Advokatsamfundet mener: Retssikkerhed er den enkeltes beskyttelse i folkestyret

Print Print
08-10-2020


Af Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton

Traditionen tro åbnede Folketinget første tirsdag i oktober, og regeringen har allerede annonceret en række interessante lovforslag og dagsordener. At dømme på de foreløbige udmeldinger, så bliver der i den forbindelse behov for at holde et vågent øje med retssikkerheden.

Regeringens fokus er blandt andet, at Danmark skal være et trygt sted at være. Det, kan ingen næppe være uenige om, er en god idé, men en løsning i ghettoen kan hurtigt komme i konflikt med borgernes helt grundlæggende retssikkerhed, da der blandt andet lægges op til, at der fremover skal kunne indføres et opholdsforbud for alle personer på bestemte steder i en begrænset periode – med andre ord kriminalisere mennesker, der lovligt opholder sig på en S-togsstation eller i et bycenter.

Vi har et sundt demokratisk princip om, at vi har tredelt magten. Med det følger også, at det er politikernes ret og pligt at udarbejde lovgivning og løbende vurdere, om rammer og regler er, som de bør være, i takt med, at samfundet udvikler sig. Derfor er det selvfølgelig også fuldstændig legitimt for en regering at have et ønske om at stramme regler, lave nye regler eller fjerne regler.

Når vi går ind til ”en ny sæson” på Christiansborg, gør vi det ud fra det princip om, at vi hylder tredelingen af magten. Men også med det klare mandat og den overbevisning, at retssikkerheden er et ufravigeligt princip, som skal gennemsyre al lovgivning.

Retssikkerheden er den enkeltes beskyttelse og det princip, som gør, at flertallet ikke blot kan tvinge deres vilje igennem over for de få og svage. Vi er optaget af, at den balance konstant er det rigtige sted, og det er ud fra det ståsted, vi bruger meget tid og ressourcer på at skrive høringssvar, kommentere og spille ind i det politiske maskinrum.

På den måde bliver retssikkerheden naturligt indlejret i den politiske bevidsthed og de konkrete lovforslag.


Udskrift fra: https://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2020/Advokatsamfundet mener Retssikkerhed er den enkeltes beskyttelse i folkestyret.aspx - d. 21-10-2020.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.