Advokaten 5 En diskussion om at være en god advokat

Print Print
20-06-2017


Som 32-årig rykkede Anders Quistgaard sig selv og familien fra hovedstaden til Odense, hvor han startede sit eget advokatkontor. Bedre balance mellem arbejde og fritid og lysten til at bestemme mere selv var drivkræfterne. Men der er alligevel blevet tid til at være med i Advokatnævnet.

Tekst: Kirsten Weiss
Foto: Morten Holtum

Jeg har ikke noget problem med autoriteter. Men jeg ville gerne stå alene og bestemme mere selv, så derfor besluttede jeg sammen med min familie at flytte fra København til Odense og starte mit eget kontor. Der var da en hel del: “Hvad f… vil I til provinsen for?”, men vi har lyst til at leve et liv med plads til andet end arbejde, og jeg havde vanskeligt ved at acceptere den mentalitet, jeg mødte på mange kontorer, hvor man ikke mener, man både kan løse sine sager og hente børn kl. 16. For mig at se er det en no brainer at arbejde på den måde. Jeg arbejder meget. Men i provinsen arbejder vi i et lidt andet gear. Alting skal ikke være færdigt i morgen tidlig.

I starten var jeg lidt på Herrens mark. For hvordan skaffer man egentlig kunder? Jeg satte mig ikke ned og lavede Excel-ark. Jeg overlod også lokaleindretning og markedsføring til andre med det samme. Og så gik jeg bare i gang. For mig er det ret simpelt: Som selvstændig får du ikke kunder ved at stirre ud ad vinduet. Jeg gik ud og snakkede med folk, og jeg blev lynhurtigt ramt af en meget positiv bølge. Folk syntes, det var fedt, at jeg var 32 år og var startet for mig selv, og ret hurtigt kom den der: “Anders, han er en god fyr, ham kan du godt ringe til”. Det åbnede døre, og i dag lever jeg af en fornuftig kundebase.

De positive historier hjalp godt på vej, men at drive en forretning har været udpræget learning by doing.  I starten blev jeg mange gange mødt med den der: “Nå, men hvor mange er I så på dit kontor?” Så må man jo bare sige det, som det er. At man er sig selv, en telefon og et skrivebord. Der er da helt sikkert dem, der har tænkt, at det nok var for meget at satse på så lille et kontor. Og jeg havde mange overvejelser om, hvordan jeg skulle præsentere kontoret på min hjemmeside.  Jeg havde ikke lyst til at oversælge det, for det er jo mig, ikke vi. Eller sådan var det i hvert fald. 

I begyndelsen havde jeg ingen sekretær, men en dag kom der pludselig en studerende op og sagde: “Har du ikke brug for noget hjælp?” Og jo, det havde jeg, så hun blev ansat på stedet, og i dag er vi seks på kontoret. Jeg går meget op i, at vi behandler hinanden og vores kunder ordentligt. Det skal være rart at være på det her kontor, og der skal være en god balance for alle. For to måneder siden ansatte jeg en fuldmægtig, og jeg har ingen intentioner om at smadre hans privatliv. Men vi sidder altså ikke bare og spiser kage!

For mig er ordentlighed fundamental. En aftale er en aftale, og som advokat handler det for mig om at stå ved sit ord og gøre en ære ud af at udføre et godt og solidt stykke arbejde på fornuftige vilkår. Lad os bare kalde det en blanding af de gode gamle dyder og almindelig sund fornuft. Jeg har intet problem med mine honorarers størrelse, men jeg afstemmer forventningerne med kunderne. Det nemmeste i verden er jo at oprette en sag, og nogle synes også, det er megatræls, at vi skal tale om det kedelige, altså penge, fra starten, men for mig er det vigtigt. Så murermester Hansen ikke pludselig får en regning, han slet ikke kan forstå.

Før var advokaternes yppigste vare viden. I dag kan du højst sandsynligt google dit spørgsmål og få en del brugbar viden uden at gå rundt om en advokat. Folk forholder sig mere kritisk. Service og ordentlighed er blevet parametre, og jeg stiller store krav til åbenhed om det, vi foretager os på kontoret. Jeg bryder mig ikke om, at folk ikke er tilfredse, og som advokat er der jo den der dobbelthed: Ja, jeg hjælper folk. Men bagefter sender jeg dig en regning på 20.000 kroner.

Jeg er lige blevet valgt ind i Advokatnævnet, efter en tid som suppleant. Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er kø for at komme ind i nævnet, for møderne i nævnet er en mulighed for hele tiden at diskutere, hvad en god advokat er. Måske er det, fordi man ikke kan overskue tiden, eller fordi man ikke får nogen betaling for møderne overhovedet? Jeg skal bruge en dag om måneden på det, plus hvad der kan opstå undervejs, men i min hektiske hverdag savner jeg de gode diskussioner, som rykker os. Meget af vores liv går op i tid og penge, men jeg kan godt lide at møde andre mennesker og drøfte, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg er ikke nogen regelrytter, men det forpligter at være advokat, og vi har en forpligtelse til at overholde regler og informere ordentligt om vores arbejde. Advokater kan, som alle andre mennesker, begå fejl, men for mig hopper kæden af, når man bryder reglerne. Jeg ved godt, at nogen synes, “det er flot, I kan sidde der i nævnet og være kloge på bagkant”, men for mig handler det om hele tiden at forholde mig til det at være advokat. Og til at andre mennesker kan have andre synspunkter på tingene end jeg.

Jeg har læst indstillingen til en sag og har en holdning, når komme jeg til møderne i nævnet. Men indimellem flytter min holdning sig, når jeg har hørt de andres synspunkter. For mig er det spændende hele tiden at få rykket på min oplevelse af, hvad jeg selv ser som godt advokatarbejde. Jeg kan godt lide en god diskussion.

Anders Quistgaard
Advokat (L) og ejer af Quistgaard Advokatfirma i Odense. Uddannet fra SDU og ekstern lektor dér i skilsmisseret. Tidligere ansættelser i advokatvirksomhederne Tverskov & Partnere, Nordia, a4, Moalem Weitemeyer Bendtsen samt Lett. Født og opvokset på Sydsjælland, tidligere bosat i København, men valgte at flytte til Odense og starte eget firma. 35 år, gift, far til to og fast boligklummeskribent på Fyens Stiftstidende

UNG ADVOKAT
Advokaten sætter i de kommende numre fokus på unge advokater med en række interviews. Advokaterne fortæller blandt andet om, hvorfor de har valgt deres speciale, hvad der optager dem lige nu, hvad der driver dem, og hvordan de forholder sig til retssikkerhed.