Advokaten 4 Advokatnævnets praksis i sager om omkostningsgodtgørelse

Print Print
27-04-2017

 

Advokatnævnet har behandlet en række sager vedrørende advokaters salærer i forbindelse med skattesager. Sagerne er indbragt for Advokatnævnet af SKAT. I vurderingen af sagerne har Advokatnævnet anvendt de gængse parametre i forhold til, hvornår et salær kan anses for rimeligt.

Af Mette Green van de Ven, sekretariatschef i Advokatnævnets sekretariat

Hvis SKAT har imødekommet en ansøgning om omkostningsgodtgørelse i forbindelse med en advokats førelse af en skattesag for en klient, har Advokatnævnet kompetence til at behandle klager fra SKAT over det opkrævede salær.
Advokatnævnet anvender de gængse salærparametre ved vurderingen af, om det opkrævede salær kan anses for at være rimeligt, jf. den såkaldt ‘lille generalklausul’ i retsplejelovens § 126, stk. 2.
Det opkrævede salær skal således ses i forhold til blandt andet sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af det arbejde, advokaten har udført, og det med sagen forbundne ansvar.
Advokatnævnets praksis vedrørende kravene til prisoplysning, udgifter til porto & kopi og til sekretærbistand med videre indgår tillige i Advokatnævnets vurdering og afgørelse.
Nedenfor følger en række eksempler fra Advokatnævnets praksis.

Salær på 210.000 kroner godkendt
Ved kendelse af 28. januar 2016 (2015-3211) godkendte Advokatnævnet et salær på 210.000 kroner, der vedrørte en borgers (B) ret til fuld omkostningsgodtgørelse. Sagen vedrørte oprindelig en avance ansat til 3.250.000 kroner ved salg af to ejendomme, der blev anset som indvundet som led i næring. En afgørelse fra SKAT blev påklaget til Landsskatteretten, der stadfæstede SKATs afgørelse, idet Landsskatteretten samtidig anmodede SKAT om at foretage en nærmere talmæssig opgørelse af ejendomsavancen. SKAT nedsatte ejendomsavancen til 1.517.479 kroner, og Landsskatteretten tilbagebetalte herefter klageafgiften, idet man anså B for at have fået delvist medhold i sin klage. Landsskatterettens afgørelse blev indbragt for retten, der 4. marts 2013 frifandt Skatteministeriet, hvilket blev stadfæstet af landsretten den 19. februar 2014.
Der blev herefter søgt om omkostningsgodtgørelse på 100 procent, idet der blev henvist til, at sagen beløbsmæssigt var vundet med mere end 50 procent. SKAT henviste til, at Landsskatteretten ikke havde givet B medhold i sagen, og imødekom ansøgningen med 50 procent af det ansøgte beløb. Skatteankestyrelsen stadfæstede SKATs omkostningsafgørelse, hvorefter advokat A, der repræsenterede B, stævnede Skatteministeriet med påstand om, at denne skulle tilpligtes at anerkende, at B var berettiget til 100 procent omkostningsgodtgørelse. Det blev gjort gældende, at B i overvejende grad havde vundet sin sag og derefter var berettiget til 100 procent omkostningsgodtgørelse. Ved dom af 25. februar 2015 blev Skatteministeriet frifundet, idet byretten blandt andet lagde vægt på, at B ikke kunne anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i Landsskatteretten, ligesom SKATs efterfølgende nedsættelse af avancen ikke kunne føre til et andet resultat.
Advokat A søgte herefter om omkostningsgodtgørelse på 50 procent omfattende blandt andet et salær på 210.000 kroner inklusive moms, hvilket SKAT imødekom med forbehold for eventuel tilbagesøgning. SKAT indbragte herefter sagen for Advokatnævnet. Advokatnævnet lagde til grund, at der alene var klaget over det salær, som vedrørte advokat As bistand til retssagen om omkostningsgodtgørelse. Advokatnævnet udtalte herefter: “Advokatnævnet finder henset til sagens karakter, herunder det forhold, at sagens overordnede problemstilling i hvert fald i et vist omfang må antages at have principiel karakter, at det af advokat A registrerede timeforbrug må anses for berettiget. På den baggrund og under hensyn til, at der mellem parterne er enighed om, at advokat A må betragtes som specialist på skatteområdet, findes det samlede salær på 210.000 kroner inklusive moms ikke at være urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2.” Advokatnævnet godkendte herefter salæret.  

