabet fra Advokatrådet var, at implementeringen af direktivet ville give en unødig lang sagsbehandlingstid og derved bringe erhvervsdrivendes retssikkerhed i fare.

Morten Kofmann, som repræsenterede Advokatrådet, præsenterede flere forskellige modeller til forbedringer, heriblandt hvordan systemet kunne se ud, hvis man sprang Konkurrenceankenævnet over for i stedet at gå direkte til retten og få prøvet sagen.

Indlægget blev godt modtaget af erhvervsudvalget, og nu er loven blevet ændret til, at man som virksomhed kan gå uden om Konkurrenceankenævnet og bringe sagen direkte til retten.

”Det er en væsentlig forbedring, som sparer tid og omkostninger, at man nu er sikret fuld judiciel prøvelse ved domstolene, også selvom man ikke har prøvet sagen ved Konkurrenceankenævnet. Og så er vi glade for, at ministeren har lovet en evaluering inden for to-tre år for at se, om ændringerne virker efter hensigten," siger Morten Kofmann.

Læs høringssvaret her