Ny repræsentant i CCBE

Print Print
10-09-2020

Advokat Liv Dyrhauge-Klargaard bliver Advokatrådets nye repræsentant i CCBE, når Philip Thorsen takker af efter tre år på posten. Hun ser frem til at arbejde for retssikkerhed og advokaters uafhængighed på internationalt plan.

”CCBE-samarbejdet er med til at sikre, at alle lande fortsat bevarer fokus på retssikkerhed og kæmper for advokaters særlige status, så vi kan sikre, at advokattitlen også i fremtiden er en beskyttet titel. Det er altid rart at kunne gøre de danske politikere opmærksomme på, at det ikke kun er os som dansk advokatstand, der mener, at retssikkerhed er et ufravigeligt krav i et demokratisk samfund.”

Liv Dyrhauge-Klargaard arbejder til daglig med international lovgivning, blandt andet i forbindelse med internationale børnebortførelsessager, og kender derfor til vigtigheden af internationalt samarbejde.

Liv Dyrhauge-Klargaard overtager stafetten fra Philip Thorsen på et tidspunkt, hvor retssikkerheden og advokaters uafhængighed er under pres mange steder i Europa, blandt andet i Polen, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien og Tyrkiet.

”CCBE har stort fokus på lande, der krænker retssikkerhed og uafhængighed, og lægger pres på de pågældende regeringer og støtter de lokale advokatsamfund. Det lykkedes eksempelvis at få modificeret en lovpakke i Polen, der skulle indskrænke dommernes uafhængighed. Derudover støtter organisationen naturligvis advokater i lande, hvor advokater har begrænset ytringsfrihed og i værste fald risikerer at blive fængslet eller dræbt,” siger Philip Thorsen.

Philip Thorsen ser en stor styrke i, at advokatsamfundene samlet støtter op, hvis advokaters uafhængighed skulle komme under pres – det gælder også i Danmark. Når han nu forlader posten i CCBE, skyldes det et konkret pres på kalenderen i dette år, og at det, med hans egne ord, er vigtigt at opretholde en vis rotation i systemet. Efter tre år som Advokatrådets repræsentant i CCBE har han været involveret i flere vigtige internationale dagsordner.

”Det gælder blandt andet arbejdet for et afbalanceret og sagligt brexit, dels i forhold til Storbritanniens medlemskab i CCBE, dels i forhold til europæiske advokaters rettigheder i Storbritannien og britiske advokaters rettigheder i EU.”


Udskrift fra: https://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2020/Ny repraesentant i CCBE.aspx - d. 21-09-2020.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.