Advokaten 4 Mit speciale: Claus Barrett Christiansen

Print Print
17-05-2016


I Kina spiser man frokost med de besværlige advokater
Claus Barrett Christiansen rejser ofte til Beijing bare for at spise en tretimers frokost med en kinesisk samarbejdspartner. De personlige relationer er nemlig afgørende i arbejdet med rettigheder til mærkevarer og design i Kina, som han arbejder med. Han har efterhånden specialiseret sig i landets kultur og tankegang og bliver ofte både overrasket og imponeret.

Af Dorthe Plechinger

Tidligere var vi ofte dybt frustrerede, når vi sendte sager om rettigheder af sted til Kina for vores klienter. Vi hørte ikke mere til dem eller fik et sent og negativt svar fra en advokat. Vi var fem partnere i Bech-Bruun, der satte os for at få mere viden om Kina og det kinesiske system og etablerede Chinese Desk for otte år siden. Nogle af vores klienter har mange forretninger i landet, og dem ville vi gerne rådgive bedre. Det var en investering, der tog tid og kostede mange penge, men vores andel af sager derfra har bare været støt stigende siden. Jeg vil tro, at alene i vores afdeling med varemærker udgør Chinese Desk-sagerne omkring 20 procent. En af udfordringerne er at opretholde kontakten til de relevante samarbejdspartnere i Kina, og derfor har vi gjort en del ud af at få bredt vores kontaktnet og engagement ud til næste lag af yngre jurister her, så det bliver en mere integreret del af vores organisation – fordelt på flere hænder. 

De personlige kontakter er afgørende, hvis det skal fungere i Kina. Alle kan jo vælge et kæmpestort amerikansk kontor og få en fantastisk service på perfekt engelsk fra nogle, der altid svarer på telefon og mails. Men de får ikke den samme kvalitet som fra et lokalt kinesisk kontor. De kan til gengæld være enormt besværlige at arbejde sammen med, fordi de har en anden samarbejdskultur. Det kan være, at man er nødt til at rejse til Beijing ti gange om året bare for at spise frokost med dem. Men de ved godt, at jeg er taget derud bare for at møde dem, og det værdsætter de. Til gengæld prioriterer de mig. Bare det at sidde tre timer over for dem gør, at man kommer videre. Det betyder også, at man får den rigtige attention og person til sagen – og det er ellers ikke altid tilfældet. Men alting tager lang tid i Kina, og de begynder måske først at tænke, at du er en god relation eller kollega efter tre år.

Mange har et helt forkert og ensidigt billede af, hvordan sager om beskyttelse af rettigheder på varemærker og design foregår i Kina. At alt, der har med området at gøre, er noget rod, at det kinesiske system er helt forfærdeligt og korrupt, og at europæiske virksomheder konstant bliver snydt. Men sådan er det ikke. Man har valgt nogle systemer i Kina, som på mange måder er ret rigide, og som betyder, at man kan komme i klemme, hvis man ikke tidsnok sikrer sine rettigheder. Men sådan er det også med sager i for eksempel USA eller Rusland. Og Kina har kun haft et system for immateriel ret i cirka 40 år, mens man i Europa har haft det i et par hundrede år. I betragtning heraf er det kinesiske system imponerende! Og de har lige så mange ansøgninger om registrerede varemærker på et år, som man samlet har for EU-varemærker i Europa.

Jeg havde en snak med en kineser i Beijing, der sagde, at der altså var nogle ting, der ikke fungerede i Kina. Jeg svarede, at Kina jo var på vej på mange måder. Så kiggede han underligt på mig og sagde, at jeg jo skulle tænke på, at de havde været foran med alting i 2.900 af de sidste 3.000 år: “Det er kun de sidste 100 år, vi har haft problemer, så vi skal nok komme op igen.” Og da vi i Danmark i sin tid vandrede rundt med køller på Hjerl Hede, opfandt man krudtet i Kina! Det er den tilgang, de har: At det her er en lille mellemfase i historien, før tingene igen vender. Og jeg tror, de har ret. Der er klart nogle ting ved deres socialistiske system, som er ret specielle, men det er der også ret mange andre steder i verden. Jeg synes ikke, det er et land, der udmærker sig ved at være specielt besværligt, dårligt eller korrupt – det fungerer langt bedre end i for eksempel Indien.

