Advokaten 6 I zonen for menneskerettigheder

Print Print
25-08-2016

 

Menneskerettigheder kan påvirkes overalt i værdikæden og i mange forretningsrelationer. Det har store internationale virksomheder og advokater erkendt, men advokat Thomas Trier Hansen savner, at også danske advokater tager området mere seriøst i deres rådgivning.

Af Dorthe Plechinger
Foto: Mikkel Adsbøl

Menneskerettigheder! Det er da ikke relevant at skrive om i Danmark! Det var der én, der sagde til mig, da jeg skrev speciale om virksomheder og menneskerettigheder i 1990’erne. Dengang var der ikke mange, der talte om det. Slet ikke herhjemme. En af grundene til min interesse for området var, at jeg har boet og taget dele af min uddannelse i Mexico. Landet gik fra at være helt lukket til at liberalisere økonomien fuldstændigt og lukke op for store multinationale selskaber. Jeg syntes, det var interessant at vide, hvad det betød for menneskerettighederne. Man talte også om, hvordan man integrerer menneskerettigheder i andre juridiske discipliner, og det forsøgte jeg at gøre i fagene international ret, investeringsret og handelsret på universitetet i Mexico City. Jeg tog tankegangen med mig, og da jeg var færdig på jura, blev jeg ansat på det, der dengang hed Det Danske Institut for Menneskerettigheder.

Jeg arbejder meget uden for mit kontor. Sidste år havde jeg 70 rejsedage – og det bliver ikke mindre i år. Jeg bevæger mig generelt i den zone, der hedder menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, korruption og efterhånden også miljø, da det jo også påvirker mennesker. Så 70 procent af mit arbejde er på det internationale område – herunder det grønlandske – og mine klienter kan være virksomheder, stater, NGO’er med videre. Min opgave vil typisk være at gennemgå en stats eller virksomheds systemer og vurdere, hvordan de påvirker menneskerettighederne. Efterlever de internationale konventioner på området, og hvor kan de sætte ind i forhold til at minimere risici. Jeg er også ekstern rådgiver til eksempelvis Institut for Menneskerettigheder i forbindelse med deres retssektor-programmer i andre stater. Mit speciale er de forskellige retssystemer. Hvad betyder retsstaten, og hvilken rolle har de forskellige aktører?

Hele området med CSR og Due diligence eller nødvendig omhu er eskaleret internationalt. Det er blevet en stadig større del af virksomheders tænkning. En væsentlig grund er vedtagelsen af FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv i 2011. En anden medvirkende årsag kan være, at man i eksempelvis Storbritannien har vedtaget Modern Slavery Act, der handler om, hvordan du som virksomhed sikrer dig mod, at der foregår slaveri eller menneskehandel i virksomheden eller dens leverandørkæde. Vi taler ikke om slaver med lænker om halsen, men om udnyttelse af folk i meget sårbare situationer: Har din tyrkiske underleverandør for eksempel ansat syriske flygtninge, som man ved har meget dårlige arbejdsforhold og ingen rettigheder? Efterhånden har det bredt sig til at blive en mere bred menneskerettighedsdagsorden internationalt. Også hos internationale advokater. Jeg synes, at advokater i Danmark er langt bagefter i at forstå, hvor vigtigt det er at kunne rådgive på området. Måske fordi konceptet er, at advokater i så høj grad rådgiver i forhold til, om man er inden for eller uden for loven, og menneskerettighederne handler om, hvorvidt du systematisk evner at minimere risici for at påvirke menneskerettigheder negativt – også selvom det ikke er egentlige lovovertrædelser?  

Den største udfordring er at få gjort menneskerettigheder til en integreret del af alle andre beslutninger i en virksomhed. Når jeg laver en aftale med en virksomhed, insisterer jeg derfor på ikke kun at møde HR-afdelingen, men også den ansvarlige for juridisk afdeling samt den indkøbs- og salgsansvarlige, så hele beslutningskæden i en virksomhed bliver involveret. Ellers bliver det en isoleret søjle, noget, som ingen i virksomheden egentlig forstår, har interesse i eller tager ansvar for. Jeg har lavet mange strategier i mit liv – også som leder af Retten i Grønland – og man har som leder altid en tro på, at hvis du bare laver en god strategi, så følger alle den. Men det sker ikke. Du skal fortælle hvorfor, og hvilken betydning det har for den enkelte medarbejders konkrete arbejde, så der opstår ejerskab til det, man ønsker at opnå.

Generelt har de helt store danske virksomheder fået mere fokus på området. Blandt andet på grund af den danske årsregnskabslov om CSR-rapportering. Og man kan håbe, at det breder sig nedad til de mellemstore og små virksomheder, der leverer til de store. Det er dog stadig ofte sådan, at når nogen hører om det, tænker de: Åh nej, det kræver mange kræfter og tid at gennemgå vores virksomhed. Men det gælder jo ikke om at finde de vises sten. Man skal som det første identificere, om man har problemer, og bagefter prioritere indsatserne – og så tage den derfra.

Diskussioner om forskelsbehandling herhjemme bliver tit noget med, om der er ens priser for mænd og kvinder hos frisøren. Nogle banaliteter. Vi mangler diskussionerne om, hvad menneskerettigheder egentlig er. De handler også om afskedigelser og arbejdsmiljø, og derfor arbejder alle virksomheder i princippet med menneskerettigheder – hver eneste dag. Når du for eksempel afskediger en person, påvirker du hans eller hendes rettigheder. Det kan godt være, at du synes, manden er idiot og ikke performer, men det er vigtigt som virksomhed at få ham ud på den ordentlige måde. Det er den nødvendige omhu, der ligger i begrebet Due Diligence. Du har selvfølgelig ret til at afskedige personen, men du kan give vedkommende en mulighed for at rette op. Får du for mange dårlige sager, kan virksomhedens omdømme tage skade, der kan på sigt blive problemer med at tiltrække arbejdskraft, og der kan være nogle investorer, der ser på, hvordan man håndterer sine menneskerettighedspåvirkninger. Det er der faktisk flere og flere, der gør.  

