Advokaten 7 De glemte uskyldige

Print Print
26-09-2017

 

Selvom varetægtsfængslinger i isolation efter politisk ønske er nedbragt til et minimum, er mange af de indsatte stadig i praksis isolerede, påpeger to forskere i en ny bog.

Tekst: Sten Torup Kirstensen

Hver tredje indsatte er i lovens forstand slet ikke skyldig. Deres sager er endnu ikke afgjort ved en domstol. Selvom der er skruet meget ned for egentlige isolationsfængslinger under varetægt, er de indsatte ofte i praksis isolerede alligevel. Mange bliver rutinemæssigt underlagt skrappe restriktioner på besøg og brevveksling, og selv når de i princippet har adgang til at være sammen med andre fanger, mangler faciliteterne til, at de kan være det i praksis.
Som en konsekvens er der mange, der drager et lettelsens suk, selvom de bliver idømt fængselsstraf. Så er den værste usikkerhed elimineret, og de overgår til de betydelig bedre vilkår, der gælder for afsonere.
Det fremgår af et nyt forskningsprojekt, der er gennemført af forskerne Peter Scharff Smith og Janne Jakobsen. De to forskere præsenterer deres forskning i bogen ‘Varetægtsfængsling – Danmarks hårdeste straf?’
- Når vi taler med de indsatte, eller med personalet for den sags skyld, kan vi se, at varetægtsfængsling er et meget strengt indgreb – både for de indsatte og for deres familier. Det er kendetegnet ved stress og savn, og international forskning viser for eksempel, at uforholdsmæssigt mange selvmord finder sted i løbet af de første fjorten dage af en indespærring. Det rejser en diskussion om grundlæggende retsprincipper, for det er en absurditet, at vi straffer folk hårdere før end efter, at de er dømt. Jeg har svært ved at se, hvordan man skal udlægge det som respekt for uskyldsformodningen, at man administrerer sit retsvæsen på den måde. Skulle man bygge det op fra grunden i dag, tror jeg da heller ikke, at man ville ende med sådan et system, som vi har nu, siger Peter Scharff Smith, der er professor i kriminologi ved Oslo Universitet.
Det moderne fængselsvæsen kom til Danmark i midten af 1800-tallet, og det blev baseret på en tese om, at isolation var vejen frem. På den måde ville man sørge for, at fangerne ikke havde dårlig indflydelse på hinanden, og at hver enkelt tværtimod fik mulighed for at fordybe sig i moralske spørgsmål. I USA, hvor tesen kom fra, fandt man hurtigt ud af, at effekten var den stik modsatte, og at fangerne i isolation blev forråede eller sindssyge. I Danmark og Skandinavien gik vi helt bort fra isolation som det bærende princip under afsoning fra 1930.
Men for de varetægtsfængslede fortsatte det som hidtil, selvom den officielle årsag til isolationen nu var en anden – nemlig at de indsatte ikke skulle have mulighed for at undergrave efterforskningen. Om det så rent faktisk har en effekt i den henseende, der står bare nogenlunde mål med, hvor slem isolationen er, har ingen undersøgt, konstaterer Peter Scharff Smith. De varetægtsfængslede synes simpelthen at være glemt af dem, der træffer beslutninger om dem.
- Mens der løbende har været fokus på straffen til de dømte, har der groft sagt været stilhed omkring de varetægtsfængslede. Jeg tror, at en væsentlig årsag er, at de dømte er mere spændende, både i forskningsmæssig og politisk henseende. Men det er slående, at der tilsyneladende er langt mindre interesse for varetægtsfængslingerne. Man har for eksempel end ikke tal for, hvor mange uskyldige, der bliver varetægtsfængslet. Det er jo mildt sagt stærkt forbløffende, siger Peter Scharff Smith.

Skrabet statistisk dækning
Den manglende opfølgning gælder også det allermest basale spørgsmål – nemlig hvor mange der sidder og har siddet varetægtsfængslet. Går man blot nogle få år tilbage, kunne tallene fra henholdsvis Danmarks Statistik og Rigsadvokaten variere med flere tusinde. Denne skrabede statistiske dækning betød også, at forskningsprojektet blev mere omfattende end tiltænkt. De to forskere måtte selv i gang med at lave undersøgelser gennem spørgeskemaer til og samtaler med indsatte, pårørende og ansatte i fængselsvæsenet.
På den måde fandt forskerne ud af, at selvom antallet af formelle isolationsfængslinger er styrtdykket, så oplever cirka hver tredje stadig egentlig isolation – enten som en disciplinær foranstaltning, som såkaldt frivillig isolation for at beskytte sig selv mod voldelige medfanger eller af andre grunde. Hertil kommer de facto-isolationen i form af, at der er stærke restriktioner på besøg, brevveksling, telefoni og brug af internet, og at mulighederne for samvær med andre fanger er begrænsede eller lidet attraktive.
I Storbritannien, for eksempel, er det omvendt. Afsoningen er den hårde del, mens man prøver at tage hensyn til, at de varetægtsfængslede endnu ikke er idømt nogen straf. Forfatterne funderer i bogen over, om det er mentaliteten fra den omfattende velfærdsstat, der i Danmark legitimerer meget vidtgående indgreb i den enkelte borgers tilværelse, og som slår igennem på en ekstremt negativ måde, når det gælder varetægtsfængsling.
Peter Scharff Smith er dog forsigtigt optimistisk og tror på, at det vil være muligt at forbedre situationen.
- Gennem arbejdet med denne bog har det været bemærkelsesværdigt, hvor enige mange af de folk høj som lav – vi har talt med i Kriminalforsorgen, har været i mange af de synspunkter, vi fremhæver. På den måde føler jeg, der er gode muligheder for at ændre på tingene. Jeg har mindre fornemmelse af holdningen hos Politiet og hos Anklagemyndigheden. I forhold til politikerne må man nok konstatere, at det er en svær tid. Mange ting på dette område vil være op ad bakke lige nu. Men der er mange, også praktikere, der forsøger at lave reformarbejde, og der er for eksempel sket klare forbedringer i forhold til besøgsvilkår for indsattes børn. Så det kan lade sig gøre, slutter Peter Scharff Smith.



Varetægtsfængsling: Danmarks hårdeste straf?

af Peter Scharff Smith & Janne Jakobsen , Jurist og Økonomforbundets Forlag 2017

Bogen er skrevet på baggrund af en omfattende undersøgelse af forholdene for varetægtsfængslede i Danmark, og indeholder samtidig en diskussion af hele varetægtsregimet.
Et af bogens centrale spørgsmål er: Hvordan kan vi som retsstat tillade, at omkring en tredjedel af de indsatte i Kriminalforsorgen principielt set stadig bør regnes for uskyldige, men ikke desto mindre sidder under markant mere restriktive regler og forhold end de indsatte, som er dømt og afsoner en dom?
På baggrund af omfattende spørgeskemaundersøgelser og interviews med indsatte og ansatte i Kriminalforsorgen, baserer bogen sig på ny forskning om forholdene for varetægtsfængslede i Danmark.

 

Peter Scharff Smith
Professor. Department of Criminology and Sociology of Law, Oslo Universitet.