Det tager lang tid at komme ind på livet af kineserne. Men kommer man det, er de til gengæld udpræget loyale. Det gælder også, at kender man nogen, der kender nogen, bliver det brugt til at få løst et problem. Det er relationerne, der tæller. Uden relationer kan man ingenting. Man kan sagtens komme ud for bestikkelse, men der må man være hård og afvise. Gennem fælles bekendte får man en dialog, får talt ud om tingene og løst problemerne i mindelighed. Det kunne vi lære af. Det, de måske kunne lære af os i Skandinavien, var at gøre deres offentlige og administrative systemer mere gennemskuelige og transparente. Det er meget svært at gennemskue, hvordan procedurerne foregår i Kina, hvis man ikke kender nogen, der har med dem at gøre. På mange måder vil de gerne, og de forbedrer også mange ting, men det er så stort et system, at det tager meget lang tid. 

De problemer, vi oftest ser, er, at en dansk virksomhed mener, at en kinesisk virksomhed har hugget dens rettigheder. De har enten taget ens varemærke, så man ikke kan sælge sine produkter der, eller man har registreret et patent eller andet, som gør, at man blokerer for en dansk virksomhed i Kina. En naturlig approach fra en dansk virksomhed vil være, at Det er noget frygteligt svineri: Nu skal vi stævne dem og gå hårdt til dem. Men det er der ikke ret mange, der har succes med. I Kina er det dem, der kommer først, der som udgangspunkt får retten til et varemærke. Og de fleste kinesere ser det derfor ikke, som om de har gjort noget forkert. Derfor virker det meget voldsomt, hvis man farer i flint og stævner og kører alle mulige ting i stilling. For os har det været en succes at bruge dialog og tilgangen med ikke at tro, at den måde, vi gør det på i Europa, er den eneste rigtige. Det er der heller ingen, der gider høre på – selvom de ofte er for høflige til at sige det.

Der er ingen tvivl om, at med den enorme vækst, der er på e-handel-området, er krænkelser og kopier af mærkevarer, der bliver solgt i Kina, et kæmpeproblem. Man mangler simpelthen sine rettigheder derude. De har et system, hvor man kan få fjernet referencer til hjemmesider, der sælger falske produkter, og alene i marts havde man 70 millioner anmodninger om at fjerne links til hjemmesider på grund af påståede ophavsrettigheder! Google er ikke i Kina, men rigtig mange kinesiske produkter, som bliver solgt på nettet, og som bliver købt via links, linker Google også til. Vi har klienter, som fast har 15 til 20 mennesker ansat til at finde krænkede produkter på nettet. Det er enormt svært at komme til livs.

En stor del af vores rådgivning er nu begyndt at gå den anden vej – til kinesiske virksomheder, som vil ind i Europa. Der er flere og flere, der involverer sig og køber op i Skandinavien – især i virksomheder med vindenergi og clean tech. Og det er lidt paradoksalt, for de oplever ofte de samme problemer, som de europæiske gjorde i Kina for 10 til 15 år siden: Når de kommer til Europa, har nogle hugget deres rettigheder. Der er sket en meget stor professionalisering af de kinesiske virksomheder, og udfordringen for os er at komme tæt nok på dem til at kunne give den rigtige rådgivning. Det er derfor klart et fokusområde, at vi fortsat skal gøre os klogere på den måde, det kinesiske system og de kinesiske virksomheder fungerer på. Det er ikke altid let at forstå deres forretning, og hvis man ikke gør det, kan man ikke hjælpe ordentligt. 

Jeg arbejder også i bestyrelsen i Dreyers Fond. Og det er helt usædvanlig interessant. Det er slet ikke en del af mine forretninger og mit virke at være del af en bestyrelse, men her har jeg en mulighed for at støtte advokatbranchen og samfundsudviklingen i forhold til advokatbranchen med nogle utrolig spændende projekter. Projektansøgninger giver et virkelig godt indblik i, hvor mange dygtige, engagerede advokater, der er i Danmark, som gør en kæmpe indsats i forhold til andet end at tjene penge. Jeg er meget imponeret over, hvordan folk har tid til dette arbejde og endda bruger af deres egne penge for at gøre dét, de synes, er det rigtige.


Blå bog
Claus Barrett Christiansen er 45 år, uddannet cand.jur. i 1998. Partner i Bech-Bruun i Aarhus. Rådgiver danske virksomheder i immaterialret i relation til Kina såvel som i europæiske rettigheder og håndhævelse af rettigheder. Underviser også på området i Kina. Derudover rådgiver han om og har repræsenteret kinesiske virksomheder i Norden. Underviser blandt andet som ekstern lektor ved Aarhus Universitet og Aarhus School of Business. Bestyrelsesmedlem i Dreyers Fond. Sidder i en række udvalg i internationale varemærkeorganisationer.