Advokaten 2 Markedsføringslov med ny struktur og opbygning

Print Print
26-02-2017

 

Et forslag til en ny markedsføringslov blev fremsat 12. oktober 2016, baseret på Markedsføringslovudvalgets anbefalinger. Den nye lov er karakteriseret ved en forenklet struktur og har til formål at under-støtte gode og ensartede forbrugerforhold i lyset af den teknologiske udvikling inden for kommerciel kommunikation samt at understøtte velfungerende markeder og effektiv konkurrence.

Af advokat Heidi Højmark Helveg, Horten Advokatpartnerselskab 

Baggrunden for den nye markedsføringslov skal i det store og hele findes i behovet for en opdatering af loven. Behovet skyldes først og fremmest, at den danske markedsføringsret efterhånden i høj grad er baseret på EU-retten, og at markedsføringsloven i det væsentlige er et resultat af implementering af otte forskellige direktiver, hvoraf UCP-direktivet er det mest omfattende. Den sidste store revision af loven fandt sted i 2005, og det er således mere end ti år siden, at der sidst er blevet set på loven med kritiske briller fra lovgivers side. Siden revisionen i 2005 er der sket en række lovændringer i forbindelse med implementeringen af nyere EU-regler, og disse drypvise ændringer har resulteret i en fragmenteret lov samt overlap mellem flere af lovens bestemmelser. Hertil kommer, at de senere indførte bestemmelser ikke er blevet integreret i lovens øvrige bestemmelser.
Europa-Kommissionen sendte desuden en åbningsskrivelse til Danmark, da vi efter Kommissionens opfattelse ikke havde implementeret en række bestemmelser i UCP-direktivet og direktivet om finansielle virksomheder korrekt. Endelig var behovet for at nedsætte Markedsføringslovudvalget begrundet med fremkomsten af nye markedsføringsformer som følge af den teknologiske udvikling, og det var derfor nødvendigt at få klarlagt, hvad virksomhederne må foretage sig i deres markedsføring, samt hvilke rettigheder forbrugerne har. Alle disse forhold førte som nævnt til, at erhvervs- og vækstministeren i 2014 nedsatte udvalget bestående af en række eksperter inden for markedsføringsjura med videre.

Markedsføringsloven i nye klæder
Allerede ved første øjekast viser væsentlige ændringer sig: Den kommende markedsføringslov har fået helt ny struktur og opbygning. Loven bliver bygget op om tematiske kapitler, hvilket skal gøre loven mere overskuelig og gennemskuelig. Til illustration implementerer lovens kapitel to om Handelspraksis over for forbrugerne UCP-direktivet, og kapitlet indeholder dermed forbrugerbeskyttelsesreglerne.
Der er tilstræbt en mere tekstnær implementering af direktiverne for at sikre, at EU-reglerne implementeres korrekt. Den tekstnære implementering ses blandt andet ved, at den nye lov anvender mange af de ord, som findes i direktiverne, og som vi nu skal vænne os til at anvende. Dette gælder blandt andet ‘handelspraksis’ i lovens § 4 om god erhvervsskik. Handelspraksis er det nye ord for markedsføring/reklame. Men der findes som bekendt ingen regel uden undtagelse – begrebet ‘erhvervsmæssig diligenspligt’ i UCP-direktivet var alligevel for spøjst til at kunne finde sin vej ind i den nye lov. I stedet valgte vi at foreslå det noget mere mundrette ‘god erhvervsskik’, som også fandt vej til lovforslaget.
For at sikre korrekt implementering af UCP-direktivet, er den gældende lovs § 3 om vildledende og utilbørlig markedsføring opdelt i flere selvstændige bestemmelser, således at direktivets struktur følges. Så i stedet for at samtlige regler om vildledning findes i én paragraf, er det nu delt op i § 5 om vildledende handlinger, § 6 om vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame, og § 7 om aggressiv handelspraksis.
Den gældende § 3 vedrører ikke alene B2C-forhold, men også B2B-forhold, og den implementerer derfor både UCP-direktivet og direktivet om sammenlignende og vildledende reklame, der regulerer det indbyrdes forhold mellem erhvervsdrivende. Grundet lovens nye struktur med kapitel 2, der alene vedrører forbrugere, er reglerne om B2B-forhold flyttet over i lovens øvrige kapitler.

Definitioner
Som noget nyt kommer loven til at indeholde en definitionsparagraf (§ 2) med den centrale begrebsterminologi. I den gældende lov er væsentlige definitioner integreret i lovens øvrige bestemmelser eller fremgår af bemærkningerne til loven (hvilket var et af kritikpunkterne fra EU-Kommissionen i forbindelse med åbningsskrivelsen). Alle definitionerne er en implementering af UCP-direktivet henholdsvis e-databeskyttelsesdirektivet, dog med undtagelse af § 2, nr. 13, om ‘gebyr’, der er en national regel, og som ikke gennemfører EU-regler.
§ 2 indeholder definitioner på i alt 15 begreber, herunder begrebet ‘god erhvervsskik’ i § 2, nr. 9. Herved forstås standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt.” Det er ikke et fast begreb, men en dynamisk standard, der kan variere fra branche til branche. Ordlyden følger som nævnt ikke UCP-direktivets begreb 'erhvervsmæssig diligenspligt', men det fremgår eksplicit af bestemmelsen, at begrebet svarer til direktivets terminologi.
En anden vigtig definition er definitionen af ‘samtykke’ i lovforslagets § 2, nr. 14, hvorved forstås enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse’. Bestemmelsen implementerer e-databeskyttelsesdirektivet og skal således forstås i overensstemmelse med persondatalovens § 3, nr. 8.

God markedsføringsskik eller god erhvervsskik?
Den ofte påberåbte bestemmelse i den gældende markedsføringslovs § 1 er en retlig standard, indeholdende to god-skik bestemmelser i henholdsvis stk. 1 og stk. 2. Efter generalklausulen i § 1, stk. 1, skal erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Bestemmelsen finder således anvendelse i forholdet mellem erhvervsdrivende, i forholdet mellem en erhvervsdrivende og en forbruger samt i forhold til markedsføring, der angår samfundsmæssige og almene hensyn. § 1, stk. 2, angiver, at markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske interesser, ikke må være egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd, og bestemmelsen implementerer UCP-direktivet. Om det er stk. 1 eller stk. 2, der skal påberåbes, beror på, hvorvidt det pågældende forhold er inden eller uden for UCP-direktivets anvendelsesområde, og det afgørende herfor er, hvorvidt beskyttelseshensynet bag det konkrete forhold tager sigte på at beskytte forbrugernes økonomiske interesser eller ej. Er dette tilfældet, skal man have fat i § 1, stk. 2. Uanset denne grænsedragning påberåbes bestemmelserne ofte i flæng.
Markedsføringslovudvalget ønskede at skabe større klarhed over retstilstanden i forhold til, hvorvidt den ene eller den anden god-skik bestemmelse fandt anvendelse. Lovens § 1 er derfor nu opdelt i to selvstændige bestemmelser: § 3 om god markedsføringsskik, som er gældende for forhold, der ikke er omfattet af UCP-direktivet, og § 4 om god erhvervsskik omhandlende forhold omfattet af direktivet. Der anvendes således to forskellige formuleringer, således at det fremhæves, at der er tale om to forskellige vurderinger.
Den foreslåede § 3 er ikke en implementering af et EU-direktiv, men derimod en national regel, der med få sproglige justeringer viderefører § 1, stk. 1. Bestemmelsen gør det klart, at erhvervsdrivende også skal udvise god skik uden for UCP-direktivets anvendelsesområde, det vil for eksempel sige i forhold til smag og anstændighed, aftaleretten samt i forholdet mellem erhvervsdrivende.
Efter den foreslåede § 4 skal en erhvervsdrivende i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik. Bestemmelsen gennemfører som nævnt UCP-direktivet og gælder kun i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Begrebet ‘handelspraksis’ har samme indhold som begrebet ‘markedsføring’ (som vi kender fra den gældende lov), og der er således alene tale om en sproglig tilpasning. Endelig er det værd at bemærke, at en overtrædelse af lovens §§ 5-7 altid vil være i strid med § 4, samt at en overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning som udgangspunkt også vil være i strid med bestemmelsen.
Man skal holde tungen lige i munden, når man skal afklare, hvorvidt det er generalklausulen i § 3, stk. 1, eller den i § 4 (og dermed hele kap. 2), man ønsker at påberåbe sig. For at mindske forvirringen omkring reglernes anvendelsesområde er der i § 3, stk. 3, indsat en bestemmelse, der dikterer, hvornår § 3, stk. 1, henholdsvis § 4, finder anvendelse. Såfremt den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske adfærd, er det § 4, der skal anvendes. Det følger herefter modsætningsvis, at § 3, stk. 1, skal anvendes, når forbrugerens økonomiske interesser ikke påvirkes. Endelig finder § 3, stk. 1, anvendelse ved siden af § 4, såfremt den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser og samtidig strider mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugerens økonomiske interesser som for eksempel hensyn til smag og anstændighed, eller hvis den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten. Et eksempel herpå kunne være en handelspraksis, der både indeholder en vildledende prisangivelse, og samtidig er udtryk for kønsdiskriminerende reklame (som henføres under ‘smag og anstændighed’).
Der kan således opstilles tre scenarier med hensyn til god-skik bestemmelserne: Enten finder § 3, stk. 1 eller § 4 selvstændigt anvendelse, ellers finder begge bestemmelser anvendelse ved siden af hinanden. Et godt råd er nok, at man læser §§ 3 og 4 igennem et par gange, inden man anvender dem.

