Digitalt tilsyn er et godt supplement

Print Print
11-06-2020


Advokatsamfundet har under corona-krisen i vidt omfang erstattet de udkørende tilsyn med skriftlige tilsyn og online-tilsyn. Erfaringerne er gode. I de første dage af corona-krisen var Advokatsamfundets tilsyn mere eller mindre sat ud af kraft som så mange andre virksomheders virke. Men i løbet af kort tid blev tilsynet med de virksomheds- og organisationsansatte advokater omlagt til et skriftligt tilsyn, hvor dokumentation for blandt andet obligatorisk efteruddannelse og forsikring samt tilsynsrapporten blev udvekslet over mail.

”Det fungerer godt," mener chefkonsulent Martin Korp Jensen.”For de virksomhedsansatte advokater kan vi klare et tilsynsbesøg på tre kvarter, når tingene er i orden, og vi sparer transporttiden,” siger han. Men der er væsentlige forskelle på et tilsyn hos en virksomhedsansat advokat og hos et advokatfirma, hvor tilsynet omfatter flere temaer.

Der er aldrig mere end ti personer til stede under et tilsynsbesøg, men da mange advokatkontorer blev lukket ned, måtte Advokatsamfundet tænke i nye baner for at holde tilsynsarbejdet i gang. Et online-tilsyn blev indført som tilbud til de advokatfirmaer, der var lukket eller i øvrigt ikke ønskede at modtage besøg. Ved et online-tilsyn kan advokatfirmaet sende en del dokumentation på mail forud for en videokonference på Teams.

Chefkonsulent Martin Korp Jensen har indtil videre haft syv online-tilsyn som erstatning for de personlige tilsynsbesøg, og det er gået langt bedre end forventet.

”Jeg er imponeret af, hvor godt det har virket. Et online-tilsyn kan ikke erstatte et personligt møde ude på advokatkontorerne, men det har været et godt supplement, og det har fungeret rigtigt fint, når lyd, billede og net-forbindelsen er i orden, og det er den som regel. Der har også været en god dialog med de advokater, der har fået tilsyn over nettet,” siger han.

Martin Korp Jensen lægger vægt på en god kommunikation med advokaterne om formålet med tilsynet, og det er som regel nemmere ved et personligt besøg. Der er også elementer af tilsyn, som ikke altid vil blive opfanget, hvis mødet foregår digitalt.

”For eksempel har nogle advokatvirksomheder udlejet lokaler til andre virksomheder, og der er det vigtigt, at advokaterne sikrer en effektiv beskyttelse af de tavshedsbelagte oplysninger,” forklarer han.

Det udkørende tilsyn er nu kommet godt i gang især i advokatvirksomheder med få ansatte, hvor det er muligt at holde afstand. Men ifølge Martin Korp Jensen er et digitalt tilsyn et rigtigt godt supplement, som han sagtens kan se fortsætte:

”Erfaringerne fra de skriftlige tilsyn og online-tilsyn tager vi med i den fortsatte udvikling på tilsynsområdet. Vi har gjort, hvad vi kunne, for at holde en kadence, og vi er kommet godt med. Her i juni har vi både de skriftlige tilsyn, online-tilsyn og det udkørende tilsyn.”