Advokaten 6 Ny afgørende dom fra EU-Domstolen om udlevering

Print Print
25-08-2016

 

Men når man tager i betragtning, at EU-Domstolen ved flere lejligheder har understreget behovet for EU-rettens effektivitet og formålet om en hurtigere og smidigere adgang til udlevering, er det alligevel i en vis forstand opsigtsvækkende, at EU-Domstolen med henvisning til menneskerettighederne åbner mulighed for at afslå udlevering, fordi fængselsforholdene i anmodningslandet indebærer fare for nedværdigende og umenneskelig behandling.

Reglerne om den europæiske arrestordre er vedtaget af EU ved en rammeafgørelse i 2002, og de har haft stor betydning for retsudviklingen vedrørende udlevering af personer til strafforfølgning eller strafafsoning i EU. Det er blevet meget lettere og hurtigere at få udleveret personer på tværs af EU-grænser.

Af professor Thomas Elholm, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Arrestordren var oprindelig en politisk vanskelig sag af navnlig tre grunde. For det første indebærer arrestordren krav om udlevering af egne statsborgere, hvilket landene var tilbageholdende med før arrestordrens indførelse.
For det andet blev der med arrestordren – delvis – gjort op med et hidtil grundlæggende princip i sager om udlevering, nemlig kravet om, at udlevering alene kan ske, hvis den bagvedliggende mistanke vedrører en handling, der er kriminaliseret i begge lande (kravet om dobbelt strafbarhed).
For det tredje stiller arrestordren krav om hurtig udlevering, og der er derfor dels en række korte tidsfrister forbundet med arrestordren, dels et forbud mod for eksempel at prøve bevisgrundlaget i sagen, før der udleveres.
Efter længere tids forsøg på at indføre arrestordren lykkedes det EU i 2002. Det var terrorangrebet på USA 11. september 2001, der satte skub i tingene. Reglerne er nu implementeret i dansk ret ved en ændring af udleveringsloven fra juni 2003. De trådte i kraft 1. januar 2004.

Langt flere udleveres i dag
Efter indførelsen af arrestordren er antallet af udleveringer i EU steget markant. En opgørelse fra EU viser, at tallene foreløbigt toppede i 2009 med knap 16.000 udfærdigede arrestordrer og overgivelse af knap 5.000 personer. I de senere år har tallet været lidt faldende. De tilsvarende tal for 2013 var henholdsvis cirka 13.000 og cirka 3.500.
Samtidig er sagsbehandlingstiden reduceret. Mens det tidligere var normalt med månedlange eller endog årelange processer vedrørende udlevering, finder overgivelser i EU i dag ofte sted inden for to, tre uger, hvis den eftersøgte person giver sit samtykke. Uden samtykke klares det normalt inden for et par måneder.
Justitsministeriet har siden 2006 ført statistik over udleveringer som følge af arrestordren. Tallet af udleverede fra Danmark svinger en del. I 2007 var tallet relativt lavt – 14 personer – men tendensen synes stigende. I 2014 var det 59 personer. Andelen af danske statsborgere er lille og udgør samlet set cirka 30 i perioden 2006-2014.

Flere sager ved danske domstole
En række af disse udleveringer har ført til sager ved danske domstole og givet anledning til vanskelige juridiske spørgsmål. Antallet af trykte domme og kendelser er mere end fordoblet i perioden 2011-2015 sammenlignet med perioden 2005-2009. De sidste tre år har der i øvrigt været anlagt sammenlagt cirka 45 sager ved danske domstole vedrørende den europæiske arrestordre. Det er således et emne med stigende praktisk relevans.
I den sidste tid har nogle sager drejet sig om, hvorvidt udlevering kan afslås med henvisning til urimelige fængselsforhold i andre lande. EU-Domstolen har 5. april 2016 afsagt en vigtig dom om spørgsmålet.

Sagen om Aranyosi
Den ungarske statsborger Aranyosi, der boede hos sin mor i Bremen i Tyskland, blev arresteret i 2015 i Bremen, efter at han var blevet begæret udleveret til strafforfølgning i Ungarn for to mindre indbrud. Aranyosi ønskede ikke at blive udleveret til sit hjemland. Måske har det spillet ind, at han havde hørt om fængselsforholdene? Da han ikke ville give samtykke til udlevering, skulle sagen efter tysk lovgivning afgøres ved retten i Bremen.
Retten fastslog, at de ungarske myndigheder på forespørgsel fra den tyske anklagemyndighed ikke havde oplyst, om Aranyosi ville blive varetægtsfængslet og eventuelt i hvilket fængsel. Samtidig lagde retten til grund, at en eventuel varetægtsfængsling i Ungarn kunne medføre fare for nedværdigende og umenneskelig behandling. Ungarn er nemlig dømt for overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) art. 3 på grund af fængselsforholdene i landet, der udsætter de indsatte for umenneskelig og nedværdigende behandling. Der er eller har været 450 andre lignende klagesager mod Ungarn ved EMD. Også den europæiske torturkomité har kritiseret fængselsforholdene i Ungarn.
På den baggrund fandt retten i Bremen det problematisk at træffe afgørelse om udlevering. Den mente, at udlevering kunne være i strid med EU’s rammeafgørelse om arrestordren, navnlig art. 1, stk. 3, om pligten til at respektere grundlæggende rettigheder. Retten fandt også, at det kunne være i strid med den tyske implementeringslovgivning, hvoraf det fremgår, at udlevering ikke er tilladt, hvis det vil stride mod EU-Traktatens art. 6, om grundlæggende rettigheder.
Den tyske ret forelagde derfor en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Den ønskede oplyst, om rammeafgørelsen skal fortolkes således, at udlevering er ulovlig, hvis fængselsforholdene i det andet land må antages at være i strid med de grundlæggende menneskerettigheder.

EU-Domstolen hylder både effektivitet og menneskerettigheder
Med arrestordren er der etableret et nyt og mere enkelt og effektivt udleveringssystem i EU. For at kunne fungere tilstrækkelig effektivt, forudsætter systemet en høj grad af tillid mellem landene. Det fastslår EU-Domstolen indledningsvis med henvisning til tidligere praksis. Danske myndigheder skal således have tillid til, at alle andre EU-retssystemer opretholder et tilsvarende og virksomt retsbeskyttelsesniveau. Danmark og de øvrige lande er derfor også som udgangspunkt forpligtede til at effektuere en arrestordre og kan kun afslå en sådan anmodning, hvis betingelserne i rammeafgørelsen ikke er opfyldt, eller hvis der foreligger en afslagsgrund, som udtrykkeligt er nævnt i rammeafgørelsen. Det er der intet nyt i.
EU-Domstolen fastslog imidlertid også, at EU-landene har pligt til at efterleve menneskerettighederne. Forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i art. 4 i EU’s Charter har en absolut karakter (i lighed med art. 3 EMRK), og landenes domstole og øvrige myndigheder er forpligtede til at tage hensyn til en fare for krænkelse heraf. Det er der for så vidt heller ikke noget overraskende i.
Men når man tager i betragtning, at EU-Domstolen ved flere lejligheder har understreget behovet for EU-rettens effektivitet og formålet om en hurtigere og smidigere adgang til udlevering, er det alligevel i en vis forstand opsigtsvækkende, at EU-Domstolen med henvisning til menneskerettighederne åbner mulighed for at afslå udlevering, fordi fængselsforholdene i anmodningslandet indebærer fare for nedværdigende og umenneskelig behandling.

Begrænset effekt
EU-Domstolen begrænser dog i samme åndedrag muligheden for afslag i sådanne tilfælde. Domstolen tilføjer nemlig en stribe forudsætninger for at afslå udlevering. Forudsætningerne knytter sig dels til karakteren af den fare for nedværdigende eller umenneskelig behandling, der skal foreligge, dels til dokumentationskravet.
Hvad angår dokumentationskravet anfører EU-Domstolen, at afslag på udlevering skal være baseret på objektive, pålidelige, nøjagtige og behørigt opdaterede oplysninger. De kan for eksempel stamme fra internationale domstolsafgørelser eller afgørelser fra domstole i det land, hvor der skal udleveres til samt fra internationale organer som Europarådet og FN.
Hvis en national myndighed ligger inde med sådanne oplysninger, og de tyder på en ‘reel fare’ for umenneskelig eller nedværdigende behandling i form af reelle mangler ved fængselsforholdene, der er systematiske eller generelle, eller knyttet til bestemte persongrupper eller bestemte fængsler, har myndigheden pligt til at undersøge forholdene nærmere. I dansk sammenhæng vil det betyde, at Justitsministeriet vil skulle rette henvendelse til myndighederne i det land, som ønsker personen udleveret, og bede om yderligere oplysninger.

Krav om konkret fare
EU-Domstolen understreger, at systematiske og generelle mangler i andre landes fængselssystemer ikke nødvendigvis betyder, at en person i det konkrete tilfælde udsættes for fare for umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Det er derfor et krav, at den nationale myndighed forhører sig hos udstedelseslandets myndigheder om de betingelser, hvorunder personen i den konkrete sag skal frihedsberøves. Det skyldes især to ting. For det første udelukker systematiske og generelle mangler ved dele af et medlemslands fængselsvæsen ikke, at der findes andre fængsler i det pågældende land, som faktisk lever op til menneskerettighederne. For det andet kunne der også være tale om, at udstedelseslandet havde forbedret forholdene i et bestemt fængsel. Også af den grund skal oplysningerne, som man baserer sig på, være aktualiserede.
Samlet set skal der være vægtige eller alvorlige grunde til at antage, at der er fare for umenneskelig eller nedværdigende behandling af personen i den konkrete sag.

Sagens udsættelse
Det understreges af EU-Domstolen, at den nationale domstol ikke i første omgang skal afslå udlevering, men at sagen skal udsættes, indtil den reelle fare for nedværdigende eller umenneskelig behandling enten kan be- eller afkræftes.
Den fuldbyrdende myndighed skal således søge oplysninger i udstedelseslandet, som kan enten be- eller afkræfte dette i den konkrete sag. Hvis sådanne oplysninger ikke kan tilvejebringes inden for rimelig frist, skal myndigheden træffe afgørelse om, hvorvidt udleveringssagen skal afsluttes.
Domstolen nævner i den forbindelse en række generelle principper, herunder proportionalitetsprincippet, som afgørende for, hvor længe en person må være varetægtsfængslet og – hvis der foretages sikring af personens tilstedeværelse på anden måde – hvor længe en sådan udleveringssag må løbe.
Som tidligere nævnt, har EU-Domstolen med dommen i sagen Aranyosi givet relativt præcise retningslinjer for, hvordan retsanvender i medlemslandene skal gå frem i denne type sager, og hvad eksempelvis en dansk forsvarsadvokat skal være opmærksom på, hvis han eller hun får en sådan sag.
(Dommen er mere udførligt omtalt i artiklen ‘Dansk udlevering efter den europæiske arrestordre’, under trykning i Ugeskrift for Retsvæsen 2016B).

Thomas Elholm
Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Han forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Han er formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør for Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet.