Advokatsamfundet mener: Advokattitlen er mere end en markedsførings-gimmick

Print Print
11-02-2021

Af Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet

I kølvandet på Konkurrencerådets rapport er revisorerne, anført af FSR, gået i brechen for at måtte kalde sig advokater. Det er en efterhånden gammel traver fra revisorernes side, som ofte går hånd i hånd med ønsket om at kunne lave rådgivningssupermarkeder, eller som FSRs adm. direktør, Charlotte Jepsen, skriver:

”Ordet brancheglidning opfattes indimellem negativt, men grundlæggende er det et udtryk for, at virksomheder og forbrugere kan få løst flere problemer på én gang. Vi kender det, når vi køber bagerbrød på benzintanken…”

I vores verden er der temmelig langt fra bake off på tanken til uafhængig rådgivning hos en advokat, der indgår som en aktør i retssamfundet. Men lad det ligge.

Lad os i stedet begynde med at konstatere, at revisorernes største huse over de seneste år er gået fra en traditionel opgave med at kontrollere regnskaber i en rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant, til nu at tjene stadigt flere penge – for nogen hovedparten af indtjeningen – på at sælge juridisk rådgivning til klienterne.

Man kan mene, hvad man vil om, at revisionshusene forvalter begge de her to roller på en og samme tid. Traditionelt har vi holdt os tilbage i Advokatsamfundet og blot konstateret, at revisionshusene frit kan byde ind på markedet for juridiske tjenesteydelser, hvilket de allerede i stor stil gør og skaber vækst på. Og det er helt fint både for klienter og konkurrence. Men når nu revisorerne vil gå skridtet længere og også have advokattitlen ind i deres forretningsmodel, så er vi nødt til at gøre opmærksom på, at det vil være en grundlæggende forringelse af retssikkerheden.

Advokattitlen er en beskyttet titel, og med den følger en lang række krav. Ikke bare til den enkelte advokat, men til hele virksomheden. Uafhængigheden er et adelsmærke og en værdi for retssamfundet, og derfor er vi i godt 100 år gået meget langt for at stå fast på, at advokater kun kan tjene en part. Det føres der tilsyn med, og advokaten kan dømmes – ultimativt miste beskikkelsen – hvis man overtræder reglerne. Og uafhængigheden omfatter ikke kun den enkelte advokat, men har betydning for hele advokatvirksomheden, som skal drives uafhængigt, og hvor advokaternes interessekonflikter ”smitter” resten af virksomheden, og gør, at man siger nej til visse klienter for netop at værne om uafhængigheden og beskyttelsen af den enkelte.

Af samme grund kan man ikke meningsfuldt lade advokaten indgå i revisionsselskabet og så køre et individuelt regime for kontrol og uafhængighed. Advokaten er en del af en kontekst og underlagt ledelsesbeslutninger og en del af virksomheden, som har andre kunder, ejere etc.

Svaret fra revisorerne på den problemstilling er chinese walls. For os er det et ikke særligt betryggende værn, hvor man siger, at advokaten så ikke må sige noget til andre i revisionshuset, som driver konkurrenternes sager. Når det kommer til rådgivning, så er chinese walls bløde, interne regler, som aftales fra gang til gang med kunden, og som ikke kontrolleres eller sanktioneres. Og hvor klienterne ingen chance har for at kontrollere, hvem virksomheden i øvrigt leverer rådgivning til på hvilke betingelser.

Vores svar er i stedet: Lad os opretholde den høje uafhængighed og klienternes lovfæstede beskyttelse. Lad os fastholde den høje retssikkerhed, vi har, i stedet for at devaluere reglerne for at tilpasse dem revisionshusenes forretningsmodeller. Lad os holde fast i, at advokattitlen er garant for ubetinget uafhængighed.