Sagsomkostninger i straffesager giver gæld, der aldrig kan indfries

Print Print
03-12-2020

Nye tal viser med al tydelighed, at det ikke giver mening at blive ved med at bruge ressourcer på at inddrive gæld fra sagsomkostninger hos de mennesker, der forsøger at komme på fode igen efter udstået straf, mener formand for Advokatrådets strafferetsudvalg, Karoline Normann.

”Gælden fra sagsomkostninger i straffesager koster samfundet dyrt, fordi den ikke kan inddrives og gør statsbudgettet misvisende. Om ti år vil gælden være øget fra godt fire milliarder kr. til 13 milliarder kr. – en stigning på 300 procent. Gælden fastholder desuden skyldnerne i arbejdsløshed og kriminalitet. Det er tid til at få lavet en betalingsmodel, som er samfundsøkonomisk ansvarlig.”

Sådan lyder det i en kronik i Berlingske 23. november, som Karoline Normann, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg, er medunderskriver af.

Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt ser Karoline Normann med stor alvor på problematikken.

”De nye tal viser med al tydelighed, at det ikke giver mening at blive ved med at bruge ressourcer på at inddrive gælden hos de mennesker, der forsøger at komme på fode igen efter udstået straf. Dels har de ikke økonomi til at betale, dels bruger det offentlige penge på at inddrive gælden. I stedet burde man se på, hvordan samfundet kan bidrage til, at denne gruppe borgere får den nødvendige støtte til at komme helt ud af kriminalitet og få en reel plads i samfundet,” siger hun. 

Beregningerne stammer fra antologien Sagsomkostninger i straffesager – ny viden om et gammelt problem, der samler den nyeste viden på området og problematiserer pålæggelsen af sagsomkostninger i straffesager ud fra både et retssikkerhedsmæssigt, økonomisk og resocialiserende perspektiv. Antologien er netop udgivet på Aalborg Universitet.

Her fremhæver Karoline Normann i et interview særligt to lidt oversete problemstillinger, der er forbundet med at udskrive en regning til den løsladte. Begge har den konsekvens, at man som tiltalt kan risikere at hæfte for beløb, som vedrører andres sager.

"Den ene udfordring vedrører tiltaltes ret til at få behandlet flere strafbare forhold som én samlet sag. Det betyder, at hvis retten håndhæver denne del af § 705 under behandlingen af et sagskompleks, hvor der også indgår andre tiltalte, så er de medtiltalte ’forpligtede’ til at bruge tid på forhold, der ikke nødvendigvis relaterer sig til den sag, som de selv er sigtet i – altså selve hovedsagen. Samtidig hæfter de medtiltalte umiddelbart for de udgifter, der er forbundet med forsvarerens tilstedeværelse i retten, selvom en eller flere retsdage tilsyneladende ikke har været relevante for deres egen straffesag.” 

”Den anden udfordring, jeg er stødt på, kommer til udtryk, hvis retten ikke vælger at håndhæve denne

del af § 705, men i stedet samler de af tiltaltes forhold, som ikke er relateret til hovedsagen og behandler disse forhold i en særskilt retssag. I sådanne tilfælde skal tiltalte afholde de udgifter, der medgår til behandlingen af den særskilte retssag. Det betyder altså, at tiltalte i straffesagskomplekser

som udgangspunkt vil stå med en ekstra regning til sagsomkostninger, da de enten bliver pålagt at hæfte for deres medtiltaltes retsdage eller pålagt at hæfte for en ekstra særskilt retssag. Dette er et

tydeligt eksempel på, at der i udformningen af retsplejelovens § 705 vedrørende straffesagskomplekser ikke er taget højde for, at domfældte hæfter personligt for sagens omkostninger,” siger Karoline Normann.

 

Læs antologien "Sagsomkostninger i straffesager – ny viden om et gammelt problem", som er udarbejdet af Annette Olesen, Anders Brinck Rosenholm, Kasper Jørgensen og Theis Trabolt Holm.