Kronik - Borgere med Handicap tør ikke flytte kommune

Print Print
05-10-2020

 


Uddrag af kronik bragt i Jyllands-Posten 3. oktober 2020

Af Sanne Møller, jurist og partner i Embedsværket og Karen Wung-Sung, advokat og medlem af Advokatrådet

For borgere med handicap, der overvejer at flytte fra en kommune til en anden, skal først gennem et minefelt af retssikkerhedsmæssigt dårlige regler og sagsgange, der har  kommunen i fokus frem for borgeren. Borgerne er de facto stavnsbundne og mangler retssikkerhed.

Borgere med handicap har ret til at modtage hjælp i og af den kommune de bor i. Princippet fremgår af retssikkerhedslovens § 9 og skal sikre, at ingen borger skal være uden hjælp, fordi det altid er muligt at pege på en ansvarlig kommune.

Den ret udfordres imidlertid af tre faktorer, hvis en borger overvejer at flytte :

1)      Flytning udløser en genbehandling af alle eksisterende bevillinger.

2)      Sagsbehandlingstiden betyder, at borgeren reelt ikke kender sin retsstilling før 1½-2 år efter flytningen.

3)      Kommunernes tårnhøje omgørelsesprocenter på handicapområdet skaber frygt hos borgeren for at miste hjælp i perioder efter flytningen, indtil der er truffet endelig afgørelse.

Rent juridisk, sker der følgende, hvis du er en borger med handicap og beslutter at flytte job og bolig fra kommune A til kommune B:

1)      Du er afhængig af visse tilpasninger på arbejdspladsen, men kan ikke få tilsagn om tilpasninger før om tre uger. Det er ærgerligt, for du skal sige ja eller nej til stillingen i morgen. Det er i øvrigt din nuværende bopælskommune, der skal tage stilling til hjælpen.

2)      Når du er flyttet, så skal din nye bopælskommunes jobcenter også tage stilling. Til det samme. Hvad der helt præcist er konsekvensen for din ansættelse, hvis bevillingen ikke fortsætter, står hen i det uvisse.

3)      Du bor i en bolig, der er tilpasset til dine behov, herunder din kørestol. Du skal finde et nyt hjem, men du kan ikke få behandlet din sag om boligtilpasninger i den nye kommune, før du faktisk er flyttet til kommunen. Du skal altså købe huset eller lejligheden og så håbe at du kan få støtte. Det er lidt ærgerligt, hvis din nye kommune ikke synes huset er egnet, ikke kan tilpasses, eller bare ikke vil bevilge de tilpasninger, som du havde i dit tidligere hus – en trappelift, et håndtag, overkørsler ved dørene. Så må du flytte igen – inden for kommunen denne gang, eller selv betale.

4)      Din handicapbil skal snart genbevilges. Skifter du kommune, vil den nye kommune ikke bruge den forkortede genbehandlingsprocedure, så du kan se frem til 6-24 måneders sagsbehandlingstid.

5)      Dine hjælpemidler, hjælpertimer og merudgifter følger med til din nye kommune, men desværre kun indtil din nye kommune træffer afgørelse om, hvorvidt de også synes, at det er de rigtige. Det betyder at du først ved, hvad du kan få, når du er flyttet og har solgt huset i A kommune. Også selvom dine behov ikke har ændret sig overhovedet.

6)      Hvis du nu også er så uheldig, at dit barn også har brug for hjælp, så gentager du listen forfra.

Dertil kommer ventetiden. Kommune B vil behandle din sag som ny sag, også selvom du har fået hjælp i årevis, og ikke beder om noget, du ikke hele tiden har haft. Sagsbehandlingstiden kan sagtens være 3-6 måneder, og indebærer mange møder og (endnu en) genfortælling af din livshistorie og dit handicap fra dag 1.

Det koster mange timer at flytte. Ikke dem du skal lægge på dit nye arbejde, men timer til fremmøde på kommunen og møder i hjemmet, afprøvninger af hjælpemidler og visitationsteams, der skal se, hvordan du kommer rundt i hjemmet, skriftveksling med kommunen osv. Møderne ligger i øvrigt i arbejdstiden, så du skal også have fri fra dit nye arbejde.

Endelig er der risikoen for, at du ikke er enig med din nye kommune, og skal klage til Ankestyrelsen. Som det fremgår af Advokatrådets rapport om retssikkerhed på det sociale område og Ankestyrelsens egne opgørelser, så tager det i gennemsnit ca. 6 måneder at få behandlet en klage, og i 42 % af sagerne har borgeren ret.  Bliver sagen hjemvist, starter ny sagsbehandling i kommunen og måske en klage igen til Ankestyrelsen. Alt i alt kan der sagtens gå 1½-2 år før, der er faldet ro på. Det er meget lang tid at vente på en rigtig afgørelse, når nu reglerne om retssikkerhed netop skulle sikre, at borgeren fik den fra starten, uanset kommune.

Frustrationen over ikke at kunne vælge noget så grundlæggende, som hvor man vil bo og arbejde, uden at skulle frygte for at miste den hjælp, der er nødvendig for at kunne leve et almindeligt familieliv bevirker, at mange vælger at blive, hvor de er.

Derfor bør man politisk se på, at ydelsen skal følge borgeren og ikke kommunegrænsen. Det er nærhed for borgeren, og virkeliggør handicapkonventionens tanker.  Det vil være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og frigive en del ressourcer til meningsfuldt socialt arbejde fremfor genvurderinger, og på den måde skabe øget livskvalitet, tryghed og ikke mindst tid, til det der betyder noget, for og i familier med handicap.

Se hele kronikken i Jyllands-Posten her