På vej til Operaen

Print Print
29-05-2019

I pauserne kunne deltagerne i det faglige arrangement nyde et par glimt af solstrejf bag skydækket gennem panoramaruderne fra Den Sorte Diamant med spektakulær udsigt over Københavns havn. Da det faglige program var forbi, skiftede deltagerne til dansesko og lod sig transportere over havnen i kanalbusser.

På den modsatte side af havnen åbnede Den Kongelige Opera dørene til aftenens arrangement, der fandt sted i foyeren og på alle balkoner med udsigt over København. Her var der middag og fest til ud på natten og musikalske indslag med blandt andet Copenhagen Phil. Under middagen kunne gæsterne nyde udsigten over havnen, og da mørket faldt på, og lysene tændtes over by og vand, gik alle mod scenen i foyeren og slog sig løs til koncert med Scarlett Pleasure. Den populære gruppe blev efterfulgt af DJ og mere dans. Stemningen var i top, til den sidste balkjole og butterfly forlod bygningen kl.02.

Advokatsamfundet sender en stor tak til Dreyers Fond for at støtte afholdelsen af 100 års jubilæet.