Advokaten 10 Frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed

Print Print
17-12-2017


Hvordan foregår behandlingen af en frakendelsessag, og hvornår kan man som advokat risikere at blive frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed?

Af Camilla Simonsen, specialkonsulent

Det følger af retsplejelovens § 147 c, stk. 3:

“Har en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed. Frakendelsen kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre. […]”

Når Advokatrådet rejser en frakendelsessag mod en advokat ved Advokatnævnet behandles sagen efter en anden procedure, end almindelige disciplinære sager. Det følger således af § 23, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v.:

“Når Advokatrådet indgiver klage, kan rådet udpege en advokat til at virke som anklager.

Stk. 2. I sager, hvor der kan opstå spørgsmål om at frakende en advokat retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 3 […], udpeger Advokatnævnet en forsvarer, såfremt den indklagede ikke selv har valgt en sådan.”

Advokatrådet optræder som klager i mange disciplinærsager. I praksis er det dog kun i de sager, hvor Advokatrådet har nedlagt påstand om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, at rådet udpeger en advokat til at virke som anklager.

Når Advokatnævnet modtager et anklageskrift med påstand om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, anmoder Advokatnævnet indledningsvis indklagede om at oplyse, om indklagede selv ønsker at antage en forsvarer, og i bekræftende fald at oplyse navnet på forsvareren. Giver indklagede ikke Advokatnævnet meddelelse herom inden for den fastsatte frist, udpeger Advokatnævnet en forsvarer for indklagede.

Sagen skriftveksles herefter som en almindelig disciplinær klagesag.


En sag i plenum

Frakendelsessagerne behandles som udgangspunkt altid i plenum, det vil sige med deltagelse af alle nævnets medlemmer. Behandlingen af en frakendelsessag på et nævnsmøde gennemføres med fremmøde af anklager og forsvarer og eventuelt indklagede. Anklageren forelægger sagen og nedlægger sin påstand. Forsvareren nedlægger derefter indklagedes påstand og kommer med eventuelle supplerende bemærkninger til forelæggelsen. Hvis indklagede er mødt, kan anklageren og forsvareren stille spørgsmål til indklagede, og nævnets medlemmer har også mulighed for at stille spørgsmål til parterne. Herefter afgiver først anklageren og dernæst forsvareren sine afsluttende bemærkninger, hvorefter sagens parter forlader mødet, inden nævnet voterer.

Det er en betingelse for at frakende en advokat retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. ovenfor, at advokaten har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og at de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde.

Mange har nok den opfattelse, at de advokater, som bliver frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed har mange sanktioner bag sig. Det er ikke altid tilfældet. Derimod er karakteren af overtrædelserne afgørende, ligesom det influerer på nævnets vurdering af overtrædelserne, om advokaten reagerer på anklagen ved at rette hurtigt for sig.


Hvad kendetegner en frakendelsessag?

Det fremgår af nævnets praksis, at advokatens sygdom, personlige problemer og det forhold, at advokaten ikke har drevet advokatvirksomhed, som udgangspunkt ikke udgør formildende omstændigheder. 

Det er kendetegnende for frakendelsessagerne, at der som hovedregel er tale om, at advokaten har tilsidesat de grundlæggende advokatpligter, såsom pligten til at være omfattet af ansvarsforsikring og en garanti, pligten til at indgive en årlig klientkontoerklæring, pligten til at overholde klientkontovedtægtens bestemmelser vedrørende klientbogholderiet og pligten til at medvirke til en af Advokatrådet udmeldt revisorundersøgelse.

Advokatnævnet ser på disse overtrædelser med alvor, idet advokaten har en særlig stilling i samfundet, og idet klienterne blandt andet skal kunne have tillid til, at advokaten er sig dette ansvar bevidst, herunder ved at være omfattet af en ansvarsforsikring og en garanti til værn mod advokatens eventuelle fejl og forsømmelser eller ansattes underslæb.

Advokatnævnets praksis viser tillige, at det vurderes som essentielt, at Advokatrådet har mulighed for at gennemføre et effektivt tilsyn.

Advokatnævnet har i perioden fra 2015 og frem truffet afgørelse i syv sager, hvor der var nedlagt påstand om, at advokaten blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed.


Nyeste praksis

Advokatnævnets kendelse af 12. juni 2015 (sagsnr. 2014-2327)

Advokatrådet havde indklaget advokaten for Advokatnævnet for tilsidesættelse af advokatpligterne,

·         ved ikke behørigt at have medvirket til gennemførelsen af en revisorundersøgelse efter klientkontovedtægtens § 14,

·         ved ikke at have indsendt klientkontoerklæring for 2013.

Advokatrådet havde nedlagt påstand om, at advokaten blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

Advokaten var to gange tidligere pålagt en sanktion af Advokatnævnet, og advokaten havde ikke deponeret sin advokatbeskikkelse.

Af præmisserne til afgørelsen fremgår det:

“Den, hos hvem en revisorundersøgelse er besluttet i medfør af klientkontovedtægtens § 14, har pligt til efter anmodning at give Advokatrådet eller den revisor, der er udpeget til at foretage undersøgelsen, oplysninger om sin forretningsførelse og økonomiske forhold af betydning for undersøgelsen, herunder advokatens økonomi. Den pågældende skal give adgang til alt materiale, som revisor eller Advokatrådet skønner, har betydning for undersøgelsen, jf. klientkontovedtægtens § 15.

Gennemførelsen af de foranstaltninger, som er fastsat i klientkontoreglerne til kontrol af, om advokaterne overholder klientkontoreglerne, er af afgørende betydning for, at advokater kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler.

