Advokaten 2 Fælles indsats kan føre til kortere sagsbehandlingstid

Print Print
14-03-2016

 

Mange sager falder bort så sent, at det ikke er muligt at sætte andre sager på de ledige tider. Dette betyder, at dyrebar tid i retten ikke bliver udnyttet og er spildt.

Det er en kompliceret affære, når forklaringen på landsrettens lange sagsbehandlingstider skal findes. Træghed, udsættelser, forsvarerskifte, sygdom, manglende forkyndelse og travle forsvarere. Undersøgelser ved domstolene afdækker et broget billede.

Af stud.cand.scient.soc. i kriminologi Lisa Jonassen Rasmussen og landsdommer Stig Glent-Madsen

“Livet gik i stå, da jeg ventede på, at min sag blev afgjort,” udtalte en tiltalt, da han blev spurgt om forløbet af den sag, der var rejst mod ham.
Han er blot en af mange tiltalte og ofre, som føler, at et langt sagsforløb næsten kan blive invaliderende. En interviewundersøgelse blandt enkelte tiltalte viser, at det værste ved det lange forløb er uvisheden, som for mange betyder et øget forbrug af medicin og en opgivende følelse af, at livet bliver sat på pause. Nye tiltag og ændringer af livsførelse er dermed udelukket for mange af dem, som er involveret i en straffesag, indtil afgørelsen er truffet.
Domstolene har en vision om at arbejde “tidssvarende og professionelt for ret og retfærdighed ved at træffe rigtige afgørelser i rette tid – afgørelser, som er velbegrundede og til at forstå. På den måde gør vi os fortjent til befolkningens tillid og respekt.” Visionen flugter fint med de danske regler og den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelser om, at der skal træffes afgørelse inden en rimelig frist. Men det er vanskeligt, og mange domme viser da også, at den træge gang gennem retfærdighedens mølle har været for langsom, og derfor får den tiltalte en form for rabat, når dommen endelig afsiges.
Retterne har i årevis forsøgt at nedbringe sagsbehandlingstiden – og det har hjulpet, men der er stadig et stykke vej til, at dommene træffes i ‘rette tid’, som det hedder i visionen.

Hvad går galt?
Den største udfordring for Vestre Landsret er, at landsretten de seneste mange år ikke har været ‘i bund’ med straffesagerne. Der har konstant været sager på hylderne. På intet tidspunkt har der været tomme hylder, så alle de indkomne straffesager kunne berammes inden for målsætningerne.
To af de store ‘syndere’ for ophobningen af sager er sene udsættelser af allerede verserende sager. Mange sager falder bort så sent, at det ikke er muligt at sætte andre sager på de ledige tider. Dette betyder, at dyrebar tid i retten ikke bliver udnyttet og er spildt.  Behandlingstiden for sagen bliver betydelig længere, og samlet bliver sagsbehandlingstiden for de øvrige sager også længere, da retsdage går til spilde.

Hvorfor omberammelser?
I en undersøgelse, som er udarbejdet af Domstolsstyrelsen, har man konstateret, at godt 27 procent af de ca. 1.000 omberammelser, der blev foretaget ved domstolene over en fem ugers periode, skyldtes sygdom eller andet lovligt forfald fra en af sagens aktører, andre 26 procent af omberammelserne var begrundet i manglende forkyndelse for tiltalte eller et vidne, og knap 22 procent skyldtes udeblivelse af tiltalte eller et vidne. I 14 procent af sagerne var der behov for yderligere efterforskning, og i 11 procent var forsvarerskifte årsagen til omberammelsen.
Bliver en sag først omberammet, så viser en undersøgelse af over 294 landsretssager, at der som udgangspunkt går dobbelt så lang tid som normalt. Et almindeligt forløb vil strække sig over fem måneder, fra sagen kommer i landsretten, til dommen bliver afsagt. Denne periodeangivelse dækker imidlertid over store variationer afhængig af sagens karakter og omfang. Under alle omstændigheder er det tankevækkende, at omberammede og udsatte sager normalt vil strække sig over ti måneder, inden landsrettens dom kan afsiges.

