Advokaten 10 Man får hurtigt lov at tage ansvar her

Print Print
17-12-2017


Rammer og regler er stort set de samme som i Danmark – men vilkår og kontekst er helt anderledes i Grønland, hvor Rebekka Kristiansen Bisgaard arbejder som advokat. Landet er under udvikling, og det mærker man også som advokat, hvor sagerne er varierede, udfordrende og ofte kræver, at man tænker sig godt om og finder nye løsninger.

Tekst: Kirsten Weiss

Foto: Jørgen Chemnitz

At være advokat i Grønland er en kombination af interessante og usædvanlige sager, et godt familieliv og en simpel logistik. Grønland er et land i hurtig forandring og udvikling. Her sker en masse, og det mærker man meget tydeligt, når man bor og arbejder her. Mit arbejde er spændende og udfordrende, og med kun seks jurister på kontoret får man hurtigt interessante opgaver, også som yngre advokat, og en god sparring om det faglige.

Jura var ikke det første, jeg tænkte på at læse. Jeg er født i Paamiut, en lille by syd for Nuuk, men fra jeg var 14 til 18 boede jeg med min familie i en forstad til Seattle, hvor min far arbejdede for Royal Greenland. Jeg gik i high school i USA, tog bagefter til Danmark og fik en studentereksamen der, og besluttede mig så for at læse en BA i engelsk sprog og internationale studier på Aalborg Universitet. Med al respekt for uddannelsen i engelsk og de kompetencer, den gav mig, så havde jeg efterfølgende lidt svært ved at se, hvordan et job med den uddannelse så ud.

Ligesom andre unge, der vil ‘væk fra landsbyen’ og ud i verden, havde jeg nok ikke tænkt, jeg skulle tilbage til Grønland og bo igen, men efter bacheloruddannelsen var jeg i Grønland og arbejdede for Naalakkersuisut, Grønlands Selvstyre, i et halvt år, mens jeg var gravid med vores første barn, og der blev min interesse for Grønland vakt igen. Jeg fik arbejde i Erhvervsdirektoratet i Nuuk, og der fik jeg smagt lidt på det juridiske arbejde. Så efter barslen besluttede jeg at læse jura – af ren og skær interesse.

Jeg gennemførte jurastudiet på Aalborg Universitet, og sommeren før jeg blev færdig som cand.jur., arbejdede jeg som sommerfuldmægtig hos Nuna Advokater, der viste sig at være en interessant arbejdsplads. Her var opgaverne meget varierede, og kontoret havde et fantastisk fagligt miljø med mulighed for sparring med dygtige advokater. Jeg blev tilbudt en stilling på min sidste arbejdsdag den sommer, og efter en snak med min mand og specialeforsvar og barsel flyttede vi herop, og jeg er stadig ansat her i dag.

Nuna Advokater rådgiver primært erhvervslivet. Mine klienter er overvejende danske og grønlandske, men kontoret har også en del internationale klienter, og vi rådgiver blandt andet inden for råstofområdet i Grønland. I Grønland er vi i vidt omfang generalister – arbejdet afhænger jo i høj grad af, hvad der kommer ind ad døren. Nogle trives bedst med at specialisere sig, men jeg synes, det er spændende netop at få lov til at arbejde med mange retsområder. Også selvom jeg personligt er glad for at komme i retten. Grønlandsk ret er i store træk svarende til dansk ret, med nogle steder mindre, andre steder større tilpasninger. Blandt andet er Grønlands geografi en udfordring. Hvad gør man for eksempel, når kontoret får den eneste entreprenør under konkurs i en by, som der kun sejles til i sommermånederne? Og hvordan sikrer konkursboet den bedst mulige løsning for kreditorerne angående sikring og salg af aktiver og aktivitet? Så er det om at aktivere sit netværk og tænke ud over de sædvanlige løsninger.

Rammerne for advokatvirksomhed heroppe er de samme som i Danmark – men vilkår og kontekst er anderledes. Her kender alle hinanden, og vi skal huske at hilse pænt på hinanden på den grønlandske måde, når vi går på gaden. Der skal skabes øjenkontakt, og øjenbrynene skal lige bevæge sig opad. Kigger vi derimod ned i jorden, vil det være meget uhøfligt – og det går ikke. Vi er i tættere kontakt med hinanden, og det kan betyde, at vi en gang imellem kan være udfordrede af interessekonflikter, for vi er bare 20 advokater i Grønland, alle sammen i Nuuk. Men vi har samme forpligtelse her til at påse, at de advokatetiske regler overholdes i vores sager.

En af fordelene som yngre advokat på vores kontor, er, at jeg ret hurtigt fik lov til at tage sagerne fra start til slut og komme hele vejen rundt på egen hånd og tage ansvar. Jeg får lov til at føre retssager for kontorets faste klienter, og der er i det hele taget god klientkontakt her. Og så sætter jeg pris på at sidde som repræsentant for Advokatrådet i Rådet for Grønlands Retsvæsen, som varetager koordinationen mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne om kriminal- og retsplejelovgivningen. Højesteretsdommer Jens Kruse Mikkelsen er formand, og rådets ‘fødte’ medlemmer er landsdommeren i Grønland, dommeren ved Retten i Grønland, politimesteren i Grønland og lederen af Kriminalforsorgen i Grønland. Desuden består rådet af blandt andre repræsentanter fra Grønlands Selvstyre og Justitsministeriet. Vi drøfter struktur og lovgivning i det grønlandske retsvæsen, og som repræsentant for brugerne af retssystemet er det interessant på den måde at kunne give sit besyv med og drøfte den grønlandske retsudvikling og -sikkerhed. Det er samtidig en unik mulighed for at kunne lytte til og tale med kloge mennesker, som man normalt kun læser om.

Jeg har tre børn. Mit første barn fik jeg inden jurastudiet. Mit andet barn fik jeg under studiet, og mit tredje barn fik jeg få dage efter specialeforsvaret. Jeg kom altså senere i gang med jurastudiet end mange medstuderende, men jeg har så efter endte studier kunnet koncentrere indsatsen på mit arbejde – for familien var jo var stiftet. Min mand arbejder i dag som lærer på en friskole i Nuuk, hvor vores to ældste børn også går, og til næste år skal vores yngste barn også starte dér. Så længe min mand og jeg har interessante jobs, og børnene trives, så er Grønland det rigtige for os, og for en børnefamilie er det helt fantastisk at bo her.

Jeg lægger ligesom mange andre advokater mange timer på kontoret. De fleste møder ca. klokken otte her og går hjem ved 17-18-tiden, men til gengæld har jeg bare ti minutters biltur hjem. Logistikken er simpel, det fungerer med et familieliv, og jeg er også så småt begyndt at dyrke den grønlandske natur i fritiden: Teltture i fjeldet og løb i de bakkede landskaber om sommeren, og langrends- og alpinski om vinteren. Jagt fylder en del i det grønlandske samfund, og for nylig nedlagde jeg selv mit første rensdyr. Så på trods af børnenes protester kommer der masser af vildt på bordet derhjemme i øjeblikket.

 

Rebekka Kristiansen Bisgaard

36 år, cand.jur. fra Aalborg Universitet i 2012 og desuden bachelor i engelsk sprog og internationale studier. Advokat i 2016 og ansat i Nuna Advokater i Nuuk, hvor hun primært arbejder med retssager, behandling af konkursboer, ansættelsesretlige sager, berigtigelse af handler og entreprisesager. Er desuden medlem af Rådet for Grønlands Retsvæsen og stedfortræder for formanden for Det Psykiatriske Patientklagenævn.