Advokatrådet mener: Prioriter penge til domstolene

Print Print
06-09-2020

Af Peter Fogh og Charlotte Krarup, hhv. formand og næstformand for Advokatrådet

Borgere og virksomheder oplever desværre alt for ofte, at de må vente i måneder og år, før de får afgjort en retssag. For mange mennesker er det selvsagt noget der slider og plager dem, og det kan være svært at komme videre i livet for både anklagede, ofre og andre parter - uanset om ens sag handler om vold, skimmelsvamp i hjemmet, virksomheder, der er trukket i retten af en konkurrent eller noget helt andet.

Som advokater må vi ofte forklare klienter, at de må væbne sig med tålmodighed, blandt andet fordi vores retssystem er presset og har været det gennem flere år. Det er naturligvis utilfredsstillende for klienterne, og skadeligt for vores retsfølelse. Og det er også et problem for retssikkerheden, fordi den lange ventetid i sig selv kan betyde, at vidner ikke kan huske, hvad der skete for år tilbage, den dag sagen kommer for dommeren.

Det glæder os derfor, at regeringen i sit udspil til en politireform har afsat flere midler til anklagemyndigheden. Det vil forhåbentlig betyde, at sagerne kan blive rejst hurtigere ved domstolene.

Det er også godt, når regeringen skriver, at man ”vil igangsætte et arbejde, der skal identificere og iværksætte konkrete tiltag, som kan styrke sagsbehandlingen og reducere sagsbehandlingstiden på tværs af hele straffesagskæden.”

Hvad det arbejde præcist indebærer, hvem der skal deltage etc., har vi endnu til gode at se, men hurtigere sagsbehandlingstid er ønskværdigt for alle.

Hvis sagsbehandlingstiden for borgere og virksomheder for alvor skal ned, så kommer man dog ikke udenom, at der også skal afsættes flere ressourcer til domstolene. Dommerforeningen og præsidenterne for de enkelte domstole har jævnligt de seneste år gjort opmærksom på, at der mangler hænder til at løfte sagerne. Det synes vi, at man fra politisk hold skal lytte til.
Domstolene må naturligvis til enhver tid kigge indad og overveje, om man kan effektivisere sig til bedre sagsbehandling. Og for den sags skyld også se udad til andre lande og vurdere om fx vores nabolande har knækket koden på, hvordan vi får sagerne behandlet så effektivt som muligt.

Vores straffesagskæde hænger sammen, og når anklagemyndigheden bliver opprioriteret, så bør der følge ressourcer med til domstolene. Ellers får man populært sagt skabt en sekssporet motorvej, der ender i en grusvej. Det kommer ingen hurtigere frem ad.