Advokaten 2 Menneskerettighedernes stigende betydning i EU-retten

Print Print
07-03-2018


Menneskerettighedernes stigende betydning i EU-retten

I de senere år har der været en del debat i dagblade og fagmagasiner om grænserne for internationale menneskerettigheders indflydelse på dansk ret. Debatten har især vedrørt EMRK og retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen (EMD). I løbet af samme periode har menneskerettighederne stille og roligt vundet i fylde og betydning via EU-retten. Det gælder også inden for strafferetten.


Af professor Thomas Elholm, Juridisk Institut, Syddansk Universitet


EU udspringer af idéen om at skabe et stadig tættere økonomisk samarbejde mellem de europæiske lande. Økonomien og markedskræfterne var således længe det altovervejende fokus for samarbejdet. De første traktater bærer præg af dette, men afspejler dog også indirekte et fælles ønske og idégrundlag, der handler om fred og frihed for de europæiske folk. Af præamblen til Rom-traktaten fra 1957 fremgår, at aftaleparterne vil styrke fred og frihed, og der henvises i øvrigt til FN-Chartret.

Navnlig med Maastrichttraktaten og etableringen af Unionen i 1992/93 rykkede andre emner end økonomi og markedsforhold ind i samarbejdet. Af indledningen til Maastrichttraktaten fremgår, at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, som garanteres ved EMRK, og som følger af landenes fælles forfatningsmæssige traditioner. Begge dele udgør generelle principper for EU-retten, jf. EU-traktatens art. 6. I dag fremgår det i øvrigt af EU-traktatens art. 2, at EU ”bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne”.

I årene efter 1993 blev de nye strafferetlige kompetencer i Maastrichttraktaten især udnyttet til at styrke kriminalitetsbekæmpelsen. Det skete dels ved at øge de nationale myndigheders kompetencer og sikre mere effektiv retsforfølgning på tværs af grænserne, dels ved EU-regler udstedt med henblik på at tilnærme (typisk skærpe) de strafferetlige regler i landene. Der var ganske vist et ønske om tillige at styrke individernes grundlæggende rettigheder, men der kunne ikke opnås enighed i Rådet om sådanne regler. Grundlæggende menneskerettigheder var derfor navnlig synlige i generelle principerklæringer i traktatgrundlaget og i indledende præambelbetragtninger i EU-retsakter, men i praksis skete udviklingen af grundlæggende rettigheder via EMD.


EU rykker fra Danmark

Især efter Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 er der imidlertid kommet gang i EU's lovgivningsarbejde vedrørende grundlæggende rettigheder. Der er vedtaget direktiver om retten til tolke- og oversættelsesbistand i straffesager, om ret til information i straffesager, om ret til advokatbistand i straffesager, om uskyldsformodningen, og nye regler om ofres retsstilling. Flere regler er meget nylig blevet vedtaget, blandt andet regler om foreløbig retshjælp til (frihedsberøvede) mistænkte og tiltalte, og regler om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager.

I lyset af de senere års mange EU-retsakter, der skal styrke individets rettigheder, er spørgsmålet, om ikke EU er ved at rykke fra EMRK? Ganske vist er alle disse retsakter samlet set karakteriseret ved, at de bygger på EMRK, men de er på en række punkter en smule mere vidtgående end EMRKs mindste standarder, navnlig ved at opstille meget specifikke rettigheder og krav.

Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke bundet af disse EU-regler om forbedret retsstilling for borgerne. EU-udviklingen kan således føre til, at de øvrige EU-lande faktisk tilbyder en bedre retsbeskyttelse end Danmark. På enkelte punkter er det allerede tilfældet i dag efter indførelsen af de nye EU-regler.


Chartrets stigende betydning 

I modsætning til de mange nye EU-direktiver om forbedret retsstilling for borgerne i straffesager er EU-chartret om grundlæggende rettigheder bindende for Danmark. Set fra et strafferetligt perspektiv er især rettighederne i Chartrets afsnit VI vigtige, herunder uskyldsformodningen og retsgarantierne i art. 47-48 samt ne bis in idem princippet (forbuddet mod dobbelt straf og strafforfølgning) i art. 50, men også legalitetsprincippet og proportionalitetsprincippet i art. 49.

Forholdet mellem Chartret og EMRK er under udvikling. Det fremgår af Chartrets art. 52, at rettighederne har samme betydning og rækkevidde som i EMRK. Dermed virker garantierne i EMRK som minimumskrav (som hidtil), men der kan efter EU-retten opstilles en mere vidtgående beskyttelse. Det kan komme til at ske via EU-domstolens praksis. Domstolen synes i stigende grad at referere til Chartret i sine afgørelser. Set med strafferetlige briller bliver det derfor vigtigt at holde øje med Domstolens praksis fremover. Det gælder navnlig vedrørende fortolkning af Chartrets art. 47-52, men også enkelte andre artikler, for eksempel art. 4 om forbuddet mod nedværdigende og umenneskelig behandling, der kan få betydning eksempelvis i relation til straffens strenghed.

Chartrets rettigheder gælder kun i forbindelse med gennemførelse af EU-retten, jf. Chartrets art. 51. Rækkevidden heraf er uafklaret. Det vækker opsigt, når EU-domstolen i nogle sager anser EU-retlige krav for at række ind over områder, som ved første øjekast synes at være et rent nationalt anliggende, som for eksempel i sagen Åkerberg Fransson fra 2012, hvor EU-domstolen anså en tilsyneladende rent national svensk skattestraffesag for omfattet af kravene i EU-retten. Under alle omstændigheder skal de nationale retsanvendere, herunder danske dommere og anklagere, være opmærksomme på Chartrets rettigheder, hvis der blot er en perifer mulighed for, at sagen har betydning for gennemførelsen af EU-retten.


EU-domstolens fokus 

De mange år med EU-fokus på økonomi og markedskræfter satte naturligvis deres præg på EU-domstolens praksis. Personers og varers frie bevægelighed har haft stor betydning for Domstolens praksis. I årene efter Maastrichttraktaten, hvor der blev indført mange EU-regler til styrkelse af myndighedernes kompetencer m.v., har EU-domstolen især haft fokus på styrket effektivitet af kriminalitetsbekæmpelse på tværs af grænserne. EU-domstolen er således blevet kritiseret for, at individets retsbeskyttelse manglede vægt. Der synes at være sket et skift i udviklingen. Der er flere domme fra EU-domstolen inden for de seneste år, hvor hensyn til individets retssikkerhed træder tydeligt frem, også til en vis grad på bekostning af for eksempel effektiv retsforfølgning.

I denne sammenhæng kan blot peges på en af de mest omtalte domme i nyere tid, nemlig dommen i sagen om Aranyosi fra 2016. Den vedrørte udlevering efter EU's arrestordre. EU-domstolen fastslog, at de nationale domstole og myndigheder i nogle tilfælde har pligt til at undersøge, om der i forbindelse med udlevering er nærliggende fare for nedværdigende og umenneskelig behandling (jf. EMRK art. 3). Når dommen er så opsigtsvækkende, skyldes det ikke mindst, at EU-rettens grundlæggende princip om gensidig anerkendelse og tillid mellem landene, der skal sikre EU-rettens effektivitet, dermed i et vist omfang må vige for individets retssikkerhed.

Også Domstolens fortolkning af de mange nye EU-regler om retsbeskyttelse i straffesager (nævnt ovenfor) kan få afgørende betydning for udvikling af menneskerettighederne. Som et eksempel kan nævnes en dom fra oktober 2017, hvor EU-domstolen anså direktivet om ret til oversættelse i straffesager for at omfatte ikke blot straffedomme, men også visse strafferetlige kendelser.


Andre initiativer 

Kommissionen og Rådet udarbejder hvert år en beretning om anvendelsen af EU-chartret. Af beretningen fra 2016 fremgår, at Kommissionen bestræber sig på at indtænke de grundlæggende rettigheder i nye retsakter.

Et eksempel er det nye direktiv om bekæmpelse af terrorisme. Det indeholder en eksplicit bestemmelse om grundlæggende rettigheder – den første af sin art. Desuden blev adskillige aspekter vedrørende grundlæggende rettigheder inddraget under udarbejdelsen og forhandlingerne om direktivet, for eksempel overvejelser om nødvendighed og proportionalitet, databeskyttelse og ytringsfrihed (artikel 45, 8 og 11 i Chartret).

Den særlige bestemmelse om grundlæggende rettigheder i terrordirektivet ændrer næppe meget i praksis, men den er udtryk for et stigende fokus på menneskerettigheder i EU-systemet de senere år.


Thomas Elholm

Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Han forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Han er formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør af Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet.