Advokaten 8 Velkommen til Advokatsamfundet

Print Print
24-10-2016

 

Bobler i glassene og velmenende ord fra både justitsministeren, Højesterets præsident og Advokatrådets formand var med til at gøre årsfesten for nyuddannede advokater til en højtidelig aften. Nationalmuseet var igen i år rammen om den festlige begivenhed, der markerer, at et hold nye advokater er blevet en del af advokatstanden.

Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Morten Holtum

Der var champagne og masser af mulighed for at mingle i Nationalmuseets gårdhave på en af årets sidste sensommerdage, da Advokatsamfundet traditionen tro afholdt årsfest for nye advokater.
Advokatrådets formand, Peter Fogh, bød de nyuddannede advokater velkommen til Advokatsamfundet, og han benyttede lejligheden til at fremhæve Advokatsamfundets tre kerneværdier: retssikkerhed, uafhængighed og integritet.
- Det er værdier, som vi normalt kun taler om ved særlige lejligheder. Vi tager nemlig for givet, at staten respekterer dét, som er helt grundlæggende for, at vi kan fungere som advokater. Men det er vigtigere end nogensinde at værne om disse værdier, og desuden at kæmpe hårdt for dem – det gælder ikke kun advokater, men alle, sagde Peter Fogh blandt andet til de nye advokater.
Advokatrådets formand sammenlignede i sin tale en advokatkarriere med et maraton, der starter med en temmelig lang og stejl stigning.
- De første kilometer af løbet op ad stigningen er benhårde. Det hele er nyt, og man skal arbejde så hårdt, at ens ben syrer til. Og alligevel føler man ikke, at man bevæger sig særlig hurtigt. Samtidig er der andre løbere overalt, som er i samme situation som dig. Alle kæmper for at finde rytmen og deres position i feltet. Nogle få maser sig frem og bruger albuer på andres bekostning. Efter stigningen – som nogle måske kan genkende fra fuldmægtigtiden – flader ruten ud, og man finder efter et stykke tid ind i en løberytme og en løbestil, som er krævende, men behagelig og passer til ens temperament og styrker, sagde han.
- I maraton omtales en mur, som man ofte risikerer at ramme, når man har løbet omkring 30-35 kilometer. I en advokatkarriere kan man godt risikere at ramme muren flere gange, men det skal man bare tage som en kombination mellem maraton og hækkeløb. Det gør det blot spændende, at man fra tid til anden bliver lidt presset, selvom der naturligvis skal være grænser for alt. I er alle sammen godt i gang med dette løb. Det, at I står her i dag – så at sige med jeres advokatbeskikkelse i hånden – betyder, at I har overstået den første stigning. I er ovre det indledende stykke, I har fået jeres titel og nu er der mulighed for at finde jeres helt egen stil og jeres eget tempo i karrieren og arbejdslivet.
Efter taler af også justitsminister Søren Pind, og Højesterets præsident, Poul Søgaard, var der middag og underholdning.