Blev advokat på trods af sit køn

Print Print
19-11-2020

”Vi ansætter ikke kvinder.”

Sådan lød beskeden fra et fint gammelt højesteretssagførerkontor på Amagertorv, da Karen Dyekjær i 1970 søgte job som advokatfuldmægtig. På det tidspunkt havde branchen en klar skepsis overfor, om kvinder overhovedet duede som advokater, fortæller hun.

”Mistilliden var en udfordring og drivkraft for mig. Jeg ville gerne bevise over for mig selv, mine forældre og alle andre, at man selvfølgelig som kvinde, endda kvinde med børn og familie, kan klare et ”mandejob” som advokat, hvis man er god nok. På den måde var jeg lidt af en pioner og blev af flere anset som sådan,” siger Karen Dyekjær, der gjorde som sagt og i dag kan fejre 50 år i branchen.

Advokatbranchen befandt sig i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne i en brydningstid, hvor den allersidste rest af kønsdiskrimination fandt sted. Dette kom især til udtryk på ansøgerniveau.

”Mange advokatfirmaer var skeptiske overfor at ansætte kvindelige advokater eller advokatfuldmægtige, fordi de var nervøse for, om kvinderne kunne levere varen, og om klienterne ville føle sig utrygge ved at få sendt en kvindelig advokat.”

Diskriminationen kom også til udtryk ved, at flere jobannoncer i Djøf Bladet specifikt søgte efter mandlige advokatfuldmægtige. Dette faldt Karen Dyekjær for brystet, og hun henvendte sig til derfor redaktionen for at gøre opmærksom på, at ordlyden burde ændres, hvilket redaktionen var enig i.

”Jeg ramte tidsånden. Den nedarvede skepsis mod at ansætte kvinder var på vej væk. Den blev ikke afskaffet over night, og den fortsætte længe hos ældre ronkedorer, der for eksempel uden videre antog, at hvis jeg var advokat, måtte det være inden for familieret, men skepsissen forsvandt over tid.”

Da Karen Dyekjær søgte job som advokatfuldmægtig i 1970 fik hun som sagt uden videre ”nej tak, vi ansætter ikke kvinder” fra et ældre kontor, men tilbud fra tre andre, der ønskede at ansætte hende. I 1970 startede hun som advokatfuldmægtig i det, der nu er Plesner, og hun mener selv, at hun blev advokat på trods af sit køn, ikke på grund af det.

Advokat i USA
Da hun søgte job som advokatfuldmægtig, var det med et imponerende cv.

Hun blev jurist i 1964 og startede efterfølgende som fuldmægtig i Justitsministeriet. Her arbejdede hun i en årrække, inden hun i slutningen af 60’erne tog til USA for at studere og siden blive advokat hos Cleary Gottlieb Steen & Hamilton på Wall Street.

”Jeg oplevede ingen diskrimination i USA, men heller ingen omsorg. Jeg ventede et barn, mens jeg var der, men – med tilbud om en måneds barselsorlov – skulle jeg selvfølgelig levere det samme som de mandlige kollegaer. Så når man siger, at de ikke diskriminerede i USA, så var det, fordi de ikke tog hensyn – men det forventede jeg heller ikke, jeg ville gerne arbejde på samme vilkår som alle andre.”   

Vilkårene i USA mindede på mange måder om vilkårene i Danmark i 70’erne. Karen Dyekjær fortæller, at hun aldrig har oplevet diskrimination fra hverken arbejdsgiver eller klienter i sin tid som advokatfuldmægtig og advokat, i hvert fald ikke fra den dengang yngre og fremsynede generation.

”Diskriminationen fandt primært sted på ansøgerniveau. Jeg har aldrig oplevet klienter, der syntes, det var mærkeligt, at der kom en kvinde. Det var advokatfirmaerne der troede, at klienterne hellere ville have en mandlig advokat, men den antagelse holdt ikke vand i virkeligheden.”

”Til gengæld har jeg heller ikke mødt nogen form for blødsødenhed fra arbejdsgiveren. Der er blevet stillet de samme krav til mig som til de mandlige advokater, men det har passet mig fint,” siger Karen Dyekjær, der kort efter sin advokatbestalling blev optaget som partner i Plesner.

En titel, hun kombinerede med at være mor til en toårig som den yngste af fire børn.

”Dette kunne udelukkende lade sig gøre, fordi jeg havde en fast antaget barnepige. Man kan med en vis kynisme sige, at mine børn ikke kom arbejdspladsen ved, men sådan var det. Der var ingen hensyntagen.”

Større fleksibilitet                   
Hensynet til work-life balance er en af de største forskelle mellem advokatbranchen i dag og i 70’erne, mener hun.

”Tidsånden er i dag sådan, at både mænd og kvinder forventer work-life balance, og branchen har forståelse for, at både far og mor skal have mulighed for at hente børn, og alt det der. Men hvorfor har vi så ikke flere kvinder i partnerkredsene? Jeg tror, det blandt andet handler om, at mange kvinder fravælger at søge partnervejen, fordi de prioriterer anderledes, og fordi ofrene er for store i forhold til børn og familie.”

Karen Dyekjær ser gerne, at der kommer større diversitet i advokatbranchen.

”Vi bør tilstræbe diversitet på alle niveauer, fordi det giver et bedre miljø og en bedre balance. Så vidt jeg kan se, så er der i dag plads til alle, mænd som kvinder, der kan levere værdi til advokatfirmaet, og det ved kvinderne godt,” siger hun og slutter af med en opfordring til kvinder:

”Spil på din professionalisme og faglighed, ikke dit køn, så skal du nok nå så langt, du vil, men få dine børn mens du er ung og stærk og kan alt, ellers bliver det for besværligt.”