Advokaten 9 Kommuner på anklagebænken i børnemisbrugssager

Print Print
22-11-2017

 

Med Slagelse-dommen er der lagt vigtige spor ud for den vifte af sager, som er på vej. Fremadrettet kan det være med til at skærpe kommuners opmærksomhed på deres beskyttelses- og handlepligt i børnemisbrugssager. 

Af lektor, ph.d., Stine Jørgensen, og professor, ph.d., Michael Gøtze, Københavns Universitet

Billedet af Danmark som en velfærdsstat, hvor alt er fryd og gammen, og hvor den omsorgsfulde politimand hjælper de små ællinger sikkert over gaden, er i en del år blevet udfordret af grelle sager om børnemisbrug.
Listen er alt for lang, når blikket vendes mod sager om årelangt misbrug og nedværdigende behandling af børn i hjemmet. Sager som Tønder-sagen, Esbjerg-sagen og Slagelse-sagen har en dyb klang af mol. Vi tager nu ud i den kommunale velfærdsstat, da det er kommunerne, som har ansvaret for de børn, der bor i kommunen.  De sager, der gennem de seneste år har ramt medierne, er alle kendetegnet ved, at den ansvarlige kommune først på et meget sent tidspunkt har reageret med handling på tændte advarselslamper i form af stakkevis af indberetninger fra skolelærere, psykologer og læger, der har haft kontakt med de udsatte børn. Kommunerne står i disse sager tilbage med en meget dårlig smag i munden, men det er indtil videre ofte den eneste konsekvens, disse sager har haft for dem. 
De mange grove børnemisbrugssager giver indtryk af en vis berøringsangst i kommunalt regi over for at gribe ind, også selvom kommunen ligger inde med en pæn portion andenhåndsviden om misbrug og overgreb i hjemmet. Muligvis kan kommunernes jurister på området opleve, at de bevæger sig ind på et minefelt rent fagligt. På den ene side kan kommunen få kritik for at gå for tæt på og skride til for eksempel tvangsfjernelse af et barn uden at have et sikkert grundlag for det, og det kan på den anden side give øretæver, i hvert fald hvis pressen graver sagen frem, hvis kommunen vender det døve øre til.
Flere af sagerne har haft et strafferetligt forløb, hvor de skyldige, for eksempel de biologiske forældre, plejeforældre eller andre, er blevet dømt for de grove strafferetlige krænkelser, der er begået mod børnene. Spørgsmålet om kommunens ansvar over for de børn, der har været udsat for nedværdigende behandling som følge af kommunenens svigt, er således typisk ikke adresseret retligt. I forhold til det dobbelte svigt, som for eksempel de tre søstre i den meget omtalte misbrugssag fra Slagelse Kommune, har været udsat for, havde man længe kun taget hånd om det første svigt i form af en straffesag mod plejefaren tilbage i 2008. Det krævede lang kamp, tilsat en god portion pressedækning, for at nå frem til den anden etape, men de tre søstre viste sejhed ved at få sagen for Østre Landsret i år. Kommunens ansvar for at beskytte pigerne mod nedværdigende behandling er dermed for første gang blev vurderet juridisk, og sagen er allerede historisk. Kommunen tabte, og de nu voksne søstre kunne gå hjem fra retssalen som vindere.  De blev tilkendt 100.000 kroner hver i godtgørelse fra Slagelse Kommune. Ikke nogen svimlende beløb, men en sejr. Dog fik de også 200.000 kroner som led i et forlig med den private aktør, som stod for tilsynsopgaven i Slagelse Kommune i de år, hvor pigerne var anbragt hos den sadistiske plejefar.
Vi zoomer i det følgende ind på Østre Landsrets dom af 14. juni 2017 og på dommens vurdering af menneskerettigheder og forældelse, som lægger spor ud for kommende sager. Også Esbjerg-sagen har været for retten i år, nemlig Vestre Landsret, og vi står nu efter mange år uden nogen dansk retssag med to gode retssager. Det skal dog nævnes, at Esbjerg-sagen er anket til Højesteret, og at vi derfor fokuserer på Slagelse-sagen.

Fra Tønder til Slagelse
Vi lægger fra havn med at nævne Tønder, som mange nok stadig husker med gru. Sagen kom aldrig for retten, men der blev indgået et forlig uden for retssalen. I 2007 blev den strafferetlige del af sagen afsluttet i Kriminalretten i Sønderborg. Sagen handlede om seksuelt misbrug af to piger under 12 år. Misbruget involverede både forældrene og et antal fremmede mænd, som blev inviteret på besøg i hjemmet for at have sex med pigerne. Faderen blev dømt til ti års fængsel, og moderen fundet skyldig i at have været vidende om dele af det omfattende misbrug. Forældrene blev i straffesagen dømt til at betale en mindre standardgodtgørelse til børnene. Sagen gav også anledning til overvejelser om en erstatningssag mod kommunen for at have forholdt sig alt for passivt, men nåede ikke så langt. Der blev dog indgået et forlig, hvor kommunen betalte 300.000 kr. til hver af de omsorgssvigtede. 
Der er i 2017 – ti år efter Tønder-sagen – faldet dom i den civile erstatningssag mod Slagelse, og dommen på 89 sider fra Østre Landsret har med det samme opnået højeste status som pensum på flere fag på universiteternes jura-uddannelser. Dommen blev afgjort direkte på basis af Menneskerettighedskonventionens artikel 3, og er alene af den grund interessant i en socialretlig sammenhæng. Sagen blev anlagt af tre søstre, som fra 1999 og en årrække frem var anbragt hos en plejefamilie i den tidligere Skælskør Kommune efter et traumatisk forløb med en far, der dræbte moren. Søstrene blev misbrugt, afstraffet og ydmyget af plejefaren på måder, som vi vil skåne læseren for detaljer om. Plejefaren blev idømt fem års fængsel, og straffedommen fra Næstved Byret kræver ualmindeligt gode nerver at læse sig igennem. Det var det første svigt, og det er selvsagt vigtigt at understrege, at det er det klart mest alvorlige.

Krænkelse af menneskerettigheder
Det andet svigt, nemlig kommunens alt for afventende holdning, er af en anden art, og det er det, som blev endevendt af Østre Landsret. Kommunens advokat, bistået af Kommunernes Landsforening (KL) argumenterede ikke overraskende for, at forløbet skulle lægges ind i et traditionelt juridisk tankesæt, som kendes fra andre erstatningssager mod offentlige myndigheder, hvor kommunerne har endog stort handlingsrum. Fokus er her på kommunerne, og ikke på de børn, som kommunerne har en forpligtelse til at beskytte. Vendes perspektivet, så børnene bliver det retlige udgangspunkt, stiller sagen sig i vores øjne mere klar. De tre søstre har ret til omsorg og beskyttelse, og kommunen har med sin meget passive håndtering fejlet i at leve op til sit ansvar. Det børneretlige perspektiv støttes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der allerede tilbage i 1990’erne dømte Storbritannien i et par meget omtalte sager for ikke at have overholdt sin forpligtelse til at beskytte en søskendeflok, der som Slagelse-pigerne havde været udsat for et årelangt misbrug og omsorgssvigt begået i hjemmet. Den nemmeste del af Slagelse-sagen blev – lidt paradoksalt – den rene menneskeretlige bedømmelse, og parterne var enige om det meste her. 
Generelt er dansk lovgivning typisk ikke formuleret i menneskerettighedstermer. Rettigheder for borgere er ofte formuleret som kommunale forpligtelser. Til eksempel kan nævnes den tilsynsforpligtelse, der påhviler kommunerne i servicelovens § 146, hvorefter, “kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år samt vordende forældre i kommunen lever”. Dette tilsyn skal endvidere føres på en måde, så “kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen,”, jf. bestemmelsens stk. 2. Denne bestemmelse angiver en kommunal handlingsforpligtelse. Bestemmelsens hovedfokus er den enkelte kommune. Dette fokus indebærer, at den retlige fortolkning af bestemmelsen  ofte koncentrerer sig om, hvilke forpligtelser der påhviler en kommune som følge af denne pligt. Bestemmelsen har imidlertid som sit rettighedsfokus det enkelte barn og udtrykker en grundlæggende ret for barnet, nemlig retten til beskyttelse. Denne rettighed henter sit udtrykte grundlag i eksempelvis FN’s Børnekonvention artikel 19. Menneskerettighedskonventionen (EMRK) indeholder et absolut forbud i artikel 3 mod umenneskelig og nedværdigende behandling. Dette forbud udgør, sammen med retten til livet i konventionens artikel 2, de grundlæggende rettigheder i konventionen.
I Slagelse-sagen var der iblandt parterne ingen tvivl om, at den behandling, pigerne var udsat for af deres plejefamilie, var omfattet af forbuddet i EMRK artikel 3 om forbuddet mod nedværdigende behandling. Spørgsmålet i sagen var derfor, om Slagelse Kommune havde opfyldt sin tilsynsforpligtelse efter serviceloven. Landsretten fandt, at “kommunen har (derved) tilsidesat sin forpligtelse efter EMRK artikel 3 og derved pådraget sig erstatningsansvar.” Det står i dommen side 85. I Slagelse-sagen var det uomtvisteligt, at den behandling, pigerne var udsat for, var en umenneskelig behandling, som medlemsstaterne har en pligt til at beskytte imod. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle krænkelser begået mod børn falder under denne beskyttelse. Der skal være tale om behandling af en vis grovhed. Menneskerettighedskonventionens artikel om forbud mod nedværdigende behandling står ikke alene, men skal læses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i konventionen. Af særlig betydning kan nævnes artikel 8 om forbud mod indgreb i privat- og familielivet. Denne bestemmelse er i modsætning til artikel 3 ikke absolut, idet indgreb i disse rettigheder kan retfærdiggøres under henvisning til et sagligt formål. 
Det kan her kort nævnes, at Vestre Landsret afsagde dom i maj i Esbjerg-sagen (sag, V.L.B-0379-14). I denne sag blev EMRKs artikel 3 ligeledes påberåbt til støtte for, at kommunen havde udsat fire piger for en nedværdigende behandling, idet kommunen ikke havde iværksat “effektive og relevante foranstaltninger efter serviceloven” over for en mand (venindens far), der havde begået strafbare handlinger over for en række børn, herunder de fire sagsøgere. Farens eget barn, der ligeledes havde været udsat for strafferetlige krænkelser af faren, var ikke blandt sagsøgerne. Krænkelserne ophørte først, da manden blev varetægtsfængslet. Også i denne sag var der blandt parterne enighed om, at de krænkelser, pigerne var udsat for, var omfattet af forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling. Landsretten fandt imidlertid ikke, at kommunen havde handlet i strid med den forpligtelse, der ligger i bestemmelsen for at forhindre en sådan behandling. Sagen adskiller sig på flere måder fra Slagelse- sagen, og vi er enige i Vestre Landsrets afgørelse. I lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis kan der argumenteres for, at denne sag snarere er et spørgsmål om statens forpligtelse til at sikre sagsøgernes ret til privatliv efter menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Rettigheder uden udløbsdato 
En praktisk udfordring med retlige efterspil i børnemisbrugssager er selvsagt, at det drejer sig om overgreb mod netop børn, og at det er overgreb, som uundgåeligt ligger en del tilbage i tiden, når sagen er blevet retligt transformeret til et civilt erstatningssøgsmål mod kommunen. Det kan ikke forventes, at børn er velbevandrede i jura og kan overskue konsekvenserne rent retligt af disse overgreb og overskue, hvilke rettigheder de måtte have, efter at de er sluppet ud af rædslerne for eksempel i en plejefamilie. Hertil kommer de juridiske udfordringer i, at børn som udgangspunkt først kan anlægge et civilretligt søgsmål, når de fylder 18.
Vi er dermed fremme ved en vigtig barriere, som skal overvindes, for at sagerne kan bedømmes i deres substans, nemlig forældelsesreglerne. Slagelse-dommen er langt hen ad vejen klar og juridisk argumenteret på dette punkt. Det er et fremskridt. Det grundlæggende spørgsmål er,  menneskerettighederne forældes, eller om man som sagsøger kan skubbe gængse udløbsdatoer i den danske forældelseslov til side som følge af sagens særlige karakter. Svaret er det sidste. Der er forskel på forældelse, når vi taler om for eksempel en sag om erstatning for vand i kælderen i den dyrt købte villa, og en sag om godtgørelse for kommuners svigt efter menneskeretlige principper. Heldigvis.
Det retlige udgangspunkt er nu, at der er en god chance for at komme igennem med søgsmålet i disse meget grove børnemisbrugssag der falder inden for den menneskeretlige beskyttelse mod nedværdigende behandling. I det civile søgsmål mod Slagelse Kommune var det som udgangspunkt reglen om forældelse efter ti år, som søstrene var oppe imod. Kommunens advokat gjorde et stort nummer ud af, at sagen var for gammel. Sagen kunne umiddelbart se ud til at være forældet, da søstrene udtog deres stævninger i 2015 og 2016 og dermed mere end ti år efter, at de var fraflyttet plejefamilien. De tre dommere i Østre Landsret gav dog en vis respit allerede her, da dommen understeger, at det først var efter at have fået kontakt til Børns Vilkår i 2014, at de tre søstre kunne siges at have fået forståelse af de juridiske scenarier. Uanset denne suspension af forældelsesreglerne var der indtrådt forældelse for den ene af pigerne, og de øvrige to piger var tæt på, da de kontaktede Børns Vilkår. Af hensyn til sagens karakter og med henvisning til EMK artikel 3 og artikel 13 om ret til effektive retsmidler fandt Llandsretten, at de de danske forældelsesregler ikke i den konkrete sag kunne finde anvendelse. En helt åben dør er der ikke tale om. Der er en række betingelser knyttet til muligheden for at få sagen optaget til realitetsbehandling. I Slagelse-dommen spillede det ind, at der var tale om et ret lille spænd fra indtræden af den gængse forældelse til, at sagerne rent faktisk blev anlagt (et til to år), hvortil kom sagsøgernes unge alder, og “karakteren af de krænkelser, som de var udsat for under hele barndommen, og som utvivlsomt har påvirket dem i ikke-ubetydelig grad.” Endelig tillægger landsretten det vægt, at det civile søgsmål var eneste mulighed for at få fastslået kommunens ansvar, og at sagen vedrører EMRK artikel 3, en af konventionens fundamentale rettigheder.
Endelig fremgår det af dommen, at landsretten ikke mener, at der er noget særligt modhensyn at tage til kommunen. Dette er måske det mindst klare punkt i afsnittet om forældelse i præmisserne, men dommerne skriver dog, at de her tænker på, at kommunen ikke selv tog skridt til at undersøge eller oplyse sagen nærmere. Umiddelbart kan man forledes til at tro, at en kommune typisk vil have svært ved at godtgøre, at der er et modhensyn at tage til dem i forhold til forældelsesproblematikken, da sagen netop drejer sig om passivitet.       

KL på tynd is
Slagelse Kommune var i retssagen bistået af KL, som også forsynede kommunen med råd undervejs. Det er en fast del af pakken fra KL, at kommuner ikke må indgå forlig med de krænkede børn og deres advokat, også selv om kommunen for så vidt er åben over for det. KL insisterer på at gå den lange tunge vej, hvad der er problematisk efter vores opfattelse. Generelt er det det klare indtryk, at processen i disse tragiske sager bliver gjort en hel del mere formel og strammasket med KLs indtræden på scenen. Det er vores vurdering, at KL hidtil har rådgivet noget skævt i forhold til juraen. I Slagelse-sagen er det KL, der har anbefalet, at sagen skulle i retten, og at der ikke kunne findes en smidig løsning undervejs. Det er ulovligt for en kommune at indgå et forlig ifølge KL. Dette råd kan vi dog ikke se noget juridisk grundlag for, og det er åbenbart, at en fasttømret opfattelse på dette punkt må anses som forkert efter Østre Landsrets dom. KLs forbud mod forlig sker med henvisning til en afgørelse fra Statsforvaltningen Hovedstaden fra 2008. Der er dog meget, der tyder på, at KL fejllæser afgørelsen. Statsforvaltningens afgørelse handler om noget helt andet, og siger i øvrigt kun det ret selvindlysende, at kommuner ikke kan udbetale erstatninger i flæng, men at der skal være et grundlag for en sådan løsning. Der er dog ikke noget krav om, at der skal ligge en dom på bordet. I Slagelse-sagen kunne kommunen have indgået forlig og sparet tid og penge.
Det er i vores øjne tæt på at være stødende, at KL tvinger allerede hårdt plagede udsatte børn til at gå den møjsommelige vej gennem retssystemet. 

Uden gode advokater går det ikke
De juridiske aktører er vigtige i børnemisbrugssager, som ikke kun menneskeligt, men også fagligt-juridisk udgør en vanskelige sagstype. Advokaterne spiller en stor rolle, og udgangspunktet for mange advokater er nok, at sagstypen ligger noget i periferien i forhold til en traditionel erhvervsretlig spidskompetence.
Hvis vi vender tilbage til den første etape i det dobbelte efterspil, straffesagen, er der allerede her brug for, at børnenes bistandsadvokat er fremme i skoene rent fagligt. Bistandsadvokatens rolle er kort, men dog eksplicit berørt i Slagelse-dommen, hvor de tre landsdommere i en indskudt sætning i præmisserne opfordrer bistandsadvokaten til at være fagligt fokuseret under straffesagen.  
Udover advokater har også Børns Vilkår været aktør på dette område, hvad der har været en styrke. Børns Vilkår har stået for en overordnet koordination af den juridiske ramme og dermed bidraget til den juridiske kvalifikation af sagerne. Der er i skrivende stund anlagt syv sager med støtte fra Børns Vilkår ved danske domstole, hvoraf de fleste handler om overgreb fra biologiske forældre. En enkelt af sagerne drejer sig om overgreb begået i en plejefamilie som i Slagelse-sagen. Det siger sig selv, at det er vigtigt at udvælge de rette sager som test-sager ved domstolene. Ikke alle sager er egnede, selvom de kan være meget tragiske. Nogle sager er mere politiske end juridiske.  
Når den civile erstatningssag er anlagt, er det argumentationen i retssalen, som er det afgørende. Det er ikke nok, at advokaten kan vinde dommernes sympati over for de børn, der har været udsat for misbrug og svigt. Hvis retssagen skal vindes, kræver det en juridisk kvalificering af de faktuelt tunge historier, som nødvendigvis må oprulles i retssalen.
Trods børnemisbrugssagernes grumme skær er det i det rent juridiske lys et fald fremad, at juraen også i Danmark er ved at få mere substans, og at der i to sager – Slagelse og Esbjerg – om børnemisbrug i kommunalt regi er foretaget en tæt og indgående juridisk bedømmelse. Det betyder, at advokaten i kommende sager i proceduren kan stå på skuldrene af aktuel dansk retspraksis, og at advokaten i hvert fald i forhold til arbejdsmetode befinder sig på velkendte kontinenter. Med Slagelse-dommen er der lagt vigtige spor ud for den vifte af sager, som er på vej, og vi håber, at det fremadrettet kan være med til at skærpe kommuners opmærksomhed på deres beskyttelses- og handlepligt i børnemisbrugssager. 


Stine Jørgensen
Lektor i socialret., hHar specialiseret sig i blandt andet retlige spørgsmål om børn og unge inden for socialretten, har tidligere arbejdet som advokat. Prodekan for uddannelse, Det Juridiske Fakultet.


Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet. Har specialiseret sig i blandt andet retlige kontrolmuligheder med offentlige myndigheder i stat og kommuner, blandt andet domstolskontrol. Har tidligere arbejdet som landsdommer.
De to forfattere skrev om Tønder-sagen i en artikel i Advokaten 5/2007.