Advokaten 9 Årgang 2013

Print Print
21-11-2016

 

Advokaten har fulgt fire unge advokater, siden de fik deres beskikkelse som advokater i 2013. Som fjerdeårs advokater udvider de igen deres kompetencer på hver sin måde. Fælles er, at der er flere opgaver og mere ansvar end nogensinde før, og at det giver nye erfaringer, som de tackler vidt forskelligt. Mød Naaika Himidi og Anja Deleuran Nøhr fra København, Martin Sørensen fra Kolding og Claus Pedersen fra Jylland.

Læs eller genlæs interview med årgang 2013 på Advokatsamfundet.dk.

Tekst:  Hanne Hauerslev
Foto: Camilla Schiøler og private

ANJA DELEURAN NØHR: Ny struktur byder på nye muligheder

Hvad er der sket det seneste år?
I mit daglige arbejde, hvor jeg blandt andet har ansvar for forsikring af vores aktiver såsom containerskibe og -terminaler, bygninger, køretøjer over hele verden, er der masser af opgaver med at sikre den mest optimale forsikringsdækning til de bedste priser. I foråret var jeg involveret i et stort udbudsprojekt om forsikringsdækning for alle gruppens hovedaktiver. Vi opnåede pæne besparelser til vores selskaber. Og det blev godt modtaget i en tid, hvor alle vores selskaber verden over skal være cost leaders og optimere hver en dollar, der bruges. Udover at det er tilfredsstillende at nå i mål med præmiebesparelser og optimering af forsikringsbetingelserne, har det været en særdeles lærerig proces for mig at jonglere de forskellige stadier i udbudsprocessen, som vi havde planlagt og iværksat et år i forvejen.

Hvad har højdepunktet været?
I maj var jeg på studieophold på Harvard Business School i Boston, USA. Jeg fulgte et kursus i strategisk forhandling med ca. 70 deltagere fra hele verden. Underviserne var eminente og passionerede omkring emnet. Det har altid været en drøm for mig, så det var ret stort at få lov til.

Hvad sker der med karrieren i det næste år?
Maersk står midt i en stor omlægning med opsplitning i en energi- og en transportsektion. Den ændrede struktur og strategi byder på nye, spændende muligheder og udfordringer. Det er endnu for tidligt at sige præcis, hvordan det kommer til at påvirke min dagligdag, men sikkert er det, at der kommer forandring. Med min utålmodige natur ser jeg meget frem til, at ændringerne bliver synlige. Jeg glæder mig meget til at være involveret i arbejdet med at definere de ændrede processer.

Anja Deleuran Nøhr
Alder: 39 år.
Uddannet jurist i 2005 fra Københavns Universitet.
Fuldmægtig hos A.P. Møller – Maersk A/S. Advokat i 2013.
Arbejdsplads: Advokat og risk advisor, Group Risk Management hos A.P. Møller – Maersk A/S.
Privat: Har to børn på syv og ti år.
Fritid: Løber og spiller firmatennis.

CLAUS PEDERSEN: Det giver et kick at vinde

Hvad er der sket det seneste år?
Vores kontorer i Herning, Viborg, Randers og København er blevet fusioneret til ét fælles selskab. Organisationsdiagrammet er lavet om, og det gør en stor forskel på min dagligdag. Nu arbejder jeg mest sammen med kolleger, der som jeg har speciale i ansættelsesret. Vi er en lille faggruppe på fire advokater. Min base er ikke længere udelukkende Viborg, men også Herning, hvor jeg er en dag om ugen. Jeg har været ude at undervise i ansættelsesret blandt andet på Erhvervsakademi MidtVest i Herning og hos Hobro IK’s erhvervsnetværk. Undervisning er kommet til at fylde mere.

Hvad har højdepunktet været?
Jeg har procederet en stor sag om ledelsesansvar i byretten, hvor der medvirkede tre dommere. Sagen handler om, hvorvidt man kan tilbagelevere en virksomhed, efter at den er overdraget. Sagen er principiel, og det gør det utroligt spændende. Jeg fik medhold, men sagen er desværre anket til landsretten. Det giver et kick, når noget, som man har arbejdet på i lang tid, lykkes. Det er altid fedt at vinde, og jeg hader at tabe, uanset om det er i retten eller i Trivial Pursuite.
Privat har det fyldt meget at flytte fra Hadsten til Løgstrup, men det går godt med at falde til. Min kæreste har skiftet job og er kommet på deltid. Vi har fået en bedre balance i hverdagen, og det er en fornøjelse at have tidsmæssigt overskud. Det er mig, der afleverer børnene om morgenen.

Hvad sker der med karrieren i det næste år?
Den står på yderligere specialisering i ansættelsesret og endnu mere undervisning. Jeg skal specialisere mig ved bare at knokle på med flere sager og samarbejde mere med mine kolleger. At være kommet tættere på dem giver en helt anden mulighed for sparring.

Claus Pedersen
Alder: 34 år.
Uddannet jurist i 2010 fra Aarhus Universitet.
Fuldmægtig hos Lett i Aarhus. Advokat i 2013. Møderet for landsretten i 2015.
Arbejdsplads: Dahl Advokatfirma, Viborg.
Privat: Kæreste, to børn på fem og seks år.
Fritid: Kører motorcykel og gokart.


MARTIN SØRENSEN: Kolleger betyder mere end, man aner

Hvad er der sket det seneste år?
I marts fik jeg nyt job som advokat hos Kaiser Domino Advokatfirma i Kolding, hvor vi er tre advokater og fire sekretærer. Det er et mindre kontor end Isaksen & Nomanni, som jeg kom fra. Før sad jeg med alle typer sager. I mit nye job er der flere udviklingsmuligheder, for jeg kan vælge familieret og strafferet fra og holde fokus på fast ejendom og erhverv, som jeg interesserer mig for. Og det er meget mere end bare hushandler. Vi rådgiver ved større investeringsprojekter eksempelvis i forbindelse med Fredericia C, hvor en del af havnen i Fredericia skal omdannes til lejligheder og kontorer.

Hvad har højdepunktet været?
Mit jobskifte. I Odense sad jeg for mig selv med min sekretær og savnede advokatkolleger at sparre med. Da mit avancement i firmaet samtidig løb ud i sandet, satte det en proces i gang i forhold til min karriere. Jeg følte, at jeg havde brug for at udvikle mig fagligt og personligt, og derfor endte det med, at jeg søgte nyt arbejde. Det er noget helt andet at have advokatkolleger at drøfte tingene med.
Min kone er gået i gang med at studere efter sin barselsorlov. Hun skal læse de næste tre år, men det er ikke noget, der forandrer min hverdag. Nogle dage er det dog smartest, at det er mig, der afleverer vores dreng i vuggestue om morgenen.

Hvad sker der med karrieren i det næste år?
Jeg vil arbejde på at komme godt ind i jobbet og rutinerne på kontoret, lære kaffereglerne at kende og opbygge et stort netværk. Min opgave bliver at skabe gode relationer til vores erhvervskunder. De er aktive og typisk i gang med flere projekter ad gangen, og jeg skal have en god føling med, hvordan de gerne vil have, at man agerer. Jeg skal møde nye mennesker og samtidig holde mine gamle kontakter ved lige.

Martin Sørensen
Alder: 32 år.
Uddannet jurist i 2009 på Syddansk Universitet i Odense.
Fuldmægtig hos Bjarne Skøtt Jensen, Jensen Advokatfirma ApS i Vejle. Advokat i 2013.
Arbejdsplads: Advokat hos Kaiser Domino Advokatfirma.
Privat: Gift og far til en dreng.
Fritid: Familie, venner, hundetræning, motion, frivilligt arbejde.


NAAIKA HIMIDI: Jeg skal være en god rollemodel

Hvad er der sket det seneste år?
Efter min udstationering hos Corporate and Institutions i Danske Bank er jeg kommet tilbage til en ekstern advokatrolle hos Kromann Reumert, hvor jeg prøver at implementere mine nye kompetencer. Udstationeringen har givet mig et dybere kendskab til lånesager, og hvordan en bank fungerer, og det har gjort det nemmere at sidde på rådgiversiden. I det seneste år har jeg især brugt tid på at finde mig til rette i min nye rolle som senioradvokat og det ledelses- og uddannelsesansvar for de yngre jurister, der følger med. Det er både helt vildt sjovt og helt vildt svært på samme tid.

Hvad har højdepunktet været?
I min nye lederrolle som senioradvokat har højdepunktet for mig været at lære fra mig, se andre tilegne sig viden, udvikle sig og blive mere trygge ved det, de laver. Jeg kan se, at det gør en forskel, og det får jeg selv meget ud af. På den måde giver det mening for mig at være advokat.

Hvad sker der med karrieren i det næste år?
Mit fokus bliver at dygtiggøre mig inden for mit speciale med finansiering ydet af banker og pensionskasser til for eksempel kapitalfonde. Det er et meget markedsafhængigt område, og den eneste måde at blive dygtigere på er ved at lave flere sager. Et af mine konkrete mål er at vedligeholde og pleje det netværk, som jeg har fået i forbindelse med min udstationering. Derudover skal jeg udvikle mig i rollen som leder og være en god rollemodel. Her hos Kromann Reumert går vi op i at dele vores viden ikke kun internt, men også eksternt. Jeg er vidensambassadør inden for bank- og finansieringsret, som også er en del af vores Learning Center, hvor jeg har påtaget mig et ansvar i forhold til at formidle viden. Jeg har lavet en del intern videndeling og skal nu også have fokus på at dele vores viden med vores klienter om udvalgte emner inden for finansiering.

Naaika Himidi
Alder: 33 år.
Uddannet jurist i 2010 fra Københavns Universitet.
Fuldmægtig hos Kromann Reumert. Advokat i 2013.
Arbejdsplads: Advokat hos Kromann Reumert.
Privat: Bopæl på Vesterbro.
Fritid: Koncerter, byliv, fitness, rejser.