Advokaten 1 Leder: Det handler om borgerens retssikkerhed

Print Print
29-01-2018

”Som advokater synes jeg, vi har et samfundsansvar over for de svage, dem med de begrænsede økonomiske ressourcer”. Sådan lyder det fra advokat Jens Graven Nielsen i dette nummer af Advokaten, hvor han fortæller om baggrunden for, at han bruger en aften hver anden uge i den advokatvagt, som han selv har været med til at starte i Ølgod.

Jens Graven Nielsen fortæller, at idéen om en advokatvagt kom fra en af hans medarbejdere, og at det lå lige til højrebenet, da den nærmeste advokatvagt ellers lå 45 kilometer væk. Han fortæller også, at mange mennesker føler sig efterladt på grund af centraliseringen af både domstole og advokatvirksomheder, og at det er en barriere -både geografisk, økonomisk og mentalt - som får mange til at opgive deres ellers berettigede sager.

Efter min mening er det nogle meget vigtige pointer Jens Graven Nielsen har. Advokatrådet kæmper også for at få retssikkerheden og retshjælpen ud i alle hjørner af landet. Og der er ingen tvivl om, at det er advokater som Jens Graven Nielsen, der kan hjælpe os med at vinde den kamp. Derfor vil jeg gerne udtrykke min store respekt for det frivillige arbejde, som Jens Graven Nielsen udfører.

Portrættet af Jens Graven Nielsen er det første af en række, hvor vi i Advokaten sætter fokus på advokater, som på forskellig vis bruger deres kompetencer som advokat til at udføre pro bono arbejde.

I Advokatrådet vil vi nemlig gerne sætte fokus på alle de mange advokater, som gør en ekstra indsats, som viser samfundsansvar, og for hvem bundlinjen på kort sigt måske ikke altid er det eneste mål. Jeg håber, at disse fortællinger vil inspirere og motivere andre til at gå samme vej, så de kan være med til at gøre en forskel for rigtig mange mennesker.

Samtidig håber jeg, at historierne kan være med til at vise et mere nuanceret billede af en stand, som hver eneste dag – både pro bono og mod betaling – hjælper tusindvis af danskere med at få løst deres juridiske problemer.

Det er jo sådan, at selvom der ind imellem er en advokat, der træder ved siden af, så gør langt, langt de fleste et godt og vigtigt arbejde, som er helt centralt for vores retssamfund. Desværre er det ofte de dårlige historier, der fylder mest i pressen og i folks bevidsthed.

Det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over, men vi skal huske på, at disse historier kun vedrører en håndfuld ud af 6.500 advokater. Derfor er det vigtigt, at vi allesammen er med til at fortælle de gode historier videre,  både når vi er på arbejde, og når vi sidder til et middagsselskab. For der er rigtig mange gode fortællinger om advokater - jer og jeres kolleger - der hver eneste dag gør en forskel.

Hvis man er i tvivl om, hvor man skal starte, kan man altid begynde med at fortælle om Jens Graven Nielsen, som har været med til at starte en advokatvagt i Ølgod.