Hver tredje advokat udsat for trusler

Print Print
18-05-2020

Mere end en ud af tre advokater (38,7 procent) har været udsat for trusler eller chikane indenfor de seneste tre år. Det viser en ny undersøgelse fra Advokatsamfundet.

Truslerne handler ikke kun om hademails og vrede opkald men også om forfølgelse, dødstrusler og optræk til vold - også mod advokaters familie. Der er også tale om påkørsler i trafikken, opskårne dæk, og chikane foran advokatkontorer og advokaters private hjem.

Truslerne har betydet, at 13 procent har frasagt sig sager og knap 10 procent har overvejet at opgive arbejdet som advokat. I 2016 gennemførte Advokatsamfundet en tilsvarende undersøgelse, der overordnet viste det samme billede af truslernes omfang. For Advokatsamfundets generalsekretær peger de nye tal på et alvorligt problem.

”Det er dybt foruroligende og uacceptabelt, at advokater stadig bliver truet i så omfattende grad. Når mere end hver tiende truede advokat oplyser, at de har frasagt sig sager, og det samme antal overvejer helt at opgive at være advokat, så står vi med alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem,” siger Advokatsamfundets generalsekretær Andrew Hjuler Crichton.

Grove sager

Blandt de advokater, der svarer, at de har følt sig truet, mener hver femte (22 procent), at truslerne har været af grov karakter. I undersøgelsen kan man blandt andet læse følgende eksempler:

”En modpart i en familieretlig sag opsøgte mig på mit kontor - råbte meget grimme ord - fulgte efter mig i bil. Da jeg standsede for rødt lys kørte han lige præcist så langt frem, at hans bil rørte ved min (det gav et lille bump). Han dyttede og lavede fagter efter mig. Jeg udtrådte af sagen.”

”Har haft en sag om voldtægt, hvor min klient blev frifundet, hvor jeg blev kontaktet af en yngre navngiven pige, der i øvrigt oplyste at hun var journalist og som over flere gange skrev, at hun ønskede at min datter (jeg har rent faktisk en datter) ville blive udsat for det min klient havde udsat den forurettede i sagen, og at hun øvrigt ønskede det værste for mig, og håbede jeg ville komme ud for en voldsom ulykke og lign. Samme sag udløste også mange hadske reaktioner fra andre, men ovennævnte, hvor min datter blev inddraget var den, der gjorde mest indtryk.”

”Part i sag, der ikke fik medhold - mødt her på kontoret og råbt i forkontoret, så jeg måtte ringe efter hjælp (familiemedlem). Da der kom en på stedet, gik han igen.”

”Der blev slået ud efter mig udenfor min kontordør.”

”En mail indeholdende trusler om at vedkommende håbede, jeg nød min korte tid tilbage på jorden.

-Jeg blev observeret og fotograferet kørende fra retten.”

I den tilsvarende undersøgelse fra 2016 svarede næsten halvdelen, at de havde været udsat for grove trusler, og hver femte familieretsadvokat og næsten halvdelen af straffeadvokaterne havde oplevet at frasige sig sager på grund af trusler. De tal er altså forbedret en smule.

Men i den nye undersøgelse er antallet af advokater, der overvejer at opgive deres hverv som advokat fordoblet. Fra 5 procent i 2016 til 10 procent i 2020.

Af de advokater der har deltaget i begge undersøgelser svarer knap hver tiende, at de har fået endnu flere trusler de sidste tre år. Ni procent har anmeldt truslerne til politiet.

Brug for flere løsninger

Advokatsamfundet oprettede i 2019, bl.a. på baggrund af 2016-undersøgelsen, en telefonlinje, hvor advokater kan få vejledning, hvis de modtager trusler eller bliver chikaneret. Her er der også mulighed for at modtage gratis psykologhjælp via Advokatsamfundet.

Da problemet ikke er aftaget siden 2016, vil Advokatsamfundet nu igangsætte et nyt arbejde med at se på nye løsninger til at håndtere og forebygge truslerne. Advokatsamfundet arbejder frem mod at kunne præsentere en række tiltag i efteråret,der kan have en effekt.

”Vi er nødt til at undersøge nøjere, hvad der kan gøres. Ikke kun internt med de pågældende advokater, der er truede, men også i samarbejde med andre eksterne parter som bl.a. anklagemyndigheden. Derudover vil vi også kigge nærmere på, om der lovmæssigt kan gøres noget, så advokater bliver bedre beskyttet. Det går vi i gang med at undersøge nu,med henblik på at kunne komme med en række konkrete løsninger til efteråret”

Hver fjerde psykisk påvirket

I 2019 fik Advokatsamfundet ca. 20-30 henvendelser fra advokater, der søgte vejledning, på trods af at knap 25 procent/hver fjerde i undersøgelsen giver udtryk for, at truslerne har påvirket dem psykisk.

Det er altså få, der søger hjælp via Advokatsamfundet. Muligvis fordi flere advokater mener, at trusler er en del af jobbet - 17 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer således, at man er nødt til at acceptere trusler som en del af jobbet.

Det er Andrew Hjuler Crichton ikke enig i:

”Vi kan ikke forhindre folk i at true advokater, men det gør naturligvis ikke den form for grov adfærd acceptabelt eller til noget, man som advokat bare bør finde sig i. Det er bekymrende, at undersøgelsen viser, at det står lige så slemt til – og måske endda går den forkerte vej på visse punkter. Derfor vil vi arbejde hårdt på at advokater, der udsættes for trusler og/eller chikane, kan få bedre hjælp til at håndtere truslerne og måske forebygge dem fremadrettet,,” siger han og opfordrer flere advokater til at henvende sig i Advokatsamfundet, når de oplever trusler og evt. søge hjælp og vejledning.

”Man behøver ikke at gå rundt med de her oplevelser alene. Der er anvendelige værktøjer at hente, som kan afhjælpe nogle af situationerne, og nu forhåbentligt kan vi også finde frem til flere nye, så advokaterne kan få hjælp og støtte i videre omfang end tidligere.”

 Læs undersøgelsen her

Find vejledning for advokater som er udsatte for trusler og chikane her

FAKTA om undersøgelse af trusler og chikane mod advokater:

  • Undersøgelsen er udsendt til 579 familierets- og strafferetsadvokater, som er de to mest udsatte grupper indenfor advokatstanden.
  • I alt har 205 advokater svaret, hvoraf 38 procent siger, at de har modtaget trusler.
  • 205 har deltaget i undersøgelsen fordelt på:101 Strafferetsadvokater (S) og 104 Familieretsadvokater (F).