Advokaten 6 Én advokattitel – én faglig standard

Print Print
22-08-2017

 

Advokater er ikke ens. Men når det gælder kravene til den faglige standard, er der ikke forskel på, om en advokat er tilknyttet en advokatvirksomhed eller en anden type virksomhed. Også virksomhedsansatte advokater skal udvise en adfærd, der stemmer overens med god advokatskik. Det har Advokatnævnet slået fast i en række kendelser.

Af Hanne Christensen, chefkonsulent i Advokatnævnet

Advokatnævnet har slået fast, at en advokat i relation til en adfærdsklage vurderes efter samme standard, nemlig standarden om god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1, uanset om advokaten er ansat i en advokatvirksomhed eller i en virksomhed, der ikke udøver advokatvirksomhed. Det gælder for eksempel et pengeinstitut eller et forsikringsselskab. Sidstnævnte advokater omtales i artiklen som virksomhedsansatte advokater.
Den nævnte praksis gælder dog kun, hvis den virksomhedsansatte advokat over for omverdenen fremstår som advokat, hvilket forudsætter, at vedkommende har brugt sin advokattitel, for eksempel ved at underskrive sig som advokat eller ved i korrespondance at give udtryk for at være advokat. En advokat, der i forbindelse med sin virksomhed ikke giver udtryk for at være advokat, udøver ikke advokatvirksomhed, og vedkommende er allerede af den grund ikke omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 1.

Retsplejelovens sondring
Det fremgår af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer overens med god advokatskik. Af retsplejelovens § 126, stk. 4, fremgår det, at en advokat uden for sin advokatvirksomhed i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art ikke må udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat.
Retsplejelovens § 126, stk. 1, handler altså om den standard, som en advokat skal leve op til i forbindelse med sin advokatvirksomhed. Retsplejelovens § 126, stk. 4, handler derimod om den standard, som advokaten skal leve op til i andre sammenhænge, idet bestemmelsen dog kun regulerer ‘forretningsforhold’ og ‘andre forhold af økonomisk art’.
Standarden i § 126, stk. 1, der stiller krav om god advokatskik, er den strengeste. Efter § 126, stk. 4, skal advokaten derimod udvise en adfærd, der ikke er uværdig.

Virksomhedsansat advokat udøver også advokatvirksomhed
Retsplejelovens § 124, stk. 1, bestemmer, at det kun er tilladt at udøve advokatvirksomhed i enkeltmandsvirksomhed, i et fællesskab af advokater samt i advokatselskaber, der drives i aktie-, anparts- eller kommanditaktieselskabsform.
Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, hvilke virksomheder der kan udøve advokatvirksomhed, ligesom det fremgår, hvordan en advokatvirksomhed kan etableres. Det kan således udledes, at eksempelvis et forsikringsselskab – uanset etableringsform – ikke kan udøve advokatvirksomhed.
I Advokatnævnets afgørelser er det lagt til grund, at bestemmelsen derimod ikke regulerer spørgsmålet om, hvilke enkeltpersoner der kan udøve advokatvirksomhed, og bestemmelsen udelukker efter nævnets opfattelse ikke, at en virksomhedsansat advokat personligt kan udøve advokatvirksomhed, selvom den virksomhed, hvor den pågældende er ansat, ikke kan udøve advokatvirksomhed.
En virksomhedsansat advokat kan således udøve advokatvirksomhed i den forstand, at den pågældende kan være advokat for den virksomhed, hvor vedkommende er ansat. Advokaten kan altså lovligt repræsentere denne virksomhed og kan i den forbindelse over for omverdenen optræde som advokat.
Når den virksomhedsansatte advokat optræder som advokat, er vedkommende som nævnt efter Advokatnævnets praksis omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 1. Dette fører da også til det rimelige resultat, at kravene til den virksomhedsansatte advokat svarer til de krav, der ville blive stillet til en advokat, som virksomheden havde antaget eksternt.
Den virksomhedsansatte advokat har som noget særligt kun én klient – nemlig virksomheden. Dette kan give anledning til særlige problemstillinger, fordi advokaten i sagens natur vil have et afhængighedsforhold til sin ‘klient’, som adskiller sig fra, hvad en advokat normalt vil opleve i forhold til sin klient. De problemstillinger, som er forbundet med denne særlige situation, kan imidlertid som udgangspunkt ikke have betydning for advokatens forpligtelser i relation til overholdelse af god advokatskik, idet disse forpligtelser må gå forud for for eksempel modsatrettede instrukser fra en arbejdsgiver. Sag nr. 2015-391, der omtales nedenfor, vedrører denne problemstilling.
Den virksomhedsansatte advokat kan ikke repræsentere for eksempel virksomhedens kunder, idet der så vil være tale om, at en ikke-advokatvirksomhed udøver advokatvirksomhed, og en bankansat advokat vil derfor ikke kunne påtage sig at føre en sag for en bankkunde – heller ikke selvom banken også måtte være involveret i sagen. En sådan repræsentation ville være i strid med retsplejelovens § 124, stk. 1, hvilket dog ikke ændrer på, at advokaten også i relation til den ulovlige repræsentation må vurderes efter retsplejelovens § 126, stk. 1.
Herudover vil selve advokatens medvirken til overtrædelsen af retsplejelovens § 124, stk. 1, i sig selv kunne udgøre en tilsidesættelse af god advokatskik. Advokatnævnet har således senest i sag nr. 2017-644 ved kendelse af 24. maj 2017 pålagt en advokat ansat i en ejendomsmæglervirksomhed en bøde på 10.000 kroner for i en retssag at repræsentere et rådgivende ingeniørfirma. Advokatnævnet tillagde det ikke betydning, at ejeren af ejendomsmæglervirksomheden også havde bestemmende indflydelse over ingeniørfirmaet, idet advokaten alene var ansat i ejendomsmæglervirksomheden.  

Nævnskendelser om virksomhedsansatte advokater
I sag nr. 2015-2550 havde en advokat ansat i en bank klaget over en advokat i en advokatvirksomhed, og sidstnævnte modklagede over den bankansatte advokat. Advokatnævnet fandt ved kendelse af 16. december 2015, at den bankansatte advokat i relation til modklagen skulle vurderes efter retsplejelovens § 126, stk. 1, og den bankansatte advokat fandtes ikke at have tilsidesat god advokatskik, hvorfor han blev frifundet.
Sag nr. 2015-391 omhandlede en klage over en advokat, der var ansat i et forsikringsselskab. Advokaten havde undladt at udbetale en erstatningssum i henhold til en landsretsdom, og han gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at han blot havde viderebragt selskabets opfattelse af sagen til skadelidtes advokat, mens han ikke selv havde medvirket til, at dommen ikke blev opfyldt. Af nævnets kendelse af 27. januar 2016 fremgik blandt andet følgende:

“[Indklagede] har under sagen ageret som advokat for [forsikringsselskab], hvor han var virksomhedsansat advokat, og han er omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 1, om god advokatskik. Dette gælder også i det omfang [indklagede] viderebragte og agerede i henhold til beslutninger truffet af andre tilknyttet [forsikringsselskab].

  6 medlemmer udtaler:
Disse medlemmer finder, at [indklagede] ikke var berettiget til på [forsikringsselskabets] vegne at undlade at foretage betaling i henhold til Østre Landsrets dom af [dato], og [indklagede] har på den baggrund tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Disse medlemmer lægger i den forbindelse vægt på, at hverken afgørelsen om tredjeinstansbevilling eller beslutningen om at indbringe sagen for Højesteret uden videre havde opsættende virkning i forhold til betaling af domsbeløbet.

1 medlem udtaler:
Dette medlem finder, at det ikke er godtgjort, at [indklagede] har rådet direktionen for [forsikringsselskabet] til ikke at foretage betaling eller har truffet selvstændig beslutning herom, og at det på den baggrund ikke er godtgjort, at [indklagede] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Dette medlem stemmer derfor for at frifinde [indklagede]. ”

Advokaten blev på baggrund af flertallets votering pålagt en bøde på 10.000 kroner.
Københavns Byret har ved dom af 12. januar 2017 stadfæstet Advokatnævnets kendelse i sagen.  
Indklagede gav i forbindelse med retssagen udtryk for at være enig i, at han var omfattet af samme standarder som advokater i advokatvirksomheder. Indklagede anførte imidlertid, at nævnets kendelse var udtryk for, at indklagede var blevet vurderet efter en særlig streng standard, idet der var tale om, at han på vegne af sin klient havde forfulgt et synspunkt uden direkte at have rådgivet herom, hvilket var blevet anset som en tilsidesættelse af god advokatskik.

Af dommen fremgår blandt andet følgende:

“[Indklagede] er som ansat advokat underlagt de advokatetiske regler.
Retten finder, at [indklagede] ved under de anførte omstændigheder at viderebringe virksomhedens beslutning om at undlade betaling har handlet i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Retten lægger herved vægt på, at anke til Højesteret ikke umiddelbart medfører opsættende virkning. Der forelå endvidere en eksigibel ankedom og en kendelse fra fogedretten om, at dommen skulle fuldbyrdes, hvilket tillige var stadfæstet af landsretten. Der forelå derfor en klar forpligtelse for [forsikringsselskabet] til at betale domsbeløbet. Den omstændighed, at [indklagede] var ansat advokat i en virksomhed og viderebragte virksomhedens beslutning kan ikke føre til et andet resultat.
Med hensyn til sanktion bemærkes, at bøden, der er fastsat til 10.000 kroner, er normalbøden, hvor der hverken er formildende eller skærpende omstændigheder.”

Procesbevillingsnævnet har meddelt indklagede i 2015-391 anketilladelse.

Sag nr. 2016-484 vedrørte en klage over en tidligere advokat, der dengang var ansat i et forsikringsselskab. Advokatnævnet anså ved kendelse af 31. august 2016 indklagede for omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 1. Advokatnævnet fandt, at indklagede ikke havde tilsidesat god advokatskik, hvorfor indklagede blev frifundet.

Særlige grupper af virksomhedsansatte advokater
En særlig gruppe af virksomhedsansatte advokater er advokater ansat i fagforeninger og forskellige interesseorganisationer. For disse advokater har der historisk været åbnet op for, at de kan bistå et medlem inden for foreningens interesseområde. Det er i den forbindelse en betingelse, at bistanden ikke er erhvervsmæssig, og at der ikke udover det almindelige kontingent kræves betaling fra medlemmerne for bistanden. Adgangen til at føre retssager for andre er for foreningsadvokaterne skrevet ind i retsplejelovens § 124, stk. 3.
En virksomhedsansat advokat i eksempelvis en fagforening, der på den baggrund lovligt repræsenterer en anden end virksomheden, hvor advokaten er ansat, vil efter nævnets opfattelse som udgangspunkt også være omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 1. *
I sag nr. 2015-4243 var der klaget over en advokat ansat i en fagforening, som på vegne af et medlem af fagforeningen førte en retssag mod et firma, der var ejet af og repræsenteret ved en advokat. Advokatnævnet lagde ved kendelse af 30. januar 2017 til grund, at den virksomhedsansatte advokat var omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 1. Indklagede fandtes ikke at have tilsidesat god advokatskik, hvorfor indklagede blev frifundet.
En anden særlig gruppe af virksomhedsansatte advokater, som Advokatnævnet har taget stilling til i klagesagerne, er advokater ansat i Advokatsamfundet.
I sag nr. 2015-4740 var der klaget over en advokat ansat i Advokatrådets sekretariat. Klagen vedrørte advokatens udøvelse af tilsynsvirksomhed med advokater. Advokatnævnet afsagde kendelse 27. april 2016, hvoraf følgende blandt andet fremgår:

“Bestemmelsen om god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1, finder alene anvendelse på advokater i forbindelse med udøvelsen af advokatvirksomhed.
Hvorvidt en advokats udførelse af en opgave er omfattet af begrebet advokatvirksomhed må efter praksis bedømmes ud fra en samlet vurdering af opgavens art og indsatsens fremtræden.  I visse tilfælde – herunder i forbindelse med varetagelse af opgaver for Advokatrådet – vil opgavens art i sig selv udelukke, at der er tale om advokatvirksomhed.
[Indklagede] har i sit arbejde med sagen varetaget sekretariatsfunktionen for Advokatrådet i forbindelse med den opgave, som rådet efter retsplejelovens regler har med at føre tilsyn med advokater.  

[...]

På den baggrund er det Advokatnævnets opfattelse, at [indklagedes] adfærd skal vurderes i forhold til retsplejelovens § 126, stk. 4.”

Nævnet fandt, at indklagede ikke havde optrådt uværdigt, hvorfor indklagede blev frifundet.
Sagen illustrerer, at vurderingen af den virksomhedsansatte advokat efter retsplejelovens § 126, stk. 1, kun er et udgangspunkt. Den virksomhedsansatte advokat vil – som advokater ansat i en advokatvirksomhed – kunne være omfattet af retsplejelovens § 126, stk. 4, hvis den adfærd, der skal bedømmes, konkret ikke kan betegnes som advokatvirksomhed.

Hanne Christensen
Chefkonsulent i Advokatnævnet sekretariat.