Advokaten 8 Ytringsfrihedens grænse for ærekrænkelser

Print Print
24-10-2016

 

Ytringsfrihedens grænse er langtfra klart markeret i lovgivningen om injurier. Højesterets dom i sagen om ærekrænkelsen af Jørgen Dragsdahl analyserer ikke i dybden, hvornår en ærekrænker har optrådt som sit fags eller sin professions ‘bonus pater’, eller hvornår en ærekrænker har udvist tilstrækkelig ‘due diligence’ til at blive frifundet.

Af Asger Thylstrup, advokat og forfatter

Siden 1849 har grundloven sikret borgeren retten til at offentliggøre tanker uden forudgående censur, men grundloven har fastslået, at dette sker under ansvar for domstolene.
Grundlovens sikring af ytringsfriheden, traditionelt kaldet den formelle ytringsfrihed, suppleres siden ratificeringen i 1953 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og navnlig efter at konventionen blev lov i 1992 af konventionens materielle beskyttelse af ytringsfriheden i artikel 10, stk. 1, med de begrænsninger, som følger af artikel 10, stk. 2, og andre artikler, for eksempel artiklerne 8 og 6.
Dette gør advokatens opgave i en straffesag om injurier både krævende og interessant. For retten præsenteres resultatet af efterforskningen i en normal straffesag i anklagerens forelæggelse, i bevisførelsen for retten og senere i anklagerens procedure, som forsvareren herefter får lejlighed til at imødegå. Men eftersom injuriesager normalt føres efter den borgerlige retsplejes regler, vil det i en sådan sag være pålagt advokaterne at fastlægge sagens omfang og at præsentere det faktiske og til dels det retlige grundlag for rettens dom.
Den eksisterende injurielovgivning gør det usikkert, om en sag skal falde ud til frifindelse eller domfældelse. I Jørgen Dragsdahls sag nåede de tre instanser til forskellige resultater, og Højesterets dom om straf med videre blev afsagt med en vægtig dissens for frifindelse.
I enhver straffesag, også i en sag om ærekrænkelse, er det anklagerens – der dog i den offentlige sag formelt skal være objektiv – eller sagsøgerens advokats ensidige opgave at få den tiltalte eller sagsøgte dømt, og forsvarerens eller den sagsøgtes advokats ensidige opgave at få klienten frifundet.
Både anklager og forsvarer i en injuriesag må derfor med stor faktisk og juridisk indsigt og på den mest overbevisende måde henholdsvis påvise og tilbagevise, at et udsagn overhovedet er en strafbar ærekrænkelse. Hvis advokaterne ikke følger denne kurs i retten, kommer sagen til at slingre. Også i retssager gælder det, at ingen vind er gunstig for den, som ikke ved hvilken havn, han vil søge.


Sagen Jørgen Dragsdahl mod Bent Jensen
Højesterets dom i sagen Jørgen Dragsdahl mod Bent Jensen var som nævnt ikke enstemmig. Dommen har kun i et vist omfang afklaret, hvorledes man i den offentlige debat om samfundsspørgsmål skal sondre mellem på den ene side strafbare injurier og på den anden side ærekrænkende sigtelser, som vel nedsætter den forurettede i medborgeres agtelse, men som alligevel på grund af den for demokratiet vigtige ytringsfrihed om anliggender af offentlig interesse ikke kan straffes.
Ved Retten i Svendborg var Bent Jensen under hensyn til omfanget og grovheden af de ærekrænkende udtalelser, og uden en nærmere prøvelse af Bent Jensens materielle ytringsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, blevet idømt 20 dagbøder à 2.000 kroner med en forvandlingsstraf på fængsel i 20 dage.
Svendborg Rets dom vakte voldsom opsigt. Dommen blev af mange opfattet som en krænkelse af Bent Jensens ytringsfrihed som forsker og historiker. Dommen førte til en intensiv debat og til stiftelsen af Bent Jensen-Foreningen, som hjalp med at dække Bent Jensens udgifter til en videreførelse af sagen. Der blev også oprettet en særlig støtteforening for Jørgen Dragsdahl.
Bent Jensen ankede dommen fra Retten i Svendborg til Østre Landsret. Efter en langvarig hovedforhandling frifandt Østre Landsret 25. oktober 2013 Bent Jensen med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Det er værd at notere, at en af de tre dommere i Østre Landsret var landsdommer og siden 2014 dommer i Menneskeretsdomstolen i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro, der har skrevet standardværket på dansk om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskeretsdomstols praksis.
Østre Landsrets frifindelse af Bent Jensen gav anledning til en fornyet hidsig debat om historikeres ytringsfrihed. Jørgen Dragsdahl fik tilladelse af Procesbevillingsnævnet til at anke sagen til Højesteret, og han fik fri proces til at føre sagen. Dragsdahl havde i de to foregående instanser været repræsenteret af advokat Henrik Holm-Nielsen, men fik i Højesteret bistand af advokat René Offersen.

Sagen for Højesteret
Klarest fremstillede de to dommere i Højesteret, som afgav dissens for frifindelse af Bent Jensen, hvad der var sagens centrale problem:
“Det centrale spørgsmål i sagen er, om Bent Jensen har pådraget sig strafansvar efter straffelovens § 267 om ærekrænkelser ved i avisartikler i 2007 at have skrevet, at Jørgen Dragsdahl ifølge PET var agent for KGB.”
I Højesteret procederede Dragsdahls advokat for, at Bent Jensen ikke havde været en ‘bonus pater historiker’, og at hans ytringsfrihed derfor ikke var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Højesterets flertal fulgte dette synspunkt og fandt, at Bent Jensen havde beskyldt Jørgen Dragsdal for at have været KGB-agent, og at dette var en ærekrænkelse. Spørgsmålet for flertallet af dommerne var herefter – ligesom for de to dissentierende dommere – om fremsættelsen af de ærekrænkende sigtelser om strafbart forhold var berettiget efter straffelovens § 267, jf. § 269, stk. 1, således som disse bestemmelser skal forstås i lyset af artikel 8 og 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret var enig med landsretten i, at der ikke kunne lægges vægt på Bent Jensens forklaring om dokumenter og oplysninger, der ikke er indgået i bevisførelsen. Efter bevisførelsen fandt Højesterets flertal ikke, at der var ‘belæg’ for beskyldningerne om, at Jørgen Dragsdahl har udøvet strafbar virksomhed som KGB-agent.
Flertallet pegede på, at det af den, der fremsætter ærekrænkende sigtelser som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, efter Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke kan kræves, at den pågældende præsterer fuldt sandhedsbevis for sigtelsen for at kunne være beskyttet af hensynet til ytringsfriheden. Højesteret understregede imidlertid, at den pågældende skal opfylde den standard, der også gælder for journalister, det vil sige ‘act in good faith and on an accurate factual basis and provide ‘reliable and precise information in accordance with the ethics of journalism’ (‘due diligence’), jf. præmis 40 og 50 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 4. november 2014 i sagen Braun mod Polen.
Flertallet fandt, at Bent Jensens beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl om strafbart forhold var fremsat som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, men at der ikke havde været belæg for disse beskyldninger.
Efter en såkaldt ‘samlet vurdering’ fandt flertallet, at Bent Jensen ikke havde udvist den ‘due diligence’, som efter Menneskeretsdomstolens praksis kræves for at beskytte Bent Jensens ytringer efter Menneskerettighedskonventionens artikel 10 ved afvejningen over for hensynet til beskyttelsen af Jørgen Dragsdahls omdømme efter konventionens artikel 8. Flertallet straffede derfor Bent Jensen.

Bonus pater eller due diligence
På grund af sagens omfang og diskussionen om advokatomkostningerne afventede offentligheden med spænding Højesterets afgørelse om sagsomkostningerne.
Dommen efterlader advokater, der skal føre injuriesager, med det åbne spørgsmål, hvad der for et enkelt fags eller en professions vedkommende skal forstås ved en ‘bonus pater’ eller ved ‘due diligence’.
I en injuriesag fra Færøerne kort efter Højesterets dom i Dragsdahl-Jensens sag søgte en tidligere færøsk finansminister om tilladelse til at anke Østre Landsrets frifindelse af journalister fra det færøske TV-selskab, som havde fornærmet ham.
Procesbevillingsnævnet afslog, selvom der i ansøgningen blandt andet klogt blev peget på, at der må være forskel i vurderingen af en historieprofessors og en journalists ‘due diligence’. 
Det må tilrådes, at advokater i fremtidige injuriesager nøje uddyber due diligence-begrebet i relation til en injuriants profession. I min bog kommer jeg nærmere ind på denne problemstilling, ligesom jeg foreslår en revision af injurielovgivningen, så den klarere definerer, hvor ytringsfrihedens grænse skal drages for ærekrænkende udsagn.

Asger Thylstrup
Advokat, forfatter til bogen Injuriesager – bagvaskelse, ærekrænkelser og ytringsfrihed, der udkom i 2010. Bogen er i august 2016 på ny udkommet på Karnovs Forlag i en revideret og ajourført 2. udgave.