Advokaten 3 Afregning for sekretærtid i erhvervsforhold

Print Print
12-04-2016


Hvornår kan der afregnes særskilt for sekretærtid? Spørgsmålet om, hvorvidt der kan opkræves særskilt salær for sædvanlig sekretærtid i erhvervssager, har været behandlet i Advokatnævnets plenum.

Af Alberte Kjærholm, specialkonsulent i Advokatnævnets sekretariat

På et plenummøde i december 2013 behandlede Advokatnævnet en række sager vedrørende afregning af kontorhold i forbrugersager, herunder blandt andet opkrævning af salær for sekretærbistand. Praksis i forbrugersager blev af sekretariatet efterfølgende beskrevet i en artikel i Advokaten 4/2014, ‘Afregning for kontorhold’, hvor det blandt andet fremgår:

 ”[…]
at omkostninger til kontorhold, herunder løn til sekretærer, som udgangspunkt bør være omfattet af advokatens salær. Det er således kun rimeligt at kræve særskilt afregning af sekretærbistand, hvis sekretæren har udført egentlig selvstændig sagsbehandling, f.eks. i forbindelse med bobehandling, tvangsauktionsopgørelser, ejendomshandler og lignende. At der i opdrags- og prisoplysningen er oplyst om sekretærens timetakst, ændrer ikke ved dette synspunkt.”

[…]         
Ovennævnte praksis betyder, at en advokat fremover som udgangspunkt må indregne sine udgifter til kontorhold i sin timepris.”

Advokatnævnet har for nylig taget stilling til afregning af sekretærtid i erhvervsforhold. I det følgende vil der blive redegjort herfor.

Afregning for sekretærs selvstændige sagsbehandling i erhvervsforhold
Som eksempel på en erhvervssag, hvor der var opkrævet salær for en sekretærs selvstændige sagsbehandling, kan henvises til kendelse af 26. juni 2015 i sag 2014-382. Advokatnævnet fandt, at det var i orden at opkræve salær for sekretærens arbejde, da sekretærens arbejde måtte karakteriseres som selvstændige sagsbehandlingsopgaver.

Afregning for sædvanligt sekretærarbejde i erhvervsforhold
Advokatnævnet har for nylig på et plenummøde haft lejlighed til at tage stilling til en salærklage i en erhvervssag, hvor advokaten havde opkrævet salær for sædvanligt sekretærarbejde.
Kendelsen, som blev afsagt 16. december 2015, ændrer ikke nødvendigvis på tidligere praksis på området, men præciserer denne.
I sagen (2014-1922) var spørgsmålet således, hvorvidt advokaten kunne opkræve salær for sin sekretærs sædvanlige arbejde. Advokatnævnet anførte:

”[…]
Omkostninger til kontorhold, herunder løn til sekretærer, bør som udgangspunkt være omfattet af advokatens salær.
På baggrund af oplysningerne om sagens karakter og karakteren af det arbejde, som advokat […]’s sekretær har udført, finder Advokatnævnet, at der er tale om sædvanligt sekretærarbejde og ikke selvstændig sagsbehandling.
Hvis en advokat over for en erhvervsdrivende klient vil afregne for sædvanlig sekretærbistand forudsætter dette, at der mellem parterne er indgået en aftale herom.
I sin ordrebekræftelse til klager havde advokat […] bl.a. anført, at der ville ske afregning efter medgået tid, og at der ville blive ført et nøje specificeret timesagsregnskab både for så vidt angik den anvendte tid for juridisk personale som ikke juridisk personale. Herefter oplyste advokat […] timelønnen for advokatbistand og den tilsvarende timeløn for en sekretær.
På denne baggrund, og idet klager ikke umiddelbart herefter kom med indsigelser mod det i ordrebekræftelsen anførte, er det Advokatnævnets vurdering, at advokat […] har været berettiget til som sket at afregne for sin sekretærs arbejde.
[…]“

På baggrund af oplysningerne om sagens karakter og det arbejde, der havde været udført, fandt nævnet, at det opkrævede salær ikke kunne anses som urimeligt, og Advokatnævnet godkendte salæret i det hele.
Udgangspunktet er, at der heller ikke i erhvervsforhold kan faktureres for en sekretærs sædvanlige arbejde. Eftersom der i erhvervsforhold ikke synes at være de samme beskyttelseshensyn, som der er i forbrugerforhold, vil det mellem en advokat og en erhvervsdrivende klient konkret kunne aftales, at advokaten kan opkræve salær for sin sekretærs sædvanlige arbejde.
Eftersom en aftale herom er en fravigelse af udgangspunktet om, at der heller ikke i erhvervsforhold kan opkræves salær for sædvanlig sekretærbistand, skal der være indgået en egentlig aftale herom mellem parterne.
Det vil altid afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt det mellem parterne kan anses for aftalt, at advokaten kan afregne for sin sekretærs sædvanlige arbejde. I denne vurdering må indgå, at klienten også er erhvervsdrivende, hvorfor en stiltiende accept fra en sådan klient tillige vil kunne være tilstrækkelig i nogle situationer. Det er dog vurderingen, at eksempelvis den blotte angivelse af sekretærens timepris i en ordrebekræftelse eller lignende ikke vil være tilstrækkelig for at anse en sådan aftale for indgået. Det må være advokaten, der har bevisbyrden for, at en sådan aftale er indgået.
Uanset en sådan aftale er indgået og kan dokumenteres, kan aftalen selvsagt ikke medføre en fravigelse af retsplejelovens § 126, stk. 2, hvorefter en advokat ikke må kræve højere salær, end hvad der kan anses for rimeligt.

Fremtidig praksis
På baggrund af ovenstående vil følgende principper fremadrettet blive anvendt ved behandlingen af sager omkring afregning af sekretærtid:

  • Afregning for sekretærs selvstændige sagsbehandling:
    Der kan både i forbruger- og erhvervssager faktureres for en sekretærs selvstændige sagsbehandling. I forbrugerforhold må gælde, at klienten skal være skriftligt orienteret om, hvorledes sekretærens sagsbehandling afregnes, jf. reglerne om prisoplysning.
  • Afregning for sædvanligt sekretærarbejde:
    I forbrugersager kan der som udgangspunkt ikke faktureres for en sekretærs sædvanlige arbejde – uagtet klienten er oplyst om sekretærens timepris.

I erhvervssager kan der som udgangspunkt heller ikke faktureres for en sekretærs sædvanlige arbejde, men advokaten kan aftale med sin erhvervsdrivende klient, at der kan faktureres for sekretærens sædvanlige arbejde – dette forudsætter en klar aftale, hvilket må vurderes konkret.

Alberte Kjærholm
Specialkonsulent i Advokatnævnets sekretariat.