Der skal betales et gebyr på 500 kr., når der indgives en klage, eller når klager søger om genoptagelse, jf. § 16 i bekendtgørelse om nævnets virksomhed. Hvis der klages over flere advokater, skal der betales et gebyr pr. klage. Hvis der klages over salær og adfærd mod samme advokat, skal der kun betales ét gebyr.
Du bliver opkrævet gebyret via klagesagsportalen, når du indgiver klagen digitalt. Hvis du får gebyret tilbagebetalt, vil det ske til samme kortnummer.
Behandlingen af klagen påbegyndes ikke, før gebyret er betalt. Vær opmærksom på dette i forhold til fristen for at indgive klage. Sekretariatet kan afvise klagen/genoptagelsesanmodningen, hvis betaling af gebyret ikke er sket inden for den af sekretariatet fastsatte frist (netto kontant). For klager indbragt af offentlige myndigheder, domstolene eller Advokatrådet eller for genoptagelsesanmodninger fra indklagede betales ikke gebyr.
Gebyret tilbagebetales, hvis man får helt eller delvis medhold, hvis klagen afvises på grund af formelle mangler, eller hvis begæringen om genoptagelse imødekommes. Endvidere tilbagebetales gebyret, hvis klagen trækkes tilbage, inden Advokatnævnet træffer afgørelse.