Det er afgørende for Advokatrådets tilsyn med advokaters overholdelse af reglerne om betroede midler, at en udpeget revisor har adgang til advokatens regnskabsmateriale.

Advokatnævnet finder derfor, at advokat […] ved ikke at have udleveret det materiale, som efter revisors skøn havde betydning for revisorundersøgelsen, og dermed umuliggjort den af Advokatrådet ved brev af 12. februar 2014 varslede revisorundersøgelse, groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.”

Advokatnævnet tog Advokatrådets påstand om frakendelse til følge.

Advokaten forlangte afgørelsen indbragt for retten, men tog efterfølgende bekræftende til genmæle, hvorefter byretten ved dom af 8. november 2016 tog Advokatnævnets principale påstand om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre til følge. Afgørelsen er herefter endelig.  


Advokatnævnets kendelse af 15. september 2015 (sagsnr. 2014-3987)

Advokatrådet havde indklaget advokaten for Advokatnævnet for tilsidesættelse af advokatpligterne,

·         ved fra den 28. februar 2010 ikke at have tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti,

·         ved ikke at have indsendt klientkontoerklæring for 2013,

·         ved ikke at have betalt pligtigt bidrag til Advokatsamfundet for 2014.

Advokatrådet havde nedlagt påstand om, at advokaten blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre samt påstand om, at advokaten inden tre uger fra modtagelsen af kendelsen blev pålagt at indsende klientkontoerklæringen for 2013 til Advokatrådet, og at advokaten inden 14 dage fra modtagelsen af kendelsen blev pålagt at betale bidrag for 2014 med påløbne renter til Advokatsamfundet.

Advokaten var to gange tidligere pålagt en sanktion af Advokatnævnet, og advokaten havde ikke deponeret sin advokatbeskikkelse.

Advokatnævnet tog Advokatrådets påstande til følge og udtalte vedrørende sanktionen blandt andet:

“Advokatnævnet finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at advokat […] efter det oplyste har haft personlige og økonomiske problemer, eller at hun de seneste år ikke har udøvet advokatvirksomhed. Det afgørende er, at hun i denne periode var advokat og derfor underlagt de regler, der gælder for advokater – herunder vedtægt for Det Danske Advokatsamfund og klientkontovedtægten. Advokatnævnet har lagt vægt på, at advokat […] på trods af at have modtaget breve fra Advokatrådet vedrørende de ovennævnte forhold og på trods af modtagelse af anklageskriftet vedrørende nærværende sag ikke straks reagerede – enten ved at rette for sig eller ved at deponere sin advokatbeskikkelse. ”

Afgørelsen er ikke indbragt for retten, og den er herefter endelig. 


Advokatnævnets kendelse af 8. januar 2016 (sagsnr. 2012-1523)

Advokatrådet havde indklaget advokaten for Advokatnævnet for tilsidesættelse af advokatpligterne,

·         ved fra den 12. september 2011 ikke at have tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti.

Advokatrådet havde nedlagt principal påstand om, at advokaten blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

Advokaten var ikke tidligere sanktioneret af Advokatnævnet, og advokaten havde deponeret sin advokatbeskikkelse den 7. september 2012.

Advokatnævnet tog Advokatrådets principale påstand til følge og udtalte vedrørende sanktionen blandt andet:

“Det kan ikke føre til en anden vurdering, at [A] efter det oplyste har gennemgået en større operation og gennem de seneste år har gennemgået et omfattende behandlingsforløb og derfor ikke har drevet advokatvirksomhed i den pågældende periode, idet det afgørende er, at han også i denne periode var advokat og derfor var underlagt de regler, der gælder for advokater – herunder vedtægt for Det Danske Advokatsamfund.”

Afgørelsen er indbragt for retten, og den er derfor ikke endelig.

Advokatnævnet har således en restriktiv praksis for så vidt angår advokatens overholdelse af reglerne om ansvarsforsikring og garanti, hvorefter manglende opfyldelse af denne pligt i en længere periode som udgangspunkt medfører en frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, uanset at advokaten ikke tidligere er sanktioneret af Advokatnævnet.  


Advokatnævnets kendelse af 19. januar 2016 (sagsnr. 2014-3989)

Advokatrådet havde indklaget advokaten for Advokatnævnet for tilsidesættelse af advokatpligterne,

·         ved fra den 1. september 2013 ikke at have tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti,

·         ved at have undladt at indfri Advokatrådets regreskrav i anledning af Advokatrådets opretholdelse af advokatens forsikring og garanti fra den 1. september 2013 til den 31. august 2014,

·         ved ikke at have betalt pligtigt bidrag til Advokatsamfundet for 2014.

Advokatrådet havde nedlagt påstand om, at advokaten blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, og at han inden 14 dage fra modtagelsen af Advokatnævnets kendelse blev pålagt at betale sin restgæld til Advokatsamfundet.

Advokaten var ikke tidligere sanktioneret af Advokatnævnet og havde deponeret sin advokatbeskikkelse den 4. oktober 2005.

Advokatnævnet tog Advokatrådets påstand til følge og udtalte vedrørende sanktionen blandt andet:

“Det kan, henset til de hensyn, der begrunder reglerne om god advokatskik, ikke føre til en anden vurdering, at [A] efter det oplyste ikke siden medio december 2013 har fungeret som advokat, og at han har haft økonomiske og personlige problemer. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at [A] angiveligt efter det oplyste havde problemer med at deponere sin advokatbeskikkelse. ”

Afgørelsen er ikke indbragt for retten, og den er herefter endelig.