Hastelov om dobbeltstraf bør trimmes

Print Print
01-04-2020

Når Folketinget torsdag skal både anden- og tredjebehandle lovforslaget om dobbeltstraffe for corona-kriminalitet (L 157), så burde det ifølge Advokatrådet være en smallere pakke, der blev sendt til hastebehandling. På den baggrund har Advokatrådet uopfordret sendt sine bemærkninger til Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg.

”Advokatrådet har generelt ros til politikerne for at handle resolut, og vi støtter, at visse dele af pakken kommer hurtigt igennem. Det giver god mening, at passe på respiratorer, håndsprit, mundbind og andre værnemidler, som kan være forskellen på liv og død. Men i lovforslaget om dobbelt-straf er der gået lige lovlig meget storkøb i den, og flere dele af forslaget burde behandles med almindelig tidsfrist og bedre lovkvalitet til følge ” siger formand Peter Fogh og uddyber:

”Når politikerne i disse coronatider trækker ”haste-kortet”, skal de gøre sig umage med, at det kun er de bydende nødvendige dele, der hastes igennem. Lovarbejde er ikke et 100-meter løb, og tid er afgørende for at kvalificere lovene, så fagfolk kan komme på banen, og der bliver en grundig drøftelse af forslagene, så man undgår utilsigtede konsekvenser.”

Peter Fogh var sammen med næstformand Charlotte Krarup afsender på et debatindlæg med det budskab i Berlingske søndag.

Her pegede man fra Advokatrådets side på, at eksempelvis de paragraffer, som er nævnt i lovforslagets stk. 1, om bedrageri, databedrageri, mandatsvig og underslæb med fordel kunne underkastes almindelig behandling.

”Det er forkasteligt, at nogle udnytter situationen til at svindle, men det gør trods alt kun økonomisk skade og er ikke et liv-og-død-spørgsmål, som man skal haste igennem. Derfor er vores appel til politikerne i disse krisetider, at de skal holde lovforslagene smalle og med kort udløbsdato. Hastelovgivning bør høre til de absolutte undtagelser, så vi respekterer retsprincipperne bedst muligt,” siger næstformand Charlotte Krarup.

Advokatrådet peger samtidig på, at man i forvejen i Straffeloven har bestemmelser, som ville kunne anvendes til at skærpe domme for grove Corona-relaterede forbrydelser.

”Efter vores opfattelse findes der allerede hjemler, som dommere vil kunne anvende til at skærpe straffen for Corona-relaterede forbrydelser. Hvis nogen havde stjålet ti kasser håndsprit fra et hospital for et halvt år siden, så ville det formentlig blive bedømt anderledes af en dommer dengang, end det ville nu under Corona-udbruddet. Man kan ikke uden videre tage straffe fra en ”normal”-situation og sige, at det også vil gælde nu under Corona-udbruddet, og at man derfor skal have indført dobbelt straf,” forklarer formand, Peter Fogh 

Med strafskærpelserne er der formentlig også udsigt til, at de Corona-relaterede sager, som engang rammer domstolene kan blive mere omstændige.

”Det kan blive sin sag at vurdere om lovovertrædelser er ”begået med baggrund i eller sammenhæng med COVID-19”. Realiteten er nok også, at de skærpede straffe vil betyde, at retssagerne vokser i omfang, fordi forskellen på at behandle en sag om bødestraf er mindre krævende end en sag om fængsel – og også langt mere afgørende for dem, der er under anklage. Det vil kun presse de i forvejen belastede retssale,” siger Charlotte Krarup.

Lovforslaget kan ses her