Advokaten 1 Advokatnævnet: Tre nye domme fra Højesteret om god advokatskik

Print Print
29-01-2018

Var en facebookudtalelse i strid med god advokatskik? Hvad er omfanget af advokatens tavshedspligt over for klienten? Og hvornår kan der påhvile advokaten en pligt til at videregive oplysninger omfattet af advokatens tavshedspligt til tredjemand?

I tre nye domme har Højesteret taget stilling til centrale elementer i advokatens virke – herunder omfanget af advokatens tavshedspligt – både i relation til klienten og over for tredjemand. Generelt har Højesteret udtalt, at domstolene må udvise en vis tilbageholdenhed i prøvelsen af Advokatnævnets sager. Domstolene må således særskilt vurdere, om der er fornødent grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, og ved sanktionsfastsættelsen tage hensyn til nævnets praksis om sanktionsfastsættelse og ligeledes vurdere, om der er grundlag for at ændre nævnets sanktionsfastsættelse. 

Højesterets dom vedrørende facebookudtalelser

Højesteret stadfæstede ved dom af 12. december 2017 Advokatnævnets kendelse af 28. maj 2014, hvorved en daværende advokat blev pålagt at betale en bøde til statskassen på 100.000 kr.

Højesteret tiltrådte, at det var en grov overtrædelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, at den daværende advokat på et dagblads facebookside havde fremsat beskyldninger mod vidner i en verserende straffesag om, at de efter byrettens opfattelse havde afgivet falsk forklaring for retten.

Højesteret lagde vægt på, at advokatens facebookudtalelser var udtryk for en intimidering af vidnerne i en verserende retssag. Højesteret fandt ikke, at det kunne føre til et andet resultat, at anledningen til udtalelserne var en kommentar til den daværende advokats klient fra et af vidnerne.  Højesteret fandt – henset til gentagelsesvirkningen af tidligere sanktioner og grovheden af overtrædelsen af god advokatskik – ikke grundlag for at ændre Advokatnævnets afgørelse om sanktionen.

Højesteret fandt lejlighed til i dommen at udtale sig generelt om omfanget af den domstolsprøvelse, som domstolene skal foretage, når en advokat, der er pålagt en disciplinær sanktion efter retsplejelovens § 147 d, stk. 1, indbringer Advokatnævnets kendelse til prøvelse ved domstolene.

Højesteret fastslog, at domstolene har adgang til at foretage en udtømmende prøvelse både i relation til Advokatnævnets vurdering af ”god advokatskik” – herunder om en eventuel tilsidesættelse er grov – og i relation til Advokatnævnets fastsættelse af sanktionen i den konkrete sag.  Højesteret udtalte herefter, at denne prøvelsesordning efter Højesterets vurdering ikke indebærer, at domstolene nødvendigvis skal tilsidesætte nævnets afgørelse, fordi der kan rejses tvivl om nævnets vurdering. Domstolene må således særskilt vurdere, om der er fornødent grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse. Ved sanktionsfastsættelsen i den konkrete sag må domstolene tage hensyn til nævnets praksis om sanktionsfastsættelse og ligeledes vurdere, om der er fornødent grundlag for at ændre nævnets sanktionsfastsættelse.

Højesteret fandt ikke anledning til at tilsidesætte Advokatnævnets praksis vedrørende sanktionsfastsættelsen.

Højesteret synes ved dommen at anerkende Advokatnævnets særlige ekspertise i vurdering af ”god advokatskik” og den skønsafvejning, der typisk ligger heri. Det må derfor formodes, at domstolene fremover vil være mere tilbageholdende med at ændre nævnets vurdering – i særdeleshed når der er tale om skønsmæssig vurdering af, om en adfærd kan anses for at være i strid med god advokatskik. Er der derimod tale om en fortolkning af en retlig standard – eksempelvis det nærmere indhold af en lovbestemmelse – kan domstolene ikke forventes at udvise en tilsvarende tilbageholdenhed.

Også ved sanktionsfastsættelsen må det formodes, at domstolene vil være tilbageholdende med at ændre den ikendte sanktion. Højesteret har ved dommen ”blåstemplet” nævnets praksis vedrørende sanktionsfastsættelsen, som bygger på nævnets bødekatalog, og principperne heri – herunder at

·         der ikke tages hensyn til advokatens indtægtsforhold,

·         normalbøden ved førstegangsovertrædelse som udgangspunkt er 10.000 kr. og 20.000 kr., hvis det er en grov overtrædelse,

·         og at afgørelser, der er truffet inden for de seneste fem år, tillægges gentagelsesvirkning.

Om Advokatnævnets disciplinære sanktion fandt Højesteret anledning til på ny at fastslå, at en disciplinærbøde ikke er en straf for et strafbart forhold, som fastslået i Højesterets dom af 13. november 2009, og at en disciplinær sanktion for tilsidesættelse af god advokatskik ikke kan antages at være omfattet af art. 7 i EMRK om tiltale og straf for kriminelle forhold, som anført i Højesterets dom af 3. november 1999.

Citat:

Det må derfor formodes, at domstolene fremover vil være mere tilbageholdende med at ændre nævnets vurdering – i særdeleshed når der er tale om skønsmæssig vurdering af, om en adfærd kan anses for at være i strid med god advokatskik.

Højesterets dom vedrørende advokatens tavshedspligt over for klienten

Højesteret ophævede ved dom af 1. december 2017 Advokatnævnets kendelse af 16. december 2013.

For Højesteret forelå spørgsmålet, om en advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at udlevere kopi af stævningen, hvorpå modpartens beskyttede adresse var anført.

Advokaten havde hos folkeregistret på sin klients vegne indhentet adressen på klientens tidligere samlever, som havde adressebeskyttelse, til brug for anlæggelse af en retssag vedrørende det økonomiske opgør efter samlivsophævelsen.

Højesteret udtalte, at en advokat som hovedregel ikke har tavshedspligt over for sin klient om oplysninger, advokaten har modtaget som led i hvervets udførelse. Højesteret fandt, at der med udtrykket ”må ikke videregives til andre private” i CPR-lovens § 44, stk. 1, ikke er tilsigtet en fravigelse af denne hovedregel.

Da kommunen havde givet adresseoplysningen til advokaten, og da advokaten ikke havde grund til at formode, at der var risiko for, at klienten ville misbruge adresseoplysningerne, fandt Højesteret, at advokaten hverken handlede i strid med CPR-lovens § 44, stk. 1, eller god advokatskik ved til sin klient at udlevere kopi af stævningen, hvorpå den beskyttede adresse var anført.

Citat:

Højesteret udtalte, at en advokat som hovedregel ikke har tavshedspligt over for sin klient om oplysninger, advokaten har modtaget som led i hvervets udførelse.

Højesterets dom vedrørende advokatens tavshedspligt

Højesteret ophævede ved dom af 13. december 2017 Advokatnævnets kendelse af 6. maj 2014.

Højesteret skulle i sagen tage stilling til, hvornår en advokat havde pligt til at efterkomme en kurators anmodning om udlevering af advokatens klientkonto og bogholderi vedrørende en klient.

Advokatnævnet var ved sin afgørelse ikke bekendt med, at skifterettens kendelse om edition havde været påkæret og var blevet stadfæstet, da nævnet traf afgørelse i sagen. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at skifteretten havde givet pålæg om at udlevere oplysningerne. Advokaten havde således undladt at efterkomme en endelig retsafgørelse.

Højesteret udtalte, at oplysningerne var omfattet af advokatens tavshedspligt og bemærkede, at denne tavshedspligt ikke ophørte ved klientens konkurs. Om advokaten kunne pålægges at udlevere oplysningerne til kurator beroede derfor på en konkret vurdering af de hensyn, der fremgår af retsplejelovens § 170, stk. 2, og denne vurdering havde skifteretten og landsretten foretaget ved pålægget om edition.

Højesteret fandt, at advokaten ikke havde haft pligt til at udlevere oplysningerne, før landsrettens afgørelse om kurators editionsanmodning forelå. Advokaten havde således ikke handlet i strid med god advokatskik ved ikke at udlevere oplysningerne på et tidligere tidspunkt end sket.

Citat:

Højesteret fandt, at advokaten ikke havde haft pligt til at udlevere oplysningerne, før landsrettens afgørelse om kurators editionsanmodning forelå.

BOKSE:

Højesterets dom af 12. december 2017

Højesteret stadfæstede Advokatnævnets kendelse og en daværende advokat blev pålagt en bøde på 100.000 kr. for overtrædelse af god advokatskik. 

A, som på daværende tidspunkt var advokat, havde på et dagblads facebookside fremsat beskyldninger mod vidner i en verserende straffesag om, at de efter byrettens opfattelse havde afgivet falsk forklaring for retten. Dette var i strid med god advokatskik, og spørgsmålet for Højesteret var, hvilken sanktion han skulle pålægges.

Højesteret fandt, at A’s adfærd var en grov overtrædelse af god advokatskik, og lagde vægt på, at beskyldningerne var udtryk for intimidering af vidnerne i en verserende retssag. På den baggrund, og da A tidligere var pålagt flere sanktioner for overtrædelser af god advokatskik, fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at ændre Advokatnævnets afgørelse om at pålægge A en bøde på 100.000 kr.

Højesterets dom af 1. december 2017

Advokat havde ikke tilsidesat god advokatskik ved at udlevere sin klients tidligere samlevers adresse til sin klient, selvom den tidligere samlever havde adressebeskyttelse

I forbindelse med det økonomiske opgør efter en samlivsophævelse ønskede M at anlægge en retssag mod K. M’s advokat, advokat A, anmodede kommunen om at oplyse K’s adresse, idet K havde adressebeskyttelse efter CPR-loven.

Efter at kommunen havde oplyst adressen til advokat A, udtog han på vegne af M stævning mod K. Han sendte herefter en kopi af stævningen, hvorpå K’s adresse var anført, til M.

Advokatnævnet fandt, at advokat A herved havde overtrådt forbuddet i CPR-lovens § 44 om at videregive beskyttede adresseoplysninger til "andre private" og derfor havde handlet i strid med god advokatskik.

Højesteret udtalte, at en advokat som hovedregel ikke har tavshedspligt over for sin klient om oplysninger, advokaten modtager som led i hvervets udførelse, og at bestemmelsen i CPR-lovens § 44 ikke tager sigte på at fravige denne hovedregel.

Kommunen havde givet adresseoplysningen til advokat A i hans egenskab af partsrepræsentant for M til brug for den retssag, som M ville anlægge mod K, og han havde ikke grund til at formode, at M ville misbruge adresseoplysningen. Højesteret fandt herefter, at advokat A hverken havde overtrådt CPR-lovens § 44 eller god advokatskik.

Højesterets dom af 13. december 2017

Ikke i strid med god advokatskik, at advokat afventede editionskendelse, før han udleverede klientkonto- og bogholderioplysninger til kurator

A var advokat for B, som blev taget under konkursbehandling. Kurator anmodede om udskrift af advokat A’s klientkonto og bogholderi vedrørende B, og da advokat A protesterede herimod, pålagde skifteretten ved en editionskendelse A at udlevere oplysningerne. A kærede afgørelsen, som blev stadfæstet af landsretten, og advokat A udleverede herefter oplysningerne.

Advokatnævnet havde pålagt advokat A en bøde for at have handlet i strid med god advokatskik ved ikke at have udleveret oplysningerne til kurator.

Højesteret udtalte, at udskrifterne af klientkonto og bogholderi indeholdt oplysninger om B’s økonomiske forhold, som advokaten var kommet i besiddelse af som led i sit arbejde som advokat for B. Højesteret fandt derfor, at oplysningerne var omfattet af advokatens tavshedspligt og bemærkede, at denne tavshedspligt ikke ophørte ved B’s konkurs.

Højesteret fandt, at advokat A ikke havde haft pligt til at udlevere oplysningerne, før landsrettens afgørelse om kurators editionsanmodning forelå, hvorfor advokat A ikke havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at udlevere oplysningerne på et tidligere tidspunkt end sket.