KRONIK med Institut for Menneskerettigheder

Print Print
23-06-2020


Sådan kommer vi igennem en krise med menneskerettighederne og retssikkerheden i behold

Kriser kræver hurtig handling og løsninger, der virker, men er man ikke forberedt, kan der let ske fejl i farten. Med syv overordnede rettesnore kan Folketing og regering sikre borgernes menneskerettigheder og retssikkerhed, næste gang krisen rammer.

Forbud mod at samles mere end ti mennesker, opholdsforbud og detaljeret overvågning af borgernes færden. De seneste måneder har vi set voldsomme indgreb i borgernes rettigheder i Danmark. Indgreb, vi ikke havde fantasi til at forestille os, inden de pludselig var virkelighed. Anledningen har været en sundhedskrise uden fortilfælde, og når folkesundheden er i fare, er det muligt at gøre indgreb i borgernes rettigheder – så længe det er absolut nødvendigt.

I en krise skal det gå stærkt, og mange store beslutninger skal tages på kort tid. Det kan være let at miste fodfæstet og ramme ved siden af i en krise, hvor alt skal gå stærkt. Netop derfor er det vigtigt at være forberedt og have et solidt bolværk at læne sig op ad. Vi har set nærmere på de lovændringer, corona-krisen har givet anledning til, og vi har et forslag til syv principper, som fremtidige krisehåndteringer skal leve op til for at respektere borgernes grundlæggende menneskerettigheder og retssikkerhedsgarantier.

1. Altid høring

Først og fremmest skal al lovgivning og regulering, der har en negativ indvirkning på retssikkerheden eller begrænser menneskerettighederne, sendes i høring. I høringsprocessen får eksperter mulighed for at kommentere på ny lovgivning og nye bekendtgørelser, og det er afgørende for, at regeringen og Folketinget kender til de retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige udfordringer i den foreslåede lovgivning. De faglige vurderinger, som vi og andre kommer med i høringsprocessen, er med til at kvalificere den politiske debat, og det giver Folketinget mulighed for at tage stilling til lovforslag på et mere oplyst grundlag. Hvis det skal gå stærkt, kan høringsfristen være kort, men det er bedre end ingenting.

Selvom de regler, der er blevet indført under corona-krisen, har store konsekvenser for retssikkerheden og grundlæggende rettigheder for borgere i Danmark, har hverken lovændringer eller bekendtgørelser været sendt i høring.

2. Kun bydende nødvendig hastelovgivning

Folketinget bør kun hastebehandle nye love, som absolut ikke kan vente. Derfor bør et hastebehandlet lovforslag alene indeholde de elementer, som der er behov for her og nu. Al anden lovgivning kan gå sin vante gang, så både borgere og politikere kan nå at tage grundigt stilling til indholdet og nødvendigheden.

Når lovgivning hastes igennem Folketinget, øges risikoen for, at vi får indført regler, der overser borgernes grundlæggende rettigheder. Under hastebehandlingen af covid-19-lovgivningen så vi flere eksempler på, at væsentlige dele af lovgivningen blev ændret i behandlingen i Folketinget, uden at der var tid til at vurdere de retssikkerhedsmæssige eller menneskeretlige konsekvenser af ændringerne. Dette gjaldt for eksempel for lovforslaget om strafskærpelser for covid-19-relateret kriminalitet. Under behandlingen i Folketinget kom der nye bestemmelser ind om, at der også vil kunne ske blokering af hjemmesider, hvorfra der begås visse straffelovsovertrædelser.

3. Præcis lovgivning

Jo mere bred, uklar og upræcis en lov er, jo større uforudsigelighed er der i myndighedernes gennemførelse af lovgivningen. Med uforudsigeligheden følger en risiko for vilkårlighed og tilfældighed, og reglerne kan blive håndhævet forskelligt over for forskellige borgere. For at sikre lighed for loven er det afgørende, at loven er klar og præcis, og at alle regler håndhæves uden diskrimination.

I de seneste måneder har vi set næsten 200 forskellige bekendtgørelser og ændringer i eksisterende bekendtgørelser. Udfordringen med bekendtgørelser er for det første, at de skrives af ministeriernes embedsfolk uden for Folketingets demokratiske kontrol og tilsyn. For det andet overlader mange af bekendtgørelserne under corona-krisen væsentlig kompetence til sundhedsministeren, der dermed kan tage vidtgående beslutninger om borgernes rettigheder, uden at vi har det indblik i beslutningsprocessen, som vi har, når det er Folketinget, der tager beslutningerne. Jo mere indgribende, principielle problemstillinger, der er tale om, des mere er der grund til, at de bør behandles af Folketinget og ikke overlades til ministeren.

4. Kun nødvendige rettighedsindgreb

Et centralt element i menneskeretten er proportionalitet. Kort sagt betyder det, at der altid skal indføres det mindst vidtgående indgreb, der skal til for at få den nødvendige effekt.

Under covid-19-epidemien betyder det, at tiltagene ikke må være mere indgribende end, hvad der er nødvendigt for at begrænse smitten. Regeringen og Folketinget bør derfor altid grundigt overveje, om mindre indgribende tiltag kan have den ønskede virkning, og det bør være tydeligt for både Folketingets medlemmer og for befolkningen, om frihedsbegrænsende tiltag i epidemilovgivningen bringes i anvendelse på baggrund af en sundhedsfaglig eller en politisk vurdering. Jo mere indgribende lovgivningen er i befolkningens rettigheder, jo større grad af gennemsigtighed er nødvendig. I sidste ende skal en domstol være i stand til at vurdere, om et indgreb var proportionalt med den fare, der truede, og det kræver en høj grad af transparens.

5. Tidsbegrænsning

Under normale omstændigheder ville det aldrig være acceptabelt med så voldsomme begrænsninger i borgernes rettigheder, som vi har set de seneste måneder. Men når folkesundheden er i fare og sundhedsvæsnet er i risiko for kollaps ved en ukontrolleret epidemi, er det muligt at gøre vidtgående indgreb i borgernes rettigheder. Det kræver dog, at indgrebene fjernes, så snart der ikke længere er behov for dem.

Et første skridt er at indføre solnedgangsklausuler, som sikrer, at lovgivningen automatisk forsvinder af sig selv på en bestemt dato, så længe Folketinget ikke beslutter at forlænge perioden. Sådan er det med kriselovgivningen under corona-krisen, som vil udgå af dansk lovgivning senest i marts 2021.

Men det er ikke nok at vente på en udløbsdato. Alle krisetiltag bør løbende overvåges også af eksterne eksperter for at afgøre, hvornår behovet for dem ikke længere er til stede. Så snart det er tilstrækkeligt med anbefalinger om afstand og håndhygiejne, bør forbuddet mod forsamlinger på mere end ti personer ophæves.

6. Særligt hensyn til udsatte og sårbare grupper

Udsatte og sårbare grupper er i ekstra stor risiko for at blive ramt under en krise. For eksempel kan retssikkerhedsgarantier være udfordret, hvis sædvanlige systemer, tilsyn og indberetningsordninger ikke fungerer under en krise. De seneste måneder har Folketingets Ombudsmand eksempelvis ikke været på kontrolbesøg i landets fængsler, og DR fandt ved en rundspørge blandt 83 kommuner ud af, at antallet af underretninger om børn, som muligvis mistrives, var faldet med op til 42 procent. Myndighederne bør derfor i en krisesituation have særligt

fokus på at tage hånd om udsatte og sårbare grupper i samfundet. Det gælder blandt andet udsatte familier, hjemløse og personer, der i øvrigt modtager støtteforanstaltninger.

7. Evaluering

Det sidste men bestemt meget afgørende pæl i bolværket er en afsluttende evaluering, der sikrer, at Folketing, regering og myndigheder lærer af enhver krise af den kaliber, som covid-19 har forårsaget. En sådan evaluering bør se på, hvordan restriktioner i borgernes frihedsrettigheder og retssikkerhedsgarantier reelt har fungeret i praksis, og om mindre indgribende tiltag kunne have løst opgaven.

En evaluering vil give alle aktører bedre indsigt i håndteringen af krisen, som kan være værdifuld viden, inden en ny krise risikerer at vælte os omkuld.

Læs fælles rapport samt syv anbefalinger til næste sundhedskrise her