Handelspraksis over for forbrugerne
Kapitel 2 om forbrugerbeskyttelse indledes med god erhvervsskik bestemmelsen i § 4. Herefter følger § 5 om vildledende handlinger, der er en delvis videreførelse af den del af den gældende lovs § 3, der regulerer vildledende handlinger.
I medfør af lovforslagets § 5 må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Bestemmelsens stk. 2 indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke elementer der skal tages i betragtning i vurderingen af, hvorvidt en given handelspraksis er vildledende. Det følger af listen, at vildledning blandt andet kan relatere sig til produktets art eller eksistens samt produktets væsentligste egenskaber.
Vildledende undtagelser er reguleret i § 6, hvorefter en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Det betyder, at den erhvervsdrivende skal give alle væsentlige oplysninger på en sådan måde, at forbrugeren har mulighed for på et reelt og veloplyst grundlag at bedømme produktet og de fordele, betingelser eller begrænsninger med videre, der måtte være knyttet til den pågældende handelspraksis.
Bestemmelsen indeholder også regler om købsopfordringer i stk. 2 og skjult reklame i stk. 4, som tidligere fandtes i lovens § 12a, henholdsvis § 4. Der er imidlertid foreslået en materiel ændring af retstilstanden for reglerne om skjult reklame. I dag er det en betingelse for, at der foreligger skjult reklame, at der er en aftale mellem den erhvervsdrivende, hvis produkt der reklameres for, og den person, der står for eksponeringen. Sender en virksomhed eksempelvis produkter til en blogger i håb om, at bloggeren vil anmelde produktet, vil § 4 om skjult reklame først være relevant, hvis der er en aftale om dette. Aftalen kan være stiltiende, og kravene er i det hele taget små, men der skal være en aftale.
Bestemmelsen om skjult reklame skal gennemføre en bestemmelse i UCP-direktivet, som ikke indeholder et tilsvarende krav om en sådan aftale mellem parterne, men blot kræver, at den kommercielle hensigt med en handelspraksis ikke udelades. Markedsføringslovudvalget blev derfor enige om dels at flytte bestemmelsen om skjult reklame, således at det bliver en del af bestemmelsen om vildledende udeladelser, dels at lade det fremgå af lovbemærkningerne, at en sådan aftale ikke er en forudsætning for, at bestemmelsen er overtrådt. Derfor er reglen i lovforslagets § 6, stk. 4, nu, at en erhvervsdrivende klart skal oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. Der vil dog under alle omstændigheder være kommerciel hensigt, hvis der foreligger en aftale. Er der ingen aftale, må forholdet bero på en konkret vurdering. I bloggereksemplet ovenfor vil virksomhederne skulle sikre sig, at den kommercielle hensigt med deres uddeling af gratis produkter til bloggere efter omstændighederne skulle fremgå af bloggerens anmeldelse.
Lovforslagets næste bestemmelse, § 7, omhandler aggressiv handelspraksis, og bestemmelsen skal videreføre den del af den gældende § 3, der regulerer aggressiv handelspraksis, der skader forbrugerens økonomiske interesser. I medfør af forslagets § 7 må en erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke benytte chikane, ulovlig tvang, vold, eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt. Bestemmelsen regulerer blandt andet situationer med aggressive salgsmetoder som for eksempel gentagne fremsendelser af produkter, som forbrugeren ikke har bestilt. Der skal foretages en konkret vurdering, der blandt andet tager hensyn til tidspunkt, sted, vedholdenhed, brug af truende sprog eller adfærd samt den erhvervsdrivendes udnyttelse af en konkret uheldig situation eller omstændighed, der indskrænker forbrugerens vurderingsevne, for eksempel at forbrugeren er følelsesmæssigt sårbar og er midt i en skilsmisse eller begravelsessituation.
Markedsføringslovudvalget drøftede, hvorvidt bestemmelsen var (delvis) overflødig, da anvendelse af ulovlig tvang og vold også er reguleret i straffelovens §§ 244-246 og 260. Et flertal i udvalget mente dog, at det var hensigtsmæssigt også at have en bestemmelse i markedsføringsloven for at gøre det fuldstændig klart, at det ikke er tilladt at anvende sådanne midler i markedsføringen. Sker dette alligevel, kan der straffes i sammenstød med markedsføringslovens § 7 og bestemmelserne i straffeloven.
En central bestemmelse i forbrugerkapitlet er § 8. Denne betinger en overtrædelse af §§ 4-7 af, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren. Bestemmelsen er i sin udformning ny og indebærer, at den pågældende handelspraksis skal forventes at kunne foranledige gennemsnitsforbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, som forbrugeren ellers ikke ville have truffet. Derfor bør man altid huske en henvisning til § 8, når man gør gældende, at §§ 4-7 er overtrådt.
Udvalget drøftede, hvorvidt der skulle stilles krav om en væsentlig forvridning eller en mærkbar forvridning af den økonomiske adfærd. UCP-direktivets krav om ‘væsentlig forvridning’ må forstås således, at der skal være tale om en påvirkning, der i givet fald vil kunne manifestere sig i praksis og er mærkbar, snarere end hvorvidt der er tale om en egentlig kvalificering af, hvor stor denne påvirkning kan være. Med henvisning hertil anbefalede mindretallet at anvende mærkbarhedskriteriet, mens flertallet ønskede at gøre det klart, at der kræves en høj grad af påvirkning.

Sortlisten
§ 9 er kapitel 2's sidste bestemmelse og omhandler den såkaldte sortliste fra UCP-direktivet.
Sortlisten oplister en række former for handelspraksis, der er ulovlige under alle omstændigheder og uden nærmere vurdering. Da UCP-direktivet er udtryk for totalharmonisering, må Danmark ikke gennemføre hverken lempeligere eller strengere regler på alle de punkter, der er oplistet i sortlisten (og direktivet i øvrigt, men det er sortlisten, der har voldt de største kvaler), og derfor har hver enkelt bestemmelse i den foreslåede lov været holdt op imod direktivet, herunder sortlisten. Dette er en af årsagerne til, at § 16 i den gældende lov (om skiltning med organiseret rabat) foreslås ophævet. Det samme er tilfældet for så vidt angår forbuddet mod indholdsløse garantier i den gældende lovs § 12 og vejledningspligten i § 7.
§ 9 skal erstatte den gældende lovs § 3, stk. 4, som er en hjemmelsbestemmelse til brug for erhvervs- og vækstministerens gennemførelse af sortlisten. Hjemlen er udnyttet ved udstedelse af bekendtgørelsen om urimelig markedsføring i forbrugerforhold.
Med den nye lov gøres sortlisten til et bilag til loven i stedet for at lade den fremgå af en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i loven. Bestemmelsen medfører ingen materielle ændringer i retstilstanden, men har dog den virkning, at sortlisten nu knyttes til selve loven som bilag i stedet for at være et bilag til en bekendtgørelse.
Ændringen skyldes et ønske om at øge synligheden af og kendskabet til sortlisten, og gør den mere tilgængelig, når den er lige ved hånden, og det ikke er nødvendigt at finde den pågældende bekendtgørelse frem.
I medfør af den foreslåede § 9 må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i lovens bilag 1, uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7.

Spam
Spamreglerne har de seneste år fået stor opmærksomhed både fra erhvervslivet og fra Forbrugerombudsmanden. Det er en effektiv form for markedsføring, reglerne er komplicerede, og der uddeles store bøder for overtrædelser.
Den gældende spambestemmelse foreslås på visse punkter videreført i den nye lovs § 10. Der foreslås imidlertid en ny undtagelsesbestemmelse i § 10, stk. 3, der indfører lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse forhold mellem erhvervsdrivende.
Udgangspunktet om spam er fortsat, at den erhvervsdrivende skal indhente samtykke, før der må rettes henvendelse ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring. I forholdet mellem erhvervsdrivende indeholder stk. 3 nu to undtagelser til samtykkekravet. Først og fremmest kan en erhvervsdrivende rette henvendelse til en bestemt person hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende. Der åbnes således op for muligheden for at sende elektronisk post til en bestemt person hos en anden erhvervsdrivende, for eksempel en ansat, et ledelsesmedlem eller en partner. Dette gælder alene for eksisterende kundeforhold, hvilket ifølge lovbemærkningerne betyder, at der skal have været et salg af et produkt mellem de erhvervsdrivende parter inden for det seneste år, og kunderelationen må ikke i mellemtiden være blevet opsagt. Det forekommer noget rigidt at sætte grænsen for et eksisterende kundeforhold ved ét år, idet der herved ikke tages hensyn til indkøbsmønstre i forskellige brancher.
For det andet foreslås en undtagelse i forhold, hvor der ikke er et eksisterende kundeforhold mellem de erhvervsdrivende. I sådanne tilfælde må en erhvervsdrivende rette henvendelse til en bestemt person hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring af egne produkter, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske adresse direkte fra modtageren i forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer. Den elektroniske adresse skal således være udvekslet mellem modtager og afsender i en erhvervsmæssig sammenhæng som på et møde, en messe, et kursus eller lignende.
Fælles for de to undtagelser er, at den pågældende markedsføring skal have relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion, samt at den erhvervsdrivende skal give modtageren klar og utvetydig mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere elektronisk markedsføring ved hver henvendelse. At det skal have relevans for modtagerens arbejdsfunktion betyder, at markedsføringen skal være tilpasset den enkelte modtager og ligge inden for den pågældende modtagers arbejdsområder i virksomheden. Som et eksempel kan nævnes, at der må sendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens it-sikkerhed til en ansat, der beskæftiger sig med it-sikkerhed.
Lovforslagets § 10, stk. 4, er ligeledes en nyskabelse og indeholder en række betingelser, der skal være opfyldt, når en erhvervsdrivende retter henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring.

Andre bestemmelser
Reguleringen af erhvervshemmeligheder vil fremadrettet kunne findes i lovens § 23 i stedet for § 19, og der er i øvrigt foretaget en sproglig opdatering. Der er ikke foreslået ændringer af retstilstanden, men kort før Markedsføringslovudvalget afsluttede sit arbejde, trådte direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder (2016/943 af 8. juni 2016) i kraft. Direktivet skal implementeres i dansk ret i sommeren 2018, men det vides endnu ikke, om implementeringen sker i markedsføringsloven eller i en helt ny hovedlov. Udvalget fandt det derfor mest hensigtsmæssigt ikke at foretage materielle ændringer i bestemmelsen.

Afsluttende bemærkninger
Med den nye markedsføringslov sker der en lang række ændringer, hvoraf få intenderer at ændre indholdsmæssigt på retsstillingen. Den tekstnære implementering af de relevante direktiver må dog forventes at influere på fortolkningen af de enkelte bestemmelser, og det bliver interessant at se, om dette vil få indflydelse på fremtidige domme.
Lovforslaget har været igennem sin første behandling i Folketinget og er sat på dagsordenen til anden behandling i starten af februar. Loven forventes at træde i kraft 1. juli 2017.

Markedsføringsloven bygger i vidt omfang på EU-regulering, og følgende direktiver er implementeret i loven:

  • Direktivet om urimelig handelspraksis (Direktiv 2005/29/EF) – også benævnt UCP-direktivet
  • Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame (Direktiv 2006/114/EF)
  • Direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation (Direktiv 2002/58/EF)
  • E-Privacydirektivet (Direktiv 2009/136/EF)
  • Forbrugerkøbsdirektivet (Direktiv 99/44/EF)
  • Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF)
  • Forbrugerkreditdirektivet (Direktiv 2008/48/EF)
  • Enhedsprismærkningsdirektivet (Direktiv 98/6/EF) 

På den sorte liste
Sortlisten oplister en række former for handelspraksis, der er ulovlige under alle omstændigheder og uden nærmere vurdering.

  • Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom det ikke er tilfældet.
  • Rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud.
  • Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren. Dette berører ikke direktiv 89/552/EØF som kodificeret ved direktiv 2010/13/EU.
  • Det hævdes, at lukning af den erhvervsdrivendes virksomhed eller flytning til andre lokaler er forestående, selvom det ikke er tilfældet. 
  • Det hævdes som led i handelspraksis, at der afholdes en konkurrence eller et salgsfremstød med præmier, men uden at de omtalte præmier eller andre rimeligt tilsvarende uddeles. 
  • Et produkt omtales som ‘gratis’, ‘vederlagsfrit’, ‘uden betaling’ eller lignende, selvom forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet.
  • Den erhvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden eller giver indtryk af, at han ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, eller han udgiver sig i modstrid med sandheden for at være forbruger.
  • En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører. Denne bestemmelse berører ikke artikel 9, stk. 1, litra g i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester.
  • Der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende gode, selvom faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at den handling, som skal udføres for at indløse præmien, eller et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde påtage sig udgifter.

Heidi Højmark Helveg
Advokat og partner, Horten Advokatpartnerselskab. Medlem af det af regeringen nedsatte udvalg om markedsføringsloven (Markedsføringslovudvalget) som repræsentant for Advokatsamfundet og Danske Advokater.
Vurderinger og synspunkter i artiklen er forfatterens egne.