Del dine erfaringer med forsvarerbeskikkelse og afbeskikkelse

Print Print
08-11-2018

De nye regler om forsvarerbeskikkelse og afbeskikkelse trådte i kraft 1. juli 2018. Formålet med ændringerne i retsplejeloven er at nedbringe sagsbehandlingstiderne i straffesager.

Lovændringen betyder, at den sigtedes muligheder for at ønske en bestemt advokat som forsvarer bliver indskrænket. Det har blandt andet den konsekvens, at retten kan nægte at beskikke den forsvarer, som den sigtede ønsker, hvis det vil medføre en væsentlig forsinkelse af sagen. Retten kan med samme begrundelse tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse.

Når retten vurderer, hvad der udgør en væsentlig forsinkelse af sagen, sondres der mellem særligt prioriterede sager så som vold, voldtægt eller våbenbesiddelse på offentligt tilgængeligt sted – de såkaldte ”vvv-sager” – og andre sager. Samtidig afhænger spørgsmålet af, om der er tale om nybeskikkelse eller afbeskikkelse.

En advokat kan som udgangspunkt ikke beskikkes som forsvarer, hvis den pågældendes medvirken forventes at medføre en forsinkelse på mere end seks uger i sammenligning med, at en anden forsvarer beskikkes. Er der tale om en prioriteret sag – en vvv-sag – kan advokaten ikke beskikkes som forsvarer, hvis det medfører en forsinkelse på mere end tre uger.

I de tilfælde, hvor retten har fastsat et passende antal tidspunkter for hovedforhandlingen, og den ønskede forsvarer hverken kan møde på nogen af de foreslåede tidspunkter eller på et tidligere tidspunkt, kan den ønskede forsvarer som udgangspunkt ikke beskikkes, hvis det forventes at forlænge sagsbehandlingstiden med mere end fire uge. I særligt prioriterede sager (vvv-sager) kan den ønskede forsvarer i sådanne tilfælde ikke beskikkes, hvis det forventes at forlænge sagsbehandlingstiden med mere end to uger.

Advokatsamfundet drøfter løbende den praktiske gennemførelse af reglerne med Domstolsstyrelsen. Vi hører gerne fra dig, hvis du har praktiske erfaringer med de nye regler i retsplejeloven. Skriv til Anne Høgenhaven Simony på ahs@advokatsamfundet.dk.


Udskrift fra: https://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2018/Del dine erfaringer med forsvarerbeskikkelse og afbeskikkelse.aspx - d. 13-12-2018.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.