Advokaten 8 Velkommen til nye advokater

Print Print
24-10-2017

 

Den røde løber var rullet ud, og lurblæserne stod klar til at blæse de nye advokater velkommen, da Nationalmuseet traditionen tro var rammen om den festlige begivenhed, der markerer, at et hold nye advokater er blevet en del af advokatstanden.

Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Morten Holtum

Der var champagne i glassene og masser af mingling på Nationalmuseet, da Advokatsamfundet holdt årsfest for nye advokater i september.
Advokatrådets formand, Peter Fogh, bød de nyuddannede advokater velkommen til Advokatsamfundet og en stand, som er under konstant forandring – og har været det længe.
- Før i tiden lignede advokater stort set hinanden. De var privatpraktiserende – typisk med deres egen forretning. De kunne lidt af det hele: Selskabsret, arveret, strafferet, ejendomshandel, insolvensret og hvad de ellers blev spurgt til råds om. Den virkelighed er nu på alle måder helt anderledes. Det, der i dag karakteriserer advokathvervet, er de mange muligheder og den store mangfoldighed for os advokater, sagde Peter Fogh, der også appellerede til at holde den advokatetiske fane højt.
- Undgå de etiske gråzoner, som I utvivlsomt vil støde på i jeres karriere – det vil kun skade standen, hvis man hele tiden bevæger sig på grænsen af det etisk forsvarlige. Et dårligt eksempel smitter desværre af på os alle, sagde han.
Advokatrådets formand opfordrede samtidig de nye advokater til at engagere sig i arbejdet for advokatstandens uafhængighed og integritet.
- Det er noget, som ingen andre brancher kan matche. Det er vores brand. Engagér jer i standens arbejde for retssikkerhed og for at sikre et sundt retssamfund. Kort sagt – deltag i det kollegiale arbejde og vis interesse for samfundet i bredere forstand, for eksempel ved pro bono arbejde i advokatvagterne. Det er dette engagement, som på den lange bane sikrer, at vi har en respekteret advokatstand.
Også højesteretspræsident og tidligere advokat, Thomas Rørdam, havde i sin tale under middagen velmenende råd til de nye advokater.
- Prøv at involvere jer der, hvor retssikkerhed og retfærdighed indgår. Det kan godt være, at det ikke er fag, som har en stor plads på jurastudiet, og det betyder, at I selv må opsøge det, sagde Thomas Rørdam, der i sin egen karriere som advokat var drevet af at have noget at kæmpe for.
- Der ligger et godt drive i at blive forarget, hvis man oplever, at ens klient er blevet behandlet dårligt, sagde højesteretspræsidenten, der som tidligere forsvarsadvokat også havde fået spørgsmål om, hvordan man kan forsvare et menneske, som måske har begået en afskyelig forbrydelse.
- Det svarer til at spørge vagtlægen, om han behandler alle sygdomme. Kan man forestille sig, at han svarer: Nej, der er tre sygdomme, som jeg ikke tager mig af – hvis patienten har en af disse sygdomme, når jeg kommer ud, ja, så går jeg igen.
Festen sluttede med drinks, dans og mere mingling.