Advokaten 6 Sagen henhører under skifteretten…. eller gør den?

Print Print
25-08-2016

 

Skifteretten har kompetence til at behandle klager over advokater, der er antaget eller udpeget af skifteretten. Efter retsplejelovens § 146, stk. 1, og § 147 b, stk. 1, har Advokatnævnet kompetence til at behandle klager over advokaters salærer og adfærd. En række afgørelser fra Advokatnævnet viser grænsedragningen mellem skifterettens og Advokatnævnets kompetence, når der klages over eksempelvis en bobestyrer.

Af Martin Korp Jensen, chefkonsulent, Advokatnævnets Sekretariat

Med udgangspunkt i Advokatnævnets praksis er formålet at belyse, hvilke klager der er omfattet af skifterettens særlige tilsynskompetence, og hvilke klagetyper der kan behandles af såvel skifteretten som Advokatnævnet. Kompetencespørgsmålet er et område, hvor også fremtidige afgørelser må antages at tydeliggøre grænsedragningen.
Indledningsvis bemærkes, at i de følgende eksempler fra nævnspraksis er der tale om sager, hvor der er klaget over en bobestyrer. Det er også i forhold til bobestyrere, at grænsedragningen mellem skifterettens og Advokatnævnets kompetence er mest udtalt, men grænsedragningen er også relevant ved klager over kuratorer, rekonstruktører, likvidatorer i selskaber under tvangsopløsning, medhjælpere i gældssaneringssager og bobehandlere. Som nævnt omhandler artiklen alene grænsedragningen mellem skifteretten og Advokatnævnets kompetence ved klager over bobestyrere.
Ved adfærdsklager tager Advokatnævnet stilling til, om advokaten har handlet i overensstemmelse med, hvad god advokatskik tilsiger, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Når der i skifteretlige sager, dvs. hvor en advokat af skifteretten er udpeget som eksempelvis bobestyrer, tales om egentlige adfærdsklager, er dette et langt mere afgrænset område end almindelige adfærdsklager, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. I skifteretlig terminologi forstås der ved adfærdsklager typisk en adfærd, der relaterer sig til opførsel eller optræden, for eksempel uacceptable ytringer.

Klager over eksempelvis en bobestyrer kan overordnet inddeles i følgende klagetyper:

  • Klager over salær
  • Klager over habilitet
  • Adfærdsklager
  • Klager over beslutninger/dispositioner
  • Klager over generel sagsbehandling

Klager over det af skifteretten fastsatte salær til for eksempel en bobestyrer henhører under skifterettens enekompetence.
Klager over habilitet henhører under skifterettens kompetence. Inhabilitet og interessekonflikt vil ofte – men ikke altid – være sammenfaldende.

Klagepunkter rakte videre end klage over habilitet
Advokatnævnet afsagde 23. marts 2015 kendelse i nævnets sag 2014-3366, hvor advokat A af skifteretten var blevet udpeget som bobestyrer i et dødsbo, hvor fire søskende var arvinger. En af arvingerne klagede blandt andet til Advokatnævnet over, at advokat A havde undladt at orientere om, hvor mange kasketter han havde på, og over, at han havde ‘tromlet’ og afbrudt klageren på et bomøde. Sidstnævnte var en klage over bobestyrers adfærd, men da stillingtagen til klagepunktet forudsatte en bevisførelse, som ikke kunne finde sted for Advokatnævnet, afviste nævnet dette klagepunkt. Såfremt der ikke havde været uenighed om, hvad der var sagt på bomødet, ville Advokatnævnet som udgangspunkt have haft kompetencen til at behandle adfærdsklagen, da den vedrørte advokatens adfærd. Særlig vedrørende klagen over advokat A’s mange kasketter fremgår det af Advokatnævnets kendelse, at Advokatnævnet som udgangspunkt ikke har kompetence til at behandle klager over, at en advokat, der er antaget af skifteretten, er inhabil.
Advokatnævnet bemærkede, at skifteretten, på baggrund af en klage, havde besluttet at udskifte bobestyreren. Herefter lagde Advokatnævnet til grund, at klagen over, at advokat A skulle have blandet personlige værdier, ansættelsesforhold og bobestyrerfunktionen sammen og have undladt at fortælle, hvor mange kasketter han havde på, samlet måtte anses for en klage over, at advokat A under de foreliggende omstændigheder ikke burde have ladet sig udpege som bobestyrer, og at han ikke havde varetaget arvingernes interesser på loyal og upartisk vis. Advokatnævnet fastslog herefter, at disse klagepunkter rakte videre end en klage over bobestyrers habilitet, hvorfor Advokatnævnet behandlede klagen. Advokatnævnet fandt, at advokat A ikke havde tilsidesat god advokatskik ved at have ladet sig udpege som bobestyrer, i hvilken forbindelse nævnet særlig lagde vægt på, at alle arvinger i forbindelse med udpegningen ønskede advokat A som bobestyrer, og at advokat A, da han blev udpeget, ikke kendte til de forhold i familien, der senere gav anledning til tvister.
Advokatnævnet frifandt herefter advokat A. Kendelsen kan læses på Advokatsamfundets Vidensdatabase.

Salg af fast ejendom og fortolkning af testamente
Ved brev af 13. maj 2016 til klager i nævnets sag 2015-4578 afviste Advokatnævnet en klage fra en arving over advokat A, der var bobestyrer. Der var blandt andet klaget over bobestyrers varetagelse af salget af boets faste ejendom og bobestyrers fortolkning af et testamente. Det fremgik af sagen, at den faste ejendom havde en offentlig ejendomsværdi på 940.000 kroner, men at bobestyreren havde indhentet forslag til udbudsvilkår fra to ejendomsmæglere, og at bobestyreren på grundlag af vurderingerne indgik en formidlingsaftale om udbud af ejendommen til 365.000 kroner. Under aftaleforløbet foreslog ejendomsmægleren, at udbudsprisen blev nedsat til 295.000 kroner, hvilket bobestyreren orienterede arvingerne om. Arvingerne ønskede udbudsprisen forhøjet, og bobestyrers afgørelse blev af arvingerne påklaget til skifteretten, der ikke fandt grundlag for at tilsidesætte bobestyrers beslutning om at sænke udbudsprisen til 295.000 kroner.
For så vidt angår klagen omkring bobestyrers fortolkning af testamentet og dermed, hvem der var arveberettiget, fastslog skifteretten, at klagepunktet vedrørte en separat tvist, jf. dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1, hvorfor klagen blev afvist. Advokatnævnet afviste de her omtalte klagepunkter – der var klaget over yderligere forhold – på beskaffenheden, idet klagepunkterne henhørte under skifterettens kompetence. Disse klagepunkter ville i henhold til Advokatnævnets praksis være blevet afvist med samme begrundelse, også selvom der ikke var klaget til skifteretten.
Ved brev af 13. maj 2016 til klager afviste Advokatnævnet blandt andet en klage over bobestyrers ytringer, det vil sige adfærd. Klager havde i klagen anført blandt andet følgende: 

“Som jeg ordret sagde til første bomøde, henvendt til A og B: “Hvad end mine søstre har haft af bevæggrunde for at sætte dette i værk har de benyttet sig af min mors svækkelse, til at få hende til at gøre noget, som var hende imod, som var imod hendes eget ønske, men som hun ikke magtede at sætte sig imod. Testamentet fra 2005 er et overgreb mod en dement person, som jeg nu vil have ugyldiggjort. Et ældre testamente kan så træde i kraft - et testamente som bedre udtrykker det min mor stod for da hun var frisk nemlig livsvisdom intelligens og retfærdighedssans.”
[Bobestyrers] svar er blot - “Nu ved vi jo for det første ikke, hvad der står i nogen af de andre testamenter, så det er måske lidt for tidligt at begynde på det!”
A og B havde dog på forhånd tilsyneladende godt styr på både alt indbo og testamenter.
Så blev der stille og [bobestyrer] fortsætter ...
“Men ...som jeg indledte med at sige – for mig er det det her testamente, der skal føres ud i livet, medmindre der skulle vise sig at være nogle bestemmelser i det foregående, der er gjort uigenkaldelige.. Eller det bliver anfægtet og en retsafgørelse går med til, at det skal bestrides......godt,  så tror jeg ikke vi kommer længere med det i dag. ”

Advokatnævnets begrundelse for at afvise klagen var, at ytringerne – som bobestyrer i øvrigt bestred, var faldet, som klageren anførte i sin klage – ikke kunne anses for at være egnede til at virke krænkende eller i øvrigt kunne anses for at være uacceptable, jf. retsplejelovens § 147 b, stk. 3.
I nævnets sag 2014-1500 afviste Advokatnævnet ved brev af 22. december 2014 til en klage, hvor der blandt andet var klaget over bobestyrers beslutninger og bobestyrers generelle sagsbehandling. Advokatnævnets begrundelse for at afvise klagen over bobestyrers beslutninger var, at denne del af klagen henhører under skifterettens kompetence. For så vidt angår klagen over den generelle sagsbehandling fremgår blandt andet følgende af afgørelsen:

“Ifølge forarbejderne til dødsboskifteloven – som efter Advokatnævnets opfattelse også beskriver retstilstanden før ændringen af loven – kan Advokatnævnet kun behandle klager over en bobestyrers generelle sagsbehandling, hvis klagen har været indbragt for skifteretten, og skifteretten ikke har fundet grundlag for at foretage nogen af de tiltag, som findes i dødsboskifteloven.
Det fremgår ikke af klagen, at du har klaget til skifteretten, hvorfor Advokatnævnet også afviser denne del af din klage.
Hvis skifteretten ikke finder grundlag for at foretage nogen af de tiltag, som findes i dødsboskifteloven vedrørende advokat A’s generelle sagsbehandling, har du mulighed for på ny at klage til Advokatnævnet i overensstemmelse med de almindelige regler herom.” 

Klager klagede herefter til skifteretten over den generelle sagsbehandling, men skifteretten fandt ikke anledning til at iværksætte foranstaltninger i medfør af dødsboskifteloven. Klageren klagede på ny til Advokatnævnet over bobestyrers generelle sagsbehandling, hvilket af Advokatnævnet blev opfattet som anmodning om genoptagelse af den oprindelige klage. Advokatnævnet imødekom genoptagelsesanmodningen, men afviste klagen i medfør af retsplejelovens § 147 b, stk. 3, idet det ikke var godtgjort, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik.
Såfremt klagen over generel sagsbehandling var modtaget i Advokatnævnet, efter at boet var afsluttet, følger det af nævnets praksis, at Advokatnævnet ville have behandlet klagen, selvom der ikke var klaget til skifteretten over den generelle sagsbehandling.
Et eksempel herpå ses i Advokatnævnets kendelse af 4. maj 2016 i nævnets sag 2014-1251, hvor der blandt andet var klaget over, at en bobestyrer ikke havde betalt regningen for etablering af et gravsted, ligesom bobestyreren ikke havde orienteret arvingerne herom. Advokatnævnet konstaterede, at dette klagepunkt, som vedrørte advokat A’s generelle sagsbehandling, ikke havde været indbragt for skifteretten.
Da skifteretten imidlertid havde afsluttet dødsboskiftesagen, behandlede Advokatnævnet klagen, og Advokatnævnet fandt, at advokat A havde tilsidesat god advokatskik. Advokatnævnet lagde i den forbindelse særlig vægt på, at advokat A’s medarbejder i et bomødereferat havde påtaget sig at drage omsorg for betalingen af udgifterne til etablering af gravstedet.
Den omstændighed, at der på et tidspunkt var tvivl om, hvorvidt boet var insolvent, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet begravelsesomkostninger i insolvente dødsboer betales forud for anden gæld, og såfremt bobestyreren havde været af den opfattelse, at boets insolvens var til hinder for betaling for gravstedet, burde han have orienteret arvingerne, så de selv havde mulighed for at betale omkostningerne. Kendelsen ligger på Advokatsamfundets Vidensdatabase.  

Martin Korp Jensen
Cand.jur. Har arbejdet i Advokatsamfundet siden januar 2009 og siden december 2012 været tilknyttet Advokatnævnets sekretariat.

 

Revision af retningslinjer for offentliggørelse
Advokatnævnet har vedtaget en revision af retningslinjerne for offentliggørelse af sine afgørelser med oplysning om advokatens navn.
Ifølge retningslinjerne, som trådte i kraft for afgørelser truffet efter 5. december 2014, skal der ske offentliggørelse med advokatens navn af afgørelser om bøder på 20.000 kroner eller derover; Nævnet kan dog beslutte, at en afgørelse om bøde på under 20.000 kroner også offentliggøres, herunder især hvis kendskabet til afgørelsen vil have en betydning for andres valg af advokat.
Som udgangspunkt afventer offentliggørelse udløbet af fristen for indbringelse af nævnets afgørelse for retten. Dog offentliggøres afgørelser om bøder på 40.000 kroner eller derover samt afgørelser om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed som udgangspunkt samtidig med, at kendelsen sendes til parterne.
De reviderede retningslinjer indeholder en hjemmel til for nævnet at beslutte, at også en kendelse, hvor advokaten er blevet pålagt en bøde på under 40.000 kroner, skal offentliggøres samtidig med, at kendelsen sendes til parterne. Dette gælder særligt, hvis advokatens adfærd har været til gene for en klient, og kendskabet til afgørelsen vil have en betydning for andres valg af advokat.
De reviderede regler for straksoffentliggørelse får virkning for afgørelser truffet efter 15. august 2016.

Retningslinjerne kan læses i deres helhed under Advokatnævnet på Advokatsamfundet.dk.