Jeg kunne blive dommerfuldmægtig ved retten i Slagelse eller landsretten i Grønland, da man overvejede at lukke Det Danske Center for Menneskerettigheder i vinteren 2001. Jeg ville gerne arbejde med lidt mere hardcore jura end menneskerettigheder, og her er domstolene gode. Jeg var lige blevet gift med min kone, der er fra Malawi, og vi besluttede os for Grønland. Dels var det et nyt land for os begge, dels er det lettere at lære dansk der, for i Danmark kan du klare dig med engelsk. Så vi rejste derop, og jeg blev ansat som dommerfuldmægtig i to år med supergode kolleger og fik set meget af landet. Siden har jeg været ansat der to omgange mere. Senest som dommer i 2009, da man fik en ny retsreform og oprettede Retten i Grønland. Det inspirerede mig, at der oven i dommergerningen var en udviklingsdel, da jeg fik ansvaret for at implementere retsreformen.

Når du sidder med de mange sager om overgreb på børn i Grønland som dommer, kan du godt ende med at overse alle de positive ting. Der er jo også en Tønder-sag i Danmark. Omvendt havde jeg langt flere positive oplevelser der. Man glemmer lidt, at Grønland er på størrelse med Mexico, og at der bor ca. 60.000 mennesker i dette kæmpestore land: Jeg skulle for eksempel til et borgermøde i en lokal bygd i Østgrønland for at tale om problemer med at få besat den lokale kredsret dér. Jeg havde fået en lokal kredsdommer til at indtale min introduktionstale på grønlandsk og havde øvet og øvet mig på den, og de 25-30 lokale til mødet tog utrolig godt imod mig, selv om jeg nok har været ret håbløs på grønlandsk. Der var en rigtig god debat og med et utrolig stort engagement, som ofte kendetegner grønlændere, når emnet er vigtigt for dem.

Min kone og jeg pendlede frem og tilbage mellem Danmark og Grønland de år, og det blev for anstrengende. Hun var begyndt at læse medicin i Danmark, og det var ikke lige måden at køre et ægteskab på. Så jeg rejste hjem i 2011. Men jeg har stadig mange kontakter og opgaver i Grønland, blandt andet som rådgiver eller advokat for grønlandske institutioner og virksomheder. Men jeg møder ikke i retten, da der nok ville være en stor risiko for, at de lokale dommere ville være inhabile – jeg kender stadig de fleste. I så lille et samfund vil der altid opstå interessekonflikter. Det ved alle. Men det er ikke samme problem, hvis du er åben og erkender det og giver andre mulighed for at gennemskue interessekonflikterne. Og det er der også kommet en stor lydhørhed for hos flere politikere. Måske har man hidtil ikke udfordret sig selv tilstrækkeligt på de her spørgsmål. Men det grønlandske hjemme- og selvstyre er jo ikke særlig gammelt. Hvorfor skulle det også lykkes dem på 37 år at få et perfekt system, når det ikke er lykkedes andre igennem langt flere år?  

Jeg registrerede mig som CSR-advokat, da jeg kom tilbage til Danmark. På det tidspunkt var jeg vist den eneste advokat på området. Jeg ville gerne arbejde med menneskerettigheder ud fra en advokattilgang, og det giver mere pondus at komme til en virksomhed som advokat inden for menneskerettigheder, end hvis du er konsulent. Man får lettere adgang til alle funktioner i en virksomhed som advokat og dermed mulighed for at rådgive om menneskerettigheder i forhold til dem alle og ikke blot den traditionelle i HR-afdelingen. Udover at rådgive i, hvordan man efterlever internationale principper og konventioner, kan jeg også tale med virksomhederne om, hvordan man håndterer for eksempel personalemæssige spørgsmål og indkøb. Ved Retten i Grønland havde jeg mere end 45 tilknyttede medarbejdere og et stort millionbudget, og derfor kan jeg tale med om, hvilke beslutningsprocesser der er i en virksomhed.

Lige nu diskuterer vi herhjemme, hvordan vi kan gå til grænsen af og udfordre de internationale konventioner. Men hvis vi vil udfordre dem, har andre EU-lande, eller lande som Iran og Rusland vel også ret til at gøre det? Hvis det er det, vi vil, kan vi da ikke kritisere andre for at gøre det samme. Og hvis vi alle siger, at der er særlige grunde til, at lige netop Danmark må udfordre grænserne eller ikke skal være forpligtet, så gælder det jo også for alle andre lande – og så vil konventionerne være værdiløse.

Thomas Trier Hansen
47 år, advokat ved Nordic Law Group. Cand.jur. 1997, advokat 2007. Har arbejdet ved de grønlandske domstole i tre omgange, i perioden 2009-2011 var han som dommer ved Retten i Grønland med til at implementere den nye retsreform i Grønland. Har stor viden om grønlandske retsforhold – blandt andet den grønlandske råstoflovgivning – og er stadig med i bestyrelsen for Transparency International Greenland og retshjælpsorganisationen IKIU.   
Thomas Trier Hansen er specialiseret i og rådgiver om CSR og navnlig spørgsmål om menneskerettigheder, arbejds- og udbudsret, korruption med videre. Han bliver ofte brugt som international konsulent og oplægsholder i spørgsmål om menneskerettigheder.