Advokatsamfundet mener: Magtbeføjelser i epidemiloven bør kraftigt fortyndes

Print Print
19-11-2020

Af Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet

Det var fornuftigt, at landets statsminister i tirsdagens spørgetime meldte, at arbejdet med epidemiloven er en ommer. Om det indebærer, at loven skrives forfra, eller om der tilpasses i det fremlagte udkast er endnu uklart. Uanset fremgangsmåden er der i Advokatsamfundets øjne et stort behov for, at epidemiloven finder et helt andet balancepunkt. Med mere retssikkerhed og hensyntagen til borgeren. Og mindre magt til sundheds- og ældreministeren.

Da man på Christiansborg i marts arbejdede meget hurtigt med at vedtage en ny epidemilov, var der på det tidspunkt en forståelse af, at det var akut nødvendigt at udstyre sundhedsministeren og regeringen med magt og handlekraft. Krisen kaldte på løsninger, som kunne eksekveres i hast. Coronaen skulle bekæmpes med vold og, nå ja, magt.

I dag er vi alle klogere, og erkendelsen blandt organisationer, politikere og offentligheden er, at epidemiloven i sin midlertidige form er gået for langt. Beføjelserne er for vidtgående og kontrollen og garantien for borgernes rettigheder for vag.

I sidste uges lovudkast, der breder sig over 285 sider, må vi som vagthund på retssikkerhedens vegne konstatere, at regeringens mulighed for at handle har trængt hensynet til borgerne kraftigt i baggrunden. Det har Advokatrådet påpeget i sit høringssvar.

Det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at give sundheds- og ældreministeren og de underliggende sundhedsmyndigheder permanent, generel og bred adgang til fremover at kunne foretage vidtgående indgreb. Vi taler om mulighed for tvangsundersøgelse, tvangsindlæggelse, tvangsisolation, tvangsbehandling og tvangsvaccination – og vi taler om indgreb i form af forsamlings- og opholdsforbud. Eneste begrundelse i lovudkastet har været, at ”det er hensigtsmæssigt, at en epidemilov kan håndtere fremtidige og ukendte sygdomme.”

Det er ganske enkelt at afkoble folkestyret. At lægge den slags værktøjer ned i en regerings værktøjskasse uden nogen muligheder for, at opposition eller andre politikere kan gøre indsigelser, er at gå for langt, og det bør revideres, når statsministeren og regeringen tager fat på ”ommeren”.

Vi skal huske på, at ingen ved, hvem der sidder på ministerposterne om 10-15-20 år eller engang ude i fremtiden, hvor loven skal i spil. Derfor er vi nødt til at indbygge en række stop-håndtag, så der er en parlamentarisk kontrol. Vi har brug for, at flere er med til at beslutte, hvornår noget er en krise, og dermed hvilket niveau af retssikkerhed og beskyttelse borgerne skal have. Det bør være en fagligt funderet, demokratisk beslutning i Folketinget, hvornår en minister i en konkret situation skal have så vidtgående beføjelser, og det bør klart fremgå af et ændret lovudkast. 

Lovgivningen bør også som minimum indeholde forskellige kontrolforanstaltninger som blandt andet automatisk domstolsprøvelse, hvis man fastholder visse tvangsindgreb. Det bør ligeledes overvejes kraftigt, om ikke der bør indføres et beslutningstagende udvalg til de mest vidtgående beslutninger. Endelig er det også relevant i lovgivningen at sætte helt tydelige retssikkerhedsmæssige rammer for myndighedernes beslutninger i form af klare kriterier og betingelser, der skal være opfyldt, før der kan trykkes på ”den store knap”– det fremstår desværre alt for uklart i det nuværende forslag, hvad der skal til, for at ministeren kan udløse sine egne vidtgående beføjelser.

Endelig bør det også diskuteres indgående, om forslaget til en ny epidemilov skal fjerne muligheden for erstatning. Det er yderst betænkeligt, at der i loven har været lagt op til permanent at fjerne, hvad der førhen var et retskrav på erstatning ved tab.

I Advokatsamfundet ånder vi derfor foreløbig lettet op med meldingen om, at forslaget er en ommer. Der er plads til betydelige demokratiske og retssikkerhedsmæssige forbedringer, så magten holdes i skak, og hensynet til borgernes retssikkerhed fylder meget mere.