Bortfald af sag betyder ikke, at tiden kan bruges til en anden sag
Sent bortfald af sager betyder, at landsretten ikke kan anvende den ledige tid optimalt. Når forsvareren dagen inden hovedforhandlingen sender en e-mail med besked om, at han nu har drøftet sagen med klienten, som har bestemt sig for at hæve anken, betyder det et stort spild af ressourcer. Det er for så vidt ikke det forhold, at anken hæves, der er problemet, det er det sene tidspunkt, der kan give enhver, der har blik for en effektiv udnyttelse af retternes kapacitet, hovedpine.
Anklager, forsvarer, dommere, domsmænd, vidner, tiltalte og retssekretær har alle forberedt sig i et eller andet omfang, og der er afsat tid og plads i retssalen til at få sagen forhandlet. Forberedelsen er spildt, og de afsatte ressourcer går på mange måder tabt, når bortfaldet af en sag sker så sent, at den ikke kan erstattes med en anden. Udover lønudgifter til de offentligt ansatte, vil der også være betydelige spildte udgifter til dækning af lokaler, honorar til forsvareren og løn til domsmænd. 
På baggrund af en undersøgelse over hævede landsretsstraffesager i et forløb på to måneder, antages det, at der årligt er omkring 400 sager i Vestre Landsret, hvor anken frafaldes inden hovedforhandlingen. Kun i 25 procent af tilfældene vil den ledige tid kunne anvendes til andre sager, da langt de fleste af sagerne hæves umiddelbart før hovedforhandlingen. Dette betyder, at landsretten hvert år har cirka 300 ‘huller’, der ikke kan anvendes. Erfaringerne i landsretten har vist, at frafald af en anke eller en omberammelse, som meddeles senere end 14 dage før hovedforhandlingen, betyder, at den ledige tid ikke kan anvendes, da advokater, parter og vidner sjældent har ledige tider samtidigt, når varslet er så kort.

Vanskeligheder med berammelser
Travle forsvarere giver også retterne udfordringer, når straffesagerne skal berammes.
De populære forsvarere har fyldte kalendere, og det er vanskeligt at presse en ekstra sag ind, uanset om klienten sidder varetægtsfængslet, eller om der er tale om en anden sag af hastende karakter. I knap 90 procent af landsrettens sager klares berammelsen imidlertid med, at retssekretæren tilbyder forsvareren et valg på op til fem forskellige dage til hovedforhandlingen. I de resterende godt ti procent af sagerne er det nødvendigt at finde mellem seks og 24 mulige dage for, at hovedforhandlingen kan gennemføres.
Berammelse af en sag på et af landsrettens fem bitingsteder udgør yderligere en flaskehals. Mulighederne for en fleksibel tilrettelæggelse vanskeliggøres af den begrænsede plads og kapacitet.

Løsninger?  
På en kompliceret problemstilling er der ingen nemme snuptagsløsninger – og det gælder i høj grad, når der er tale om nedbringelse af sagsbehandlingstider. Retterne har gennem lang tid forsøgt at nedbringe den periode, hvor sagen verserer i rettens regi. I mange byretter er det lykkedes rigtig godt, men især i landsretterne er der langt igen.
En større bevidsthed om problemerne blandt alle aktører er nødvendig. Hvis de travle forsvarere påtager sig færre sager, så letter det berammelserne. Hvis forsvarere og klienter tidligere i forløbet tager stilling til, om sagen eventuelt skal hæves, så vil det bedre den effektive udnyttelse af ressourcerne. Hvis kravene til forkyndelser og indkaldelser smidiggøres, og det samtidig kobles med nutidig sms påmindelser kort inden hovedforhandlingen, så vil der være mulighed for at udsætte færre hovedforhandlinger som følge af udeblivelser.
I de seneste år har der tillige været en strammere retslig styring af nogle af de årsager, der har givet anledning til udsættelser og omberammelser. Den tiltalte skal selv have mulighed for at vælge forsvarer, men dette betyder ikke nødvendigvis, at den tiltalte kan skifte forsvarer, så tit tiltalte ønsker. Mange afgørelser er truffet om, at et forsvarerskifte kun kan ske i respekt af, at sagen ikke forsinkes unødigt. Også henvisningen til sygdom som lovligt forfald er undergået en opstramning, og det er nu nødvendigt at opfylde de skærpede kriterier, der er angivet på en særlig blanket, der er udarbejdet til brug for møde i retssager.
Det er ikke en nem vision, når domstolene skriver, at der skal træffes afgørelser ‘i rette tid’, men hensynene til de mange, der bliver involveret i en straffesag, betyder, at domstolene sammen med de øvrige aktører har et ansvar for at gøre det bedre.

Lisa Jonassen Rasmussen
Bachelor i Sociologi & Kulturanalyse, og færdig med kandidatuddannelsen i kriminologi til sommer.

Stig Glent-Madsen
Siden 1997 dommer ved Vestre Landsret og tidligere advokat i Aarhus.