Advokatuddannelse og -tilsyn ændret på grund af corona

Print Print
02-01-2021

Som følge af regeringens seneste udmeldinger den 29. december 2020, hvorefter de gældende skærpede restriktioner forlænges til og med den 17. januar 2021, har Advokatsamfundet besluttet at aflyse kurserne på advokatuddannelsen den 11. januar 2021. Der er i alt tale om fire hold fordelt i Roskilde, Århus, Køge og Sorø. De berørte kursister vil få direkte besked herom i starten af januar.

Advokatsamfundet forventer, at holdene den 18. og 25. januar 2021 kan afvikles som planlagt. Kursisterne på disse hold vil få direkte besked, hvis disse hold også må aflyses.

Den fiktive retssagsprøve den 25. januar 2021 og den skriftlige advokateksamen den 28. januar 2021 forventes gennemført som planlagt.

Derudover vil alle fysiske tilsynsbesøg til og med den 17. januar 2021 fortsat blive forsøgt omlagt til online-tilsyn i det omfang, dette er muligt. Besøg, der ikke kan omlægges, vil blive gennemført på et senere tidspunkt, og de advokater eller virksomheder, der er udtrukket til tilsyn, vil få direkte besked herom fra Advokatsamfundet.