Salær nedsat til 450.000 kroner
Ved kendelse af 29. november 2016 (2016-1683) nedsatte Advokatnævnet et salær på 561.812,50 kroner til 450.000 kroner inklusive moms. En borger (B) havde tabt en sag om skatteansættelse for et indkomstår ved kommunen, Skatteankenævnet og senest ved Landsskatteretten. Advokat A indbragte sagen for byretten, der ved dom af 26. november 2012 gav B medhold i, at Skatteministeriet skulle anerkende, at der skulle ske fuld lempelse af indkomst for det pågældende indkomstår, i det omfang der ikke allerede var sket lempelse efter den dansk/hollandske dobbeltbeskatningsoverenskomst. SKAT udbetalte 100 procent omkostningsgodtgørelse for byretssagen.
Skatteministeriet ankede byrettens dom til landsretten. Under sagen ved landsretten blev der af advokat A rejst spørgsmål om, hvorvidt B havde skattemæssigt hjemsted i Tyskland. Landsretten tog ikke en anmodning om udskillelse af dette spørgsmål til følge. Skatteministeriet protesterede mod indhentelse af dokumentation, idet det ikke blev bestridt, at Tyskland havde hjemmel til at beskatte fysiske personer med bopæl i Tyskland. Derimod bestred ministeriet, at B havde bopæl i Tyskland i det pågældende indkomstår. Landsretten tillod ved kendelse af 30. juni 2014 ikke, at der blev stillet spørgsmål til en tysk professor i skatteret. Hovedforhandlingen blev omberammet fra 18. februar 2015 til 1. juli 2015 på grund af sygdom. Ved landsrettens dom af 26. august 2015 blev SKAT frifundet, idet Skatteministeriet dog anerkendte, at Bs indkomst for det pågældende indkomstår blev hjemvist til fornyet behandling ved SKAT.
Advokat A anmodede på vegne af B om 100 procent omkostningsgodtgørelse af i alt 561.812,50 kroner inklusive moms. Af fremlagt time-/sagsregnskab fremgik, at der var registreret 123,25 timer i forbindelse med ankesagen ved landsretten. SKAT imødekom ansøgningen med forbehold om tilbagesøgning.
Advokatnævnet konstaterede i sin kendelse om salæret indledningsvis, at der ikke var givet behørige prisoplysninger til B, idet salæret i de skriftlige prisoplysninger var angivet uden moms, hvorfor bevisbyrden for salærets rimelighed påhvilede advokat A. Advokatnævnet konstaterede endvidere, at parterne var enige om, at sagen var af principiel karakter, og at advokat A måtte betragtes som specialist på skatteområdet. Herudover blev det konstateret, at advokat A havde beregnet sig et salær til en timetakst, der oversteg den timetakst, som advokaten havde angivet i de skriftlige prisoplysninger.
Advokatnævnet udtalte herefter: “Advokatnævnet finder, at advokat A i forbindelse med ankesagen ikke har rejst unødige processuelle problemstillinger mv., og at ankesagens kompleksitet berettiger til et betydeligt tidsforbrug, dog ikke i det omfang, som fremgår af time-/sagsregnskabet, og dermed dannede grundlag for salæropkrævningen. Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at advokat A repræsenterede B i forbindelse med byretssagen og herved har fået indgående kendskab til sagen, og på det oplyste om tidsforbruget til fx udarbejdelse af påstandsdokument, og at en del af arbejdet med forberedelse af hovedforhandlingen berammet til 18. februar 2015 også var relevant i forbindelse med forberedelsen af hovedforhandlingen 1. juli 2015.” På den baggrund fandt nævnet, at det ikke var godtgjort, at salæret på 561.812,50 kroner inklusive moms var rimeligt, og nævnet nedsatte skønsmæssigt det samlede salær til 450.000 kroner inklusive moms.

Salær på 276.031,25 kroner bortfaldt
Ved kendelse af 30. januar 2017 (2016-2511) lod Advokatnævnet et salær på 276.031,25 kroner bortfalde. Sagen vedrørte oprindelig spørgsmålet om momsfradrag på 436.250 kroner for syv fakturaer fra 2008-2009. Advokat A repræsenterede en virksomhed (V) i forbindelse med skattesagen ved byretten, hvor V angiveligt ikke fik medhold. Der blev modtaget omkostningsgodtgørelse for sagens førelse ved byretten. Advokat A havde ikke møderet for landsretten. Advokat A bistod fortsat V, og V indgav i eget navn på advokat As kontors brevpapir ankestævning og efterfølgende ankereplik til landsretten. V blev efterfølgende repræsenteret af advokat B. Advokat A har oplyst, at hun ydede bistand til ankesagen i en periode på cirka 1 år og 5 måneder. Af fremlagt time-/sagsregnskab fremgår, at der var registreret et tidsforbrug på 91 timer og 15 minutter i perioden 9. april 2014 til 7. september 2015.
Ved faktura af 7. september 2015 opkrævede advokat A salær med 276.031,25 kroner eksklusive moms. Af beskrivelsen af arbejde fremgik blandt andet: “Honorar assistance fradragsret for negativ moms for 2008 og 2009, herunder oprettelse og journalisering af sagen; gennemgang af sagens juridiske og faktiske grundlag bestående af en ikke ubetydelig mængde bilag; gennemgang af [byrettens] dom; gennemgang af kendelse fra Landsskatteret og skatteankenævn; gennemgang af diverse dokumenter og bilag mv.; diverse mails, telefoniske drøftelser og møder med klient, gennemgang af litteratur, domme og afgørelser mv.; gennemgang af fællesretlig litteratur og afgørelser fra EU-Domstolen; udarbejdelse af udkast til ankestævning; yderligere telefoniske drøftelser og møder med klient, færdiggørelse og afsendelse af ankestævning, diverse telefoniske drøftelser og korrespondance med [landsretten]; diverse korrespondance med Kammeradvokaten, yderligere telefoniske drøftelser og korrespondance med [landsretten]; modtagelse af og gennemgang af svarskrift, fornyet gennemgang af praksis og litteratur; diverse telefoniske drøftelser og korrespondance med [landsretten]; udarbejdelse af udkast til ankereplik; diverse telefoniske drøftelser, mails og møde med klient om yderligere bevismateriale; modtagelse af og gennemgang af yderligere bevismateriale i form af flere Excel ark med angivelse af leverede rengøringsydelser; færdiggørelse af ankereplik på 20 sider med bilag 1-34 til [landsretten] og Kammeradvokat; flere telefoniske drøftelser med klient; forberedelse til deltagelse i telefonisk retsmøde; gennemførelse af telefonisk retsmøde; modtagelser af retsbog vedrørende krav om indlevering af revideret ankereplik; udarbejdelse af tidsplan og forhandling med Kammeradvokat vedrørende tidsplan; fremsendelse af tidsplan til [landsretten]; udarbejdelse af udkast til revideret ankereplik (ankeprocesskrift 1) på 5 sider med bilag 35; færdiggørelse af ankereplik (ankeprocesskrift 1) med bilag 35; fremsendelse af ankereplik (ankeprocesskrift 1) til [landsretten] og Kammeradvokat; afvikling af yderligere telefonisk retsmøde; modtagelse af retsbogsudskrift; yderligere drøftelser og møder med klient; modtagelse af duplik; diverse møder og telefoniske drøftelser med klient vedrørende procesovervejelser mv.; gennemgang af dom fra Højesteret, herunder udstrækningen af advokatpålæg; gennemgang af litteratur og praksis […]”
SKAT imødekom en ansøgning om godtgørelse af 50 procent heraf, blandt andet med forbehold om tilbagebetaling. SKAT indbragte herefter sagen for Advokatnævnet, der udtalte: “Advokatnævnet finder, at advokat As bistand og håndtering i forbindelse med ankesagen reelt har været uden værdi for klienten. Nævnet har herunder lagt vægt på oplysninger i time-/sagsregnskabet og beskrivelsen i fakturaen af det udførte arbejde”. På den baggrund fandt Advokatnævnet, at det opkrævede salær ikke var rimeligt, og Advokatnævnet lod det derfor bortfalde.  

Salærer nedsat til i alt 825.000 kroner
Ved kendelser af 28. februar 2017 (2016-2547 m.fl.) tog Advokatnævnet stilling til rimeligheden af salærer opkrævet af advokatfirma F i 33 sager på i alt cirka 3,2 millioner kroner inklusive moms. Der var tale om, at en række personer havde optaget lån hos nogle finansieringsselskaber og i den forbindelse havde indberettet ikke ubetydelige renteudgifter til SKAT. SKAT vurderede, at lånene var uden økonomisk realitet og udelukkende var oprettet for at opnå rentefradrag.
Advokat A fra advokatfirma F bistod i alle 33 sager, hvor blandt andet Landsskatteretten stadfæstede SKAT‘s afgørelse om ikke at kunne godkende fradrag for renteudgifter. SKAT indbragte spørgsmålet om salærernes rimelighed for Advokatnævnet. Advokatnævnet nedsatte salæret til 25.000 kroner i sagerne, det vil sige en nedsættelse til i alt 825.000 kroner inklusive moms.
Advokatnævnet konstaterede i sine kendelser indledningsvis blandt andet, at der ikke var givet behørige prisoplysninger, hvorfor bevisbyrden for salærets rimelighed påhvilede advokatfirma F. Advokatnævnet udtalte herefter: “Særligt henset til omfanget af det med sagen forbundne arbejde, der efter det oplyste primært har bestået i rådgivning mv. frem til Landsskatterettens afgørelse, sagens relativt beskedne kompleksitet samt den omstændighed, at [Advokatfirma F] samtidig med nærværende sag har behandlet et

Et rimeligt salær
Vurderingen af rimeligheden af et salær i sager om omkostningsgodtgørelse er altid baseret på en konkret vurdering af omfanget af blandt andet det udførte arbejde, sagens kompleksitet og eventuelle principielle betydning, jf. de almindelige salærparametre. Desuden tillægges det vægt, om arbejdet er udført af en advokat med skattemæssig ekspertise, og det indgår tillige, om advokaten allerede har kendskab til sagen fra for eksempel en forudgående instans eller fra andre lignende sager i et kompleks.

Mette Green van de Ven
Sekretariatschef i Advokatnævnets sekretariat.