Advokaten 8 Mere end et job

Print Print
24-10-2017

 
Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik, da hun begyndte på jurastudiet, og det første job var heller ikke lykken. Men siden har karrieren udfoldet sig på spektakulær vis – og i dag sidder hun på en af de mest prestigefyldte poster som formand for Nobelkomiteen. Eksklusivt interview med den norske advokat, Berit Reiss-Andersen, om det ansvar, der ligger på advokatens skuldre, om presset på de unge kolleger og om rolige morgener, der altid starter med en kop te.

Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Marte Vike Arnesen

Her fra glasbygningen på sjette sal hos DLA Piper i Oslo, er der udsigt til det kulørte cafémiljø på havnepromenaden og til fjorden, som på denne septemberdag er mere grå end blå. Det kan lige præcis lade sig gøre at skimte den halvø, hvor Berit Reiss-Andersen er vokset op. Her fra tog hun hver dag færgen til Oslo for at gå i skole. Det var den gang, hun end ikke havde tænkt tanken, at hun skulle læse jura, og hun vidste knap, hvad en advokat var, fortæller hun, da hun giver et af sine sjældne interviews. Der bliver nemlig sagt pænt, men bestemt nej tak til langt de fleste henvendelser fra pressen – og de er mange på denne tid på året, hvor Nobelkomiteens årlige nomineringer netop er annonceret, og hvor decembers prisceremoni nærmer sig. Processen, der ligger forud for prisceremonien er nemlig ikke noget, der deles med omverdenen. Mere om den tradition senere, for historien starter den dag, hun traf et vigtigt valg – om end det var ret tilfældigt.
- Det var et tilfælde, at jeg ramlede ind i juraen. Flere sagde til mig, at faget ville passe til mig, at det havde en logik, som var et godt match. Selv havde jeg egentlig bare en idé om, at jeg ville have en højere uddannelse – dog uden at jeg rigtig vidste, hvad jeg ville studere. Når jeg ser tilbage i dag, synes jeg, at det var et lykketræf, at jeg fandt juraen, fordi det har givet mig så mange muligheder – både i forhold til at udfolde min karriere, til at deltage som aktør i samfundsdebatten og til at hjælpe mennesker, der desperat trænger til vejledning.

Studiet og det første job
Selvom Berit Reiss-Andersen i dag kalder sit valg af studie på universitet i Oslo et lykketræf, var det bestemt ikke lykken at læse jura de første år.
Den ægte interesse for faget kom først i slutningen af jurastudiet, og det var særligt strafferetten og procesretten, der pirrede nysgerrigheden. Hun blev mor midt i studietiden, og det var med til at gøre studierne mere intensive.
- At få et barn – en søn – midt under studiet var meget krævende, men det betød også, at jeg blev mere disciplineret. Jeg fik simpelthen nogle nye, gode arbejdsvaner, og selvom det selvfølgelig var hårdt at læse samtidig med, at jeg havde et lille barn, så fungerede det fint. Det betød, at min søn var ni år, da jeg startede min egen praksis, og jo, det er da krævende, men jeg har været glad for at være en ung mor – hvilket betyder, at jeg også tidligt fik to børnebørn, som jeg har meget stor glæde af at være sammen med, tilføjer hun.
Planen var at starte i diplomatiet efter studiet. Det ville være det perfekte job, mente Berit Reiss-Andersen selv, der havde folkeret som speciale, og som de færreste i sin generation var flydende i engelsk, da hun var vokset op med en engelsk mor. Men de var ikke så interesserede i mig, som jeg i dem, konstaterer hun tørt. Og igen blev det tilfældigheder, der gjorde, at hun fandt sin faglige bane – om end det heller ikke denne gang blev den lige vej uden bump.
- Min første ansættelse var i det daværende Statens Udlændige Direktorat. Jeg kan sige det ganske kort: Det blev en gedigen skuffelse! Jeg havde sådan glædet mig til at få et arbejde, men jeg oplevede, at alt her foregik pr. automatik. Faglige ambitioner var der ingen af og heller ingen diskussioner mellem os medarbejdere. Jeg var dybt skuffet og simpelthen desperat efter blot tre måneder. Og så gjorde jeg noget… noget som jeg i dag ikke forstår, at jeg havde modet til. Jeg gik direkte til Justits Departementet, som var myndigheden over Udlændinge Direktoratet, og sagde noget i retning af: Få mig ud her fra! Og så fik jeg job der i stedet.
- Jeg var enormt glad for at arbejde der, og jeg blev der i nogle år. Jeg blev ansat i Rigspolitiet som fuldmægtig, som var en god procedureskole, fordi jeg var i retten hele tiden. Siden blev jeg advokat med egen praksis og en del af et kontorfællesskab, hvor jeg var indtil for et år siden, hvor jeg var blevet 62 år og synes, at der skulle ske noget andet. Derfor valgte jeg at sige ja til at blive partner her hos DLA Piper, hvor opgaven har været at bygge en afdeling op, som arbejder med sager om international økonomisk kriminalitet.
At starte afdelingen og i en ny global organisation kalder Berit Reiss-Andersen ‘både spændende og lærerigt’.
- Jeg oplever det som utrolig givende, at jeg hurtigt kan bygge et team op omkring de sager, jeg arbejder med. Vi har masser af underliggende kompetencer – det kan være alt fra skatteeksperter til kolleger, der kender brasiliansk lovgivning, hvilket netop har været aktuelt i en større straffesag, som jeg har afsluttet for en klient, der blev frifundet i en sag om momssvindel. Så jo, når man arbejder med sager på tværs af landegrænser, er det helt perfekt at være en del af en organisation som denne.

En helt almindelig dag
Dagen starter klokken seks for Berit Reiss-Andersen. Der er ingen slinger i valsen med morgenrutinen, og skulle hun en enkelt gang falde for fristelsen til at sove længe, får hun følelsen af være stået op ‘på fejl fod’, som det hedder på norsk.
- Derfor begynder min dag med en stille time. Jeg drikker te, læser avis og tænker dagen igennem. Det er en helt uvurderlig tid. Herefter går dagen slag i slag med møder – i dag hos Økokrim klokken otte, så mødtes jeg med en klient, kom her på kontoret, spiste frokost, og i aften har vi det årlige arrangement, hvor kolleger og klienter sammen skal have en rundvisning på Efterårsudstillingen. Det bliver hyggeligt – men klokken 11 er jeg hjemme igen, senere bliver det ikke, fortæller Berit Reiss-Andersen, der ligesom sine morgener værner om sine aftener.
- Jeg sætter stor pris på at være hjemme om aftenen, i stedet for at blive hængende sent på kontoret. Jeg må have tid sammen med venner og elsker at lave mad – også selvom jeg bor alene. Folk spørger altid, hvorfor jeg gider lave mad til mig selv. Men det gør jeg. For jeg slapper af, når jeg står i køkkenet med radioen tændt, og jeg laver gerne mad helt fra grunden. For mig er det hele processen, der er hyggelig, og som bliver en pause til eftertænksomhed. Selvom jeg også bruger aftenerne til at læse tidsskrifter, arbejde for Nobels Fredskomité og mit engagement i CCBE, så skal der være plads til at forholde sig til de tanker, der sidder og gnaver. Jeg har brug for tid til stille og roligt at se på tingene og måske få styr på en tale eller formen på en artikel.
- Jeg tror, at det er ret typisk for os advokater, som jo arbejder med problemstillinger, der ikke har et oplagt svar, at job og privat tid flyder ud i hinanden. Du slukker ikke bare for tanken klokken fem, når du forlader kontoret. Når du er forsvarer, må du også være tilgængelig for klienten, for selvfølgelig må folk ringe, når de trænger til det – altså, hvis det er vigtigt. Selvom jeg er åben over for samtaler med mine klienter om aftenen, så kan jeg faktisk godt blive noget spids, hvis folk ringer for at spørge om noget, der godt kan vente. Jeg ved, at jeg kan lyde ret sur i telefonen, men folk er altid velkomne dagen efter. Heldigvis sker det ikke så ofte.

Kærlighed til proceduren
At analysere en sag, udtænke en plan, strukturere argumenterne og når alt er sat på skinner så alligevel kunne improvisere. Det er den kombination, der ifølge Berit Reiss-Andersen gør jobbet som procedureadvokat ‘ret fantastisk’.
- Særligt improvisation gør det til et rigtig sjovt arbejde. Vidner og klienter er jo ikke blot til stede rationelt, men også emotionelt, og du kan aldrig forudse alt. Rollen som advokat består af mange ingredienser, og jeg er god til det verbale. Opgaven i retten er jo ikke at brillere og være en stor orator, men netop at overbevise dommeren om, at du arbejder for at få det rigtige resultat. Jeg bruger sproget aktivt, når jeg fremstiller min sag og arbejder med måden at spørge på – for selvom dit vidne er utrolig klog på sit felt, tror jeg, at de fleste har oplevet, at personen kan sende nogle helt andre signaler, når han eller hun åbner munden. Der er så meget psykologi i den proces, som er interessant.
- Helt karakteristisk for os advokater er, at vi lærer at forholde os til alle. Hver gang, jeg får en ny klient, oplever jeg, at samarbejdet er intenst, og at relationen er nær og tillidsfuld – men der skal samtidig være en vis afstand. Mine klienter spørger ofte: Tror du på mig? Og mit svar er altid: Jeg er på din side. Jeg arbejder for dig, men jeg er ikke dig. Det er ikke mit liv – men dit, og du må træffe dine egne valg. Jeg er jo ikke bedre til at træffe valg end andre, og alle må tage de grundlæggende valg i deres egne liv. Det gælder os alle. Man vil så gerne kunne lægge sig i armene på nogen, som hjælper. Men i sidste ende er det kun dig selv, der kan tage ansvar for, om du for eksempel skal skilles – det kan jeg ikke rådgive om.

Det internationale arbejde
Under studierne valgte Berit Reiss-Andersen at læse et år i New York. Ikke for karrierens skyld, men af personlige årsager, da hun havde mødt en amerikansk mand, der også blev far til hendes søn. Det var før, der var noget, der hed udvekslingsstuderende, men det var ingen hindring, for de norske studiebøger blev pakket i en kuffert og transporteret med til New York.
- Normalt ville jeg være død af kedsomhed, hvis jeg skulle have siddet et år på en læsesal hvilket som helst sted, og det var da også ensomt at arbejde på den måde. Men samtidig er jeg typen, der gennemfører det, jeg har bestemt mig for. Så det lykkedes at komme igennem pensum, og jeg skrev de planlagte opgaver og sendte dem med posten til Oslo.
- Jeg har altid interesseret mig for resten af verden og har af samme grund engageret mig i arbejdet for CCBE i forbindelse med, at jeg arbejdede for den norske advokatforening – først fire år som medlem af bestyrelsen og senere fire år som formand. Efter måske snart 15 års arbejde for CCBE er jeg efterhånden vel nærmet veteran og er snart parat til at slutte den epoke. Men jeg vil jo naturligvis stadig være optaget af retssikkerheden og de retspolitiske spørgsmål på globalt niveau. Der er mere end nogensinde brug for, at vi advokater engagerer os i at værne om retsstatsprincipperne, og det gør jeg blandt andet gennem mit arbejde for IBA, hvor jeg er ‘officer’ i Bar Issues Division.
- Vi bliver nødt til at tale om, at verden er i forandring. Det er farligt, fordi det første, som bliver svækket er retsstatsprincipperne. Vi ser det i Europa, blandt vores naboer i Polen og Ungarn. Der er stor grund til bekymring, for her mangler forståelse for magtforeningsprincippet i et demokratisk samfund. Det er jo netop en uafhængig domstol og advokatstand, der skaber den balance i magten, der gør, at borgeren har tillid til, at strafforfølgning sker inden for lovens rammer. Trygheden ved, at strafforfølgelse ikke kan være politisk motiveret, og at straffene er retfærdige, er det, som skaber forståelse og legitimitet i befolkningen. Selvom det burde være et helt naturligt fundament i ethvert samfund, er det ikke givet – og her mener jeg, at vi advokater kan gøre en stor forskel.
- Desværre har advokater fået et ry for at være selvoptagede, pengegriske, vulgære – ja værre end brugtvognsforhandlere. Et billede som også bliver promoveret i amerikanske tv-serier, hvor unge advokater fører sig frem i skræddersyede dragter og super høje stilletter. Det har bare ikke meget med virkeligheden at gøre. De fleste advokater tager deres virke alvorligt og forstår, at de har et stort ansvar, fordi advokatstanden jo er samfundets opposition til myndigheder og domstole som et værn mod magtmisbrug.

Ung advokat
Hvis Berit Reiss-Andersen skal give et råd til unge advokater, så handler det netop om at tage ansvar.
- Det fantastiske ved at være advokat er, at det er mere end et job. Der er en himmel over. Det er en unik mulighed for at påvirke retslivet, for at få politisk indflydelse uden at gå ind i politik på traditionel vis. På den måde er det et stort ansvar og privilegium at være advokat. Se dig selv som en del af magtfordelingen i samfundet, som er grunden til, at vi har en advokatregulering baseret på etiske principper. Det er en rolle, som bærer på så stort et ansvar, at vi ikke kan overlade den til markedet alene, for det rækker langt ud over at vinde en sag eller tjene penge.
Der er da også en del advokater, som igennem tiden har modtaget Nobels Fredspris, understreger Berit Reiss-Andersen.
- Der er mange advokater på listen over nobelprisvindere, blandt andre Nelson Mandela og Shirin Ebadi. Hver eneste advokat er en mulig platform for at ændre på skævheder i samfundet. Og nej, vi kan naturligvis ikke alle være aktivister. Men alle har en del af det fælles ansvar – og det er faktisk nødvendigt, at vi er bevidste om ansvaret. Vi må vise, at vi er anderledes end den traditionelle konsulent. Det er også grunden til, at advokatens kerneværdier som retssikkerhed, uafhængighed og integritet bør være en vigtig del af undervisningen på jurastudiet overalt i verden – ligesom der skal være en forståelse for værdierne på arbejdspladsen, og som et helt andet værdisæt end det, der handler om høje omsætningstal. Det lægger også et stort ansvar på os ældre advokater, der tager imod nyuddannede kolleger. Hvis du har en dårlig principal, bliver du sædvanligvis også selv en dårlig advokat. De særlige advokatetiske værdier er noget, der skal udvikles igennem kulturen på arbejdspladsen og overleveres fra generation til generation.
Et andet råd til unge advokater er at lære at tåle modstand.
- Som advokat er din rolle at være uenig med nogen. Derfor er det vigtigt, at du tåler modstand. Hvordan du skal tackle at leve med uenighed og modstand uden at gå helt ned over presset, er noget, du kan lære. Det er muligt at få skabt et mentalt beredskab. Det handler rigtig meget om at forstå, at spændingerne ikke handler om dig personligt, men at det ligger i jobbet. På den måde er det selvfølgelig et hårdt job at være advokat – men det hjælper at tage det med en stor portion humor. Man bliver nødt til at være god til at le, ellers overlever du det ikke, siger Berit Reiss-Andersen, der også selv finder energien i det kollegiale fællesskab.
- Der er stor konkurrence blandt de jurastuderende i dag – på en helt anden måde, end da jeg selv læste, og der stilles rigtig store krav, når du kommer ud og får job i en advokatvirksomhed. Men det er vigtigt også at bruge tid på det kollegiale, fordi du ganske enkelt får meget tilbage. Så min anbefaling er: Tag dig tid til at deltage i kollegialt arbejde. Det er på ingen måde spild af tid. 

Arbejdet for Nobelkomiteen
Det startede med en telefonopringning en helt almindelig aften og et tilbud, som fik hjertet til at hamre.
- Det kom helt bag på mig, og jeg fik fuldstændig hjertebanken, da jeg blev ringet op for at høre, om jeg ville være en del af Nobelkomiteen. Det var aldrig en mulighed, jeg havde tænkt på – og da slet ikke en position, man kan søge. Men det er klart, at her svarer man ja med det samme. 
Det er det norske Storting, der vælger de fem medlemmer af Nobelkomiteen. De strenge rammer for opgaven er udstukket i Alfred Nobels testamente, som han efterlod sig ved sin død i 1896. Arbejdet med udvælgelsen af årets prismodtager starter i februar hvert år og varer frem til, prisvinderen er valgt og annonceres tidligt i oktober.
- Vi arbejder ud fra princippet om, at alle fem medlemmer skal kunne støtte op om prismodtageren. Man kan have en stærk præference, men hvis ingen andre støtter kandidaten, må vi gå andre veje. Så det giver mange og grundige diskussioner, som dog ikke kan offentliggøres, så vi har ikke mulighed for at formidle, hvordan forhandlingerne er gået. Tavshedspligten er bestemt i testamentet, og skal beskytte vores uafhængighed. Når processen ikke er åben, værner vi os mod pres udefra.
- For mig er det både udfordrende, stimulerende og et stort ansvar at være en del af komiteen – blandt andet fordi jeg her arbejder sammen med en gruppe vældig begavede og krævende mennesker. Hvor meget tid, jeg bruger på det arbejde, er svært at svare på. Opgaverne flyder ind i hinanden – og nogle gange kan det være en dokumentar på tv, som sætter refleksioner i gang, så det handler mere om at implementere hele den verdenspolitiske situation i din tænkning. På den måde fylder Nobelkomiteen en stor del af mit liv – præcis som det at være advokat. Jeg kan ikke rigtig skille tingene fra hinanden. Sådan er mit liv.


Nobels Fredspris
Da den svenske forretningsmand Alfred Nobel døde i 1896, testamentet er fra 1895, efterlod han sig en af datidens største formuer i Europa. Gennem sit testamente bestemte han, at formuen på 31,5 millioner svenske kroner skulle placeres i en fond, og at den årlige rente skulle uddeles som en pris til den, der i det forløbne år havde gjort menneskeheden størst nytte.
Testamentet angav nærmere indenfor hvilke områder prisen skulle uddeles: fysik, kemi, medicin eller fysiologi, litteratur og fred.
Alfred Nobels testamente beskriver, hvordan der etableres en komité med fem personer udpeget af det norske Storting til at uddele fredsprisen, som anses for at være den mest prestigefyldte pris i verden.
De første priser blev uddelt i 1901, hvor fredsprisen blev delt mellem franskmanden Frédéric Passy og schweizeren Jean Henri Dunant.

Medlemmer af Nobelkomiteen
Formand, advokat Berit Reiss-Andersen, næstformand, professor i filosofi Henrik Syse, tidligere folketingsmedlem Inger-Marie Ytterhorn, politiker og nuværende generalsekretær for Europarådet, Thorbjørn Jagland samt cand. Phil. Tone Jørstad.

Berit Reiss-Andersen
Advokat, partner DLA Piper, formand for Nobelkomiteen. Har besiddet en række præstigefyldte poster. Hun leder den norske delegation for CCBE. Hun har været aktiv i IBA og var i 1997/98 statssekretær i Justisdepartementet. Berit Reiss-Andersen er 63 år, har en søn og to børnebørn. Ud over sit virke som advokat er hun medforfatter til to romaner og entusiastisk haveejer. 


Nobels Fredspris 2017
Ican, International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, blev oprettet i 2007 og er en koalition bestående af 468 civilsamfundsorganisationer i 101 lande. Prisen gives for Icans ”arbejde for at rette opmærksomheden mod de katastrofale humanitære konsekvenser ved enhver brug af atomvåben og for dens banebrydende indsats for at opnå et traktatbaseret forbud mod sådanne våben.”
318 var i år nomineret til Nobels Fredspris, heraf 215 enkeltpersoner og 103 organisationer. Navnene på de nominerede bliver holdt hemmeligt i 50 år. Sidste år gik prisen til Colombias præsident, Juan Manuel Santos, for hans »resolutte indsats for at gøre en ende på landets mere end 50 år lange borgerkrig« ved at indgå en fredsaftale med guerillabevægelsen Farc. Med prisen, som uddeles i december, følger syv